3 visioner for skoleområdet i Mariagerfjord

Debat
Mandag 15. november 2021 kl. 21:30

3 visioner for skoleområdet i Mariagerfjord
Thomas Høj (A)


AF Thomas Høj (A) KV21 kandidat Mariagerfjord

3 visioner for skoleområdet i Mariagerfjord

Skoleelever skal have det rigtige skoletilbud

Max 24 elever i klassen

Kulturbusser og kulturplan i folkeskolen

Visionerne uddybes her:

Skoleelever skal have det rigtige skoletilbud

Det må aldrig være økonomi, der betyder, at et barn ikke får det rigtige skoletilbud. Det opleves ude i virkeligheden, at der går for lang tid, fra at problemet opdages til der handles. Det er hverken til gavn for barn, forældre eller lærere. Lærere ønsker naturligvis at inkludere alle børn, men nogle gange er det ikke muligt inden for den ramme, der er i folkeskolen uden, det får store konsekvenser for barnet selv, klassen og underviserne. Jeg mener godt, at man kan føle sig ekskluderet som barn i et forsøg på at inkludere barnet.

Det er blevet dyrere for den enkelte skole at tilbyde specialiserede tilbud til skolebørn, hvilket bevirker at færre kommer i specialklasser. Det mener jeg, der skal laves om på, ved at lave en central pulje i kommunen, der betaler udgiften til de specialiserede tilbud. Skolen kan naturligvis ikke bare sende elever afsted til disse tilbud - før det skal PPR ind over, og der skal prøves tiltag i klassen, men vurderes det hele vejen rundt, at barnet har brug for et andet tilbud, så mener jeg ikke at skolen skal betale udgiften.

S-klasserne (gennerelle indlæringsvanskeligheder) i Mariager blev lukket. Min anke var, at den type børn nok ikke forsvinder bare fordi vi lukker tilbuddet. Det viste sig også at holde stik, hvilket fik store konsekvenser for børnene. Derfor glæder det mig, at vi under Mariagerfjord Ungdomsskole lavede et lignende tilbud - og det fungerer super godt.

Mariagerfjord er en af de kommuner, der har færrest elever i specialtilbud, og det lyder dejligt, men måske er der en bagside af medaljen.

Jeg er den eneste byrådsmedlem, der arbejder i folkeskolen, og jeg mener, at min stemme er vigtig for lærerne og for udviklingen af folkeskolen

Max 24 elever i klassen

Jeg vil fortsat kæmpe for Max 24 elever i klassen. Det kom jeg ikke i mål med dette i denne byrådsperiode, men fik dog trukket bemyndigelsen til at dispensere for op til 30 elever i klassen væk fra skolechefen og tilbage til det politiske udvalg Børn og Familie. Dermed vil det være synligt, hvilke politikere, der er klar til at dispensere. Desuden fik vi i seneste budget indskrevet en Budget-note, hvor der står, at vi arbejder mod Max 24 elever i klassen.

Undtagelsen: Hvis en skole har eksempelvis et spor med 25 elever i klasserne, så giver det ingen mening at dele, men her skal der tildeles flere 2-lærer timer.

Kulturbusser og kulturplan i folkeskolen

Som lærer har jeg ofte stået i den situation, at vi gerne i lærings- og oplevelses øjemed ønsker at komme ud af huset (skolen). Her har det store benspænd ofte været penge til busser, og derfor er jeg glad for, at jeg fik kæmpet igennem, at vi skulle have kulturbusser i Mariagerfjord. Det vil sige busser der er betalt fra en central kasse, hvor man laver en meget enkel ansøgning, og svaret kommer hurtigt.

Har I ikke hørt om tiltaget, så kontakt jeres skoleleder, da de har fået udsendt, hvordan det fungerer. Der er 200.000 kr. i puljen, og der er brugt ca. halvdelen, så har I en god ide, så er det bare om at søge - dog skal det være i Mariagerfjord, Det kan være Fyrkat, biografen, Mariager Saltcenter, Møllemuseet, Cirkusmuseet, Lystfartøjsmuseet, Rud Thygesen Arkivet, Kunstetagerne, Mariager Museum og meget mere.

Det jeg synes mangler nu er en kulturlæreplan, som jeg har italesat ved flere lejligheder i indeværende byrådsperiode. Med kulturlæreplan mener jeg, at vi får sat i system, at alle børn på folkeskoler i Mariagerfjord får samme kulrturrygsæk - fx at alle 5.-klasser skal på Fyrkat osv.

Med dette tiltag får vi vist elever i Mariagerfjord, hvilke kulturtilbud vi rent faktisk har, givet dem nogle oplevelser, læring på en anderledes måde og skabt en større tilknytning til Mariagerfjord.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.