40-års jubilæum hos Rebild Tandpleje

Rebild og omegn
Lørdag 9. november 2019 kl. 18:00

40-års jubilæum hos Rebild Tandpleje

AF Klaus Hansen

Der var stor begejstring blandt børnene fra 6. klasse fra Øster Hornum, da de fik overrakt deres præmie – en tur i bowlinghallen for hele klassen.

Den 1. november fyldte klinikken i Nørager 40 år, som den yngste af kommunens tandlægeklinikker. Dermed fylder samtlige klinikker i Rebild Tandpleje 40 år – og det blev fejret, fredag den 8. november.

Kommunens 6. klasser har deltaget I tandplejens konkurrence op til jubilæet. Det blev 6. klasse fra Øster Hornum der løb af med sejren og de var mødt op for at få overrakt deres præmie.

Det er ikke tilfældigt at børnene skal inddrages i jubilæet, de har nemlig været i fokus gennem den lokale tandplejes historie.

Blandt de første klinikker for kommunal skoletandpleje
I 1961 åbnede den første kommunale skoletandpleje i Skørping. På det tidspunkt, var ideen om en skoletandpleje, et meget progressivt tiltag. Først i 1972 kom børnetandplejeloven, og klinikken i Skørping er derfor også blandt de ældste i Regionen.

I Skørping begyndte man allerede fra 1961, at tilbyde gratis tandbehandling til skolebørn, og det var revolutionerende for sin tid. Siden da er der sket meget udvikling på tandplejeområdet – men i Rebild Kommune, brænder man stadig for børns tandsundhed. Det kan man også se, hvis man tager et kig på den data, Sundhedsstyrelsen årligt indhenter fra landets børnetandplejekliniker.

Rebild Kommune opnår nemlig bedre resultater, end regions- og landsgennemsnittet for flere årgange. For eksempel har hele 97 % af de 7-årige i Rebild Kommune ingen huller i tænderne.

Men Rebild Tandpleje kan mere en bare børnetandpleje. De tager sig nemlig også af special- og omsorgstandpleje. Omsorgstandplejen er typisk rettet mod personer der bor på ældrecentre, mens specialtandplejen retter sig mod mennesker med psykiske og fysiske handicap.

Festlig fejring i Nørager
Der var flag ved klinikken i Nørager fredag formiddag, da der blev fejret jubilæum. Der var kage og kaffe til de fremmødte, og overtandlæge Inge Hald holdt en fin tale, hvor hun fortalte om Rebild Tandplejes historie, de troværdige og dygtige medarbejdere samt deres brændende passion for tandsundhed.

I forbindelse med tandplejens 40-års jubilæum, er der blevet afholdt en konkurrence, hvor alle kommunens 6. klasser har deltaget i en tip en 10'er. I samme anledning fik børnene uddelt en bæredygtig tandbørste af bambus. Til slut blev det 6. klasse fra Øster Hornum, som vandt konkurrencen. De fik tildelt præmien ved klinikken i Nørager, en tur ud og bowle for hele klassen.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.