66-årig mand idømt 11 års fængsel for manddrab

Mariagerfjord og omegn
Onsdag 26. juni 2019 kl. 17:00

66-årig mand idømt 11 års fængsel for manddrab

En 66-årig mand er ved Retten i Aarhus tirsdag blevet idømt 11 års fængsel for at have dræbt en 40-årig mandlig bekendt med flere knivstik.
.
Af Helle Schiønning

Drabet fandt sted i september sidste år i en lejlighed i Hasselager. Ifølge den 66-årige kom de to op at skændes, og den 40-årige begyndte at slå løs på ham. Den 66-årige forklarede, at han på et tidspunkt følte sig så truet, at han tog en kniv, der lå i nærheden og stak den 40-årige flere gange.

Den 66-årige ringede selv 112, og en retsmediciner konstaterede senere, at den 40-årige var stukket ihjel med 11 knivstik. Den tiltalte erkendte at have stukket den 40-årige, men erklærede, at det var sket i nødværge, og den 66-åriges forsvarer påstod derfor frifindelse.

Retten valgte dog at følge anklagemyndighedens påstand om fængselsstraf for manddrab.

”Jeg mener ikke, man kan tale om nødværge, når man stikker et andet menneske 11 gange med en kniv. Der er ingen tvivl om, at den 66-årige blev udsat for vold af den afdøde inden, og derfor fik han faktisk også en mindre strafnedsættelse. Jeg er dog tilfreds med, at retten var enig med mig i, at der var tale om drab, og at den tiltalte fik en lang fængselsstraf, ” siger senioranklager Birgitte Ernst.

Den 66-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.