70 konfirmander spiller Nødhjælpsbanko

Arden og omegn
Lørdag 6. marts 2021 kl. 12:00

70 konfirmander spiller Nødhjælpsbanko
Morten Krogsgaard Holmriis med bankoposerne i baggrunden


Af Carina Kondrup

På onsdag d. 10. marts spiller 70 konfirmander fra Arden, Astrup, Rostrup og Rold banko til fordel for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling.

Morten Krogsgaard Holmriis, sognepræst i Astrup-Rostrup pastorat fortæller:


Sogneindsamlingen, hvor vi plejer at gå fra dør til dør med en indsamlingsbøsse, er blevet omlagt til en digital indsamling. Derfor skal andre idéer på bordet, for at indsamle penge til verdens fattigste og mest sårbare medmennesker.

Konfirmanderne sælger i uge 8 og 9 bankoplader for 20 kr. til venner og bekendte. Pladerne beholder de selv, men når vi mødes på onsdag og spiller Nødhjælpsbanko, så spiller de selvfølgelig på vegne af dem, der har købt pladerne. Og gevinsterne tilfalder naturligvis dem, der har købt pladerne.

Hver konfirmand har fået seks plader, de kan sælge – og sælger de flere plader er det selvfølgelig bare et ekstra plus. En konfirmand har allerede solgt 26 plader, så hun får travlt, når tallene råbes op på onsdag.

Bankoeftermiddagen foregår naturligvis online som så meget andet, men vi glæder os til en sjov og underholdende eftermiddag med de mange konfirmander, som vi ikke har haft mulighed for at være sammen med siden før jul.

Undervejs mellem alle bankonumrene, skal vi også høre mere om det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp laver ude i verden. I år er det særligt de mennesker, som er ramt af konsekvenserne ved klimaforandringerne, der er i fokus. Klimaforandringernes konsekvenser er en realitet, samtidig er corona-pandemien været med til at forværre problemer, der eksisterer i forvejen. Sult, ulighed og konflikter.

Vi må som næstekærlige mennesker ikke vende det blinde øje til. Verdens fattigste har mere end nogensinde brug for en håndsrækning.



I Etiopien, Sydsudan og Zimbabwe sulter millioner af mennesker, fordi regnen udebliver og høsten slår fejl år efter år. I Nepal, Bangladesh og Myanmar forsvinder livsgrundlaget, når voldsom regn skyller jorden væk.

Klimaforandringerne er her – konsekvenserne er bare ikke ligeligt fordelt på verdensplan. Det er verdens fattigste, der rammes hårdest. Mennesker, der i forvejen ingenting har.

Bankoeftermiddagen er selvfølgelig et skæg og ballade, og samtidig handler det om at gøre konfirmanderne opmærksomme på den alvor, som også ligger bag. Alt for mange mennesker på vores klode lider under vilkår, som de ikke kan klare alene. Ingen af os, kan klare os alene – uanset om vi bor i Danmark, Nepal eller Etiopien – og her har vi en mulighed for at gøre noget, der gør en kæmpe forskel for verdens fattigste og mest sårbare.

Vi har pakket poser med bankoplader, banko-snacks og andet godt som konfirmanderne får inden bankodagen.




© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.