35000 skrubber på vej til Mariagerfjord

Hadsund og omegn
Tirsdag 1. januar 2019 kl. 18:00

35000 skrubber på vej til Mariagerfjord
Finn Frandsen betragter de store moder-skrubber i karret, som skal levere et stort antal yngel til udsætning i fjorden


Nyt projekt hos Mariagerfjord Fritidsfiskerforening skal tilføre 35000 skrubber til fjorden...
.
Af Klaus Hansen

I flere omgange har lokale ildsjæle i Mariagerfjord Fritidsfiskerforening udsat flere tusinde åle-yngel med økonomisk støtte af EU. Det næste udsætnings-projekt er i fuld gang og flere store kar på fiskerihavnen i Hadsund rummer i disse dage store moder-skrubber fanget i fjorden der til februar skal ”stryges” - en opgave som Venø Fish Farm vil hjælpe med samt den videre proces med ynglet.

Der forventes at blive udsat ca. 35000 små skrubber på ca. 6 cm. Projektet er støttet af Fiskeplejemidler til udsætning af yngel.

I projektet hos Mariagerfjord Fritidsfiskerfoening deltager Ole Harder, Poul Drøscher og Finn Frandsen.

Det er et spændende projekt og har krævet et stort arbejde med dels at fange moder-skrubberne og få lavet vores bassiner, hvor vandet bliver iltet og fiskene holdes under opsyn. Vi håber naturligvis at udsætningen af skrubbe-yngel vil lykkes og vil komme til at ske, som med udsætningen af åle-yngel, med passende mellemrum – til gavn og glæde for Mariagerfjord og fiskemulighederne heri, fortæller formand for fritidsfiskerne i Mariagerfjord Finn Frandsen.

Der er flere udfordringer som Skarv og sæler, der udfordrer fiskeriet for fritidsfiskerne

- Reguleringstilladelserne for at regulere skarv-bestanden vil blive genforhandlet i starten af 2019 og jeg håber naturligvis at mulighederne for at reducere skarv i de rede-kollonier der findes omkring Mariagerfjord bliver bedre, fortæller Finn Frandsen og fortsætter: udover skarv er den voksende sæl-bestand en udfordring for fiskeynglet i fjorden. Hvis man tager til Als Odde kan man en varm sommerdag se et stort antal sæler på sandbankerne – og de er sultne, slutter Finn imens han betragter de store skrubber i karret.

Skrubbe-ynglet vil, hvis det lykkedes, blive sat ud i fjorden senere i 2019.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.