196 dagpleje- og vuggestuebørn i Mariager deltager i Tumlekaravanens halloweenlege

Mariagerfjord og omegn
Fredag 22. oktober 2021 kl. 09:00

196 dagpleje- og vuggestuebørn i Mariager deltager i Tumlekaravanens halloweenlege
I disse uger deltager 196 dagpleje- og vuggestuebørn i en række halloweenlege med Tumlekaravanen, der har til formål at styrke små børns motorik. Foto:Børnehuset Oasen


Af Klaus Hansen

196 dagpleje- og vuggestuebørn i Mariager deltager i Tumlekaravanens halloweenlege

”Slik eller ballade!” Sådan lyder det, når skolebørnene går fra dør til dør forklædt som hekse og spøgelser. Men i år kan selv de allermindste børn i Mariager være med til at fejre halloween. Flere af byens dagtilbud deltager nemlig i Tumlekaravanens aktive halloweenlege, der har til formål at styrke små børns motorik.

Spøgelsestur, Monsterøjne, Mumierul og Heksetryl. Det er bare nogle af de lege, der er på programmet, når de 196 dagpleje- og vuggestuebørn i Mariager deltager Tumlekaravanens halloweenlege. Med udgangspunkt i et online inspirationshæfte prøver børnene kræfter med en række sjove og aktive halloweenlege i dagtilbuddet, som sætter gang i kroppen og stimulerer sanserne. På landsplan deltager mere end 27.000 dagpleje- og vuggestuebørn. Bag Tumlekaravanen står Børneulykkesfonden med støtte af Nordea-fonden.

Tumlekaravanen inspirerer dagtilbuddene til mere aktiv leg

Sammen med de online inspirationshæfter tilbyder Tumlekaravanen et besøg af karavanens tumleinstruktør med det formål at inspirere dagplejere og pædagogisk personale til at igangsætte bevægelsesaktiviteter, der stimulerer og udvikler børnenes motorik.

I en undersøgelse, som Børneulykkesfonden har foretaget blandt dagplejere og pædagoger, som har haft besøg af Tumlekaravanens tumleinstruktør, svarer 89 %, at besøget i høj eller meget høj grad har inspireret til mere aktiv leg og bevægelse. Samtidig svarer 9 ud af 10 dagtilbud, at de vil anbefale tumleinstruktørens besøg til andre.

”Med vores nyeste inspirationshæfte vil vi gerne bidrage til en sjov og aktiv halloween, hvor de mindste kan være med. Formålet med hæftet er at tilbyde dagtilbuddet nogle lege og aktiviteter, som er nemme at gå i gang med og stimulerer børnenes motorik,” fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Aktive børn er glade børn

Børn har godt af et liv fyldt med leg og bevægelse. Det styrker motorikken, giver selvtillid og har en gavnlig indflydelse på børns almene trivsel, koncentration, læring og sociale kompetencer. Alligevel har knap en tredjedel af børn i Danmark motoriske udfordringer ved skolestart. Derfor sætter Tumlekaravanen fokus på det tidlige arbejde med børns motoriske færdigheder, og vigtigheden af at børn bevæger sig hver dag, ved at bidrage med inspiration og konkrete redskaber til en hverdag med mere fysisk aktivitet.

Tumlekaravanens online materialer med idéer til sjove bevægelseslege kan bestilles af alle landets dagtilbud via www.tumlekaravanen.dk. Her er det også muligt for en række dagtilbud i udvalgte kommuner at booke et besøg Tumlekaravanens tumleinstruktør, som afvikler en bevægelsesdag i dagtilbuddet.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.