AHR D´ER – Rappens historie ifølge PeykMariagerfjord og omegnTirsdag 13. oktober 2020 kl. 13:30
Af Klaus Hansen Gi' den op for en af rapmusikkens Godfathers, Nikolaj Peyk, når han besøger Mariagerfjord Bibliotekerne, og giver os historien om dansk raps tilblivelse og stiller skarpt på hip-hoppens stærkeste rimsmede. Mariagerfjord Bibliotekerne og Kultur og Fritid, Mariagerfjord Kommune slår dørene op og lader hip hop-pioneren, Nikolaj Peyk, guide os igennem dansk raps historie og præsentere genrens allerstørste sangskrivere, beats og historier. Han ved om nogen, hvordan rappen kom til Danmark, væltede ind på hitlisterne og gav danskerne hang til beats, rim, håndtegn og løstsiddende joggingtøj. Som sangskriver og producer bag hip hop-sensationerne, MC Ejnar og Østkyst Hustlers, var han med til at starte en helt ny æra i dansk musikhistorie og gøre rapmusikken til 'den nye stil'. Men hvordan opstod hip hoppen? Hvem skrev de svedigste rim? Og hvornår blev det lige cool at rappe på dansk? Nikolaj Peyk deler ud af sine egne historier og viden om rapmusikken på Hobro Bibliotek onsdag d. 28. oktober kl. 19 - fra rappen fængede en flok unge i 80'erne, der breakede, scratchede og rappede sig til danskernes opmærksomhed, til nu hvor rap er et uomgængeligt fænomen, der for længst er blevet en respekteret kunstform. Billetter koster 50 kr. og kan købes via www.himmerlandsbilletten.dk. Foredraget er en del af SPIL DANSK der fejrer dansk musik over hele landet i en hel uge. SPIL DANSK løber i år af stablen for 20. gang og 28 kommuner fra øst til vest fejrer den danske musik med et væld af små musikarrangementer. Festivalen har gennem årene fundet sin egen form med mange forskellige måder og steder at præsentere musikken på, og det betyder at tidens coronarestriktioner heldigvis ikke er nogen hindring for festivalen, for som formand for SPIL DANSK Jørgen Thorup siger "Musikken overgiver sig aldrig!'
|