Årets første kortbaneregatta for Hadsund RoklubHadsund og omegnLørdag 21. maj 2022 kl. 15:00
Af. Birgitte Holm Årets første kortbaneregatta for Hadsund Roklub Det var bestemt ikke optimale betingelser der mødte roerne, da styrkeforholdet efter vinterens lange træningsforløb hjemme i klubberne, skulle testes ved årets første kortbane regatta, der blev afholdt på Bagsværd sø. En kraftig blæst ned over banen resulterede udover modvind også i så store bølger, at flere af de deltagende hold kæntrede undervejs i løbene. Forholdene gjorde at alle løb blev reduceret til 500 meter om lørdagen. Søndag var vejrforholdene bedret, så meget at der kunne konkurreres over den fulde distance på 2000 meter. Hadsund Roklub deltog i 3 seniorløb, hvor Ida Blomstrand sammen med Ingrid Bo Andersen (Roskilde) vandt både lørdagens 500 meter samt søndagens fulde distance. I herrernes dobbeltfirer havde Rasmus Konnerup sæde sammen med 2 roere fra Bagsværd og en fra Holstebro. Trods holdet normalt stiller op i letvægtsklasserne formåede den kombinerede firer i den grad at byde de tungere hold op til dans. Førsteplads lørdag og andenplads søndag. I singlesculler for herrer senior, stillede August Wisholm trods status som juniorroer til start for at teste formen forud for kommende weekends deltagelse ved Junior EM i Varese (Norditalien). August formåede at give seniorerne kamp til stregen med fine placeringer begge løbsdage. I juniorklasserne blev det til andenplads i pigernes dobbeltsculler til Josefine Brink og Naja Lübeck. Begge piger deltog også i pigernes dobbeltfirer sammen med Victoria Brink og Cille Hougård. Her blev det til en tredjeplads lørdag. Søndag måtte holdet trække sig efter godt 1000 meters roning grundet skade hos en af roerne. I juniorernes singlesculler opnåede Christian Sindre Bech både lørdag og søndag placeringer i B-finalen. Dobbeltsculler senior: Fra venstre Ingrid Bo Andersen (Roskilde) Ida Blomstrand
|