2 personer sigtet for en stribe indbrud

Rebild og omegn
Torsdag 8. november 2018 kl. 12:00

2 personer sigtet for en stribe indbrud
Arkivbillede


I forbindelse med ransagninger i går fandt Politiet et lagerlokale i nærheden af Skørping med adskillige designerstole og lamper...
.
Af Klaus Hansen

Nordjyllands Politis indbrudsefterforskere har gennem nogen tid efterforsket mod to personer, som mistænktes for at begå indbrud i sommerhuse fortrinsvist i Nordjylland.

I går skred politiet til anholdelse af to mænd, som havde indlogeret sig i et sommerhus i Fjerritslev. De to mænd er 40 og 26 år og stammer fra henholdsvis Frederikshavn og Midtjylland. De sigtes indledningsvist for fem forhold af indbrud i sommerhuse. Indbruddene har fundet sted fra ca. 20. oktober og frem til i går den 7. november 2018. Kendetegnet har været, at der fortrinsvist er stjålet designermøbler.

”I forbindelse med ransagninger i går fandt vi et lagerlokale i nærheden af Skørping med adskillige designerstole og lamper. Nu går vi i gang med at finde frem til, hvor disse effekter stammer fra. Vi formoder, at antallet af sigtelser mod de to mænd vil stige,” udtaler efterforskningsleder Mikkel Brügmann.

Der er grundlovsforhør i sagen med start kl. 11.00 i dag i Retten i Hjørring.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.