2018-finale i traditionsrigt klubrally-løbRebild og omegnTorsdag 8. november 2018 kl. 19:59
Rutinerede rat-jonglører fra hele Jylland stævnede til Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018. Motorsport Nordjylland (MNJ) afsluttede klubrally-sæsonen med himmerlændingenes traditionsrige arrangement, som har været afviklet uafbrudt gennem mere end 50 år.... . Af Klaus Hansen - Mange klubrally-mandskaber ser frem til denne afrunding af årets sæson, oplyser løbsleder Henrik Ladefoged. – Her på kanten til efteråret/vinteren giver det deltagerne ekstra udfordringer omkring dækvalg og ideallinjer. Med udgangspunkt fra Erhvervsskolerne i Års blev startfeltet præsenteret for 5 prøvearealer, som hver blev gennemkørt 2 gange. Det lokale Års-mandskab: Kim og Maike Naujokat Jensen (Peugeot 206) gik til makronerne, og vandt standardbils-klassen med klassede dæk. - Klassede betegner et Yokohama-dæk, som alle i klassen kører med, forklarer Kim Naujokat Jensen. – I al beskedenhed var vi hurtigere end alle deltagerne i klassen for frie dæk. Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018 var desuden en ekstra kolorit på DM for lærlinge, som blev afviklet på Erhvervsskolerne i Års, og mange tilskuere benyttede muligheden for at kikke på lærlinge-konkurrence og motorløb. Rookierne: Kennet Larsen og Peter Bjørn Kristensen i Volvo 850 kørte et flot løb i begynder-klassen, og scorede en tredjeplads. I rallybil-klassen op til 1,6 liters motorvolumen kørte MNJ’erne: Christian André F.L. Christensen og Andreas Nielsen et fejlfrit løb i deres Peugeot 106, hvilket blev belønnet med en toer. - I rallybilerne er der installeret sikkerhedsbur, fortsætter Kim Naujokat Jensen. – I samme klasse scorede klubkammeraterne: Johnni Bragenholdt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard en sjetteplads i deres nyerhvervede Peugeot 206. De fik ekstra strafsekunder ved en fejlkørt prøve. Hurtigste MNJ-mandskab blev Niels og Inger Bjerre i Peugeot 306. De vandt klassede dæk-klassen for rallybiler over 1,6 liter, og blev nr. 4 generelt. Samtidig hjemkørte de den traditionsrige Herregårdspokal som bedste MNJ-team. I debutant-klassen vandt Thomas Vigh Sørensen og Jacob Bjerregaard (Peugeot 206 GTI) foran Johnny Nielsen og Tom Møller, som udgik med motorproblemer i deres VW Golf 4. - Sædvanen tro betød det kølige efterårsvejr fugtigt og fedtet underlag på prøverne i Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018, afslutter Kim Naujokat Jensen. - Kørerne kæmpede derfor lidt med manglende vejgreb og hjulspind om formiddagen. Til anden gennemkørsel af prøverne var asfalten tørret op i det flotte november-vejr, hvilket bevirkede noget hurtigere prøvetider i 2. runde.
|