34 hyldestkampe har samlet topsporten om de danske veteraner

Danmarkidag
Torsdag 6. oktober 2022 kl. 19:00

34 hyldestkampe har samlet topsporten om de danske veteraner
Foto: Kristian Brasen



Over en måned har Veteran Match-kampagnen i DIF Soldaterprojekt budt på rørende hyldest og anerkendelse af Danmarks krigsveteraner. Nu skal de hjælpes i job.

Store bannere, stemningsfulde tambourkorps, festlige maskotter med flag og glade veteraner og

Markeringen af Veteran Match har været massiv, siden 3F Superligaklubben AGF skød kampagnen i gang på flagdagen d. 5. september.

Lige siden har i alt 34 klubber fra toppen af dansk herrefodbold, ishockey og håndbold afviklet kampe, hvor soldaterveteraner er blevet hyldet for deres indsats for Danmark i krigszoner.

Alt sammen for at styrke og samles om Veteran Match-konceptet, der er udviklet af DIF Soldaterprojekt for at støtte og anerkende veteranerne, der har sat livet på spil for danskernes sikkerhed.

"Det har været helt unikt at se, hvordan veteraner fra hele landet er blevet hyldet på isen, i håndboldhallerne og på fodboldstadions. Med et imponerende engagement har de professionelle klubber bevist, at de alle har hjerterum til at kæmpe for meget mere end point på tavlen. Der skal lyde en stor tak for at vise så stort et samfundssind ved at række ud efter noget, der er større end dem selv," siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Randers FC afholder den sidste anerkendelseskamp mod Brøndby IF som et forskudt event. Det sker på søndag d. 9. oktober, og dermed kommer den samlede total op på 35 hyldestkampe.

Veteran Jens Heide Vestenbæk, der var udsendt til Irak i 1996 og har diagnosticeret PTSD, har været på plads til fem af kampene i Storkøbenhavn, hvor han har modtaget den særlige hyldest.

"Det betyder alt at få den anerkendelse. Det varmer og gør, at man vokser. Det giver noget af den selvtillid, som måske er forsvundet henad vejen," siger han.

Nu hjælpes veteranerne i job

Veteran Match er skabt som et topbenet koncept, hvor en række samarbejdspartnere er gået sammen. Dels om hyldestkampene, men også om de i alt syv beskæftigelsesinitiativer, som afvikles frem til midten af oktober med såkaldte jobmatch-dage.

Her inviterer professionelle klubber lokale erhvervspartnere og jobsøgende veteraner til at blive matchet med hinanden med bidrag fra kommunale jobkonsulenter. To af efterårets jobmatch-dage er allerede afviklet, hvilket senest har skaffet Jens Heide Vestenbæk en aftale om praktisk arbejde hos Parken Services, der står for blandt andet oprydning og rengøring i nationalarenaen.

"Det at man ikke bare er kasseret, men rent faktisk kan bruges til noget, er meget vigtigt. Jeg føler lidt, at jeg får livet igen," fortæller Jens Heide Vestenbæk.

Kombinationen af massiv synlig anerkendelse og jobhjælp skaber glæde hos Divisionsforeningen i fodbold.

"Vi er meget glade for at være med i Veteran Match 2022. Jeg er taknemmelig over den store indsats fra klubber og samarbejdspartnere på tv, der har bidraget til at sprede det gode budskab, og så glæder det mig at se, hvordan der ydes en kæmpe indsats for at skabe nye jobmuligheder for vores veteraner. Det er fantastisk at se, hvordan fodbolden er med til at etablere det nødvendige professionelle netværk" siger Thomas Christensen, der er formand for Divisionsforeningen og en del af DIF's bestyrelse.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.