Åbning af Mariagerfjord kommunes skoler og institutioner

Mariagerfjord og omegn
Onsdag 8. april 2020 kl. 15:11

Åbning af Mariagerfjord kommunes skoler og institutioner
Borgmester Mogens Jespersen. Arkiv foto


Af Carina Kondrup

Mariagerfjord Kommune har modtaget information fra Kommunernes Landsforening om, hvordan genåbningen af kommunens vuggestuer, børnehaver og folkeskoleklasser op til og med 5. klassetrin skal foregå.

-Vi arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre ude på de enkelte institutioner og folkeskoler, siger Borgmester Mogens Jespersen til Fjordavisen.nu og fortsætter:

-Den enkelte institution og skole er blevet bedt om at kigge på, hvad man har mulighed for og hvordan man har mulighed for at gøre det, i forhold til de retningslinjer, der er stillet i forbindelse med genåbningen. Den information sendes så til kommunens forvaltning.

Mandag d. 13. april, 2. påskedag, mødes forvaltningen og gennemgår det indsendte. Dermed kan kommunen melde ud tirsdag d. 14. april, hvilke institutioner og folkeskoler, der åbner, hvornår de åbner og ikke mindst, hvordan de åbner.

Hvis den enkelte institution eller folkeskole er i tvivl eller har udfordringer med at overholde de retningslinjer der er pålagt i forbindelse med genåbningen, så kan og vil åbningen udskydes.

-Der er ingen af kommunens institutioner eller folkeskoler der åbner, uden der er fuldstændig styr på situationen og retningslinjerne, slutter Borgmester Mogens Jespersen.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.