Annonce
Del på Facebook   Print siden

Ny udstilling i Hobro om havnens historie

Hobro og omegn
Torsdag 24. juni 2021 kl. 06:30

Ny udstilling i Hobro om havnens historie
Lystfartøjsmuseet ligger i to af de tidligere pakhuse på Hobro Havn, og nu har museet åbnet en mindre udstilling om havnes næsten 200 år gamle historie – herunder fortællingen om havnearbejdernes hverdag. Foto: Nordjyske Museer


Af Carina Kondrup

Ny udstilling i Hobro om havnens historie

Lystfartøjsmuseet byder på flere nyheder – også nogle til børn

I et pittoresk gult pakhus på havnen i Hobro gemmer sig en lille perle af et museum. Lystfartøjsmuseet udstiller op mod 30 forskellige fartøjer – blandt andet krydsjagten “Silvana” af Svendborg fra 1895, som publikum kan gå ombord i og se indefra. Denne sommer er der tillige flere nyheder på programmet – både en udstilling om Hobro Havns historie og en række sjove aktiviteter for børn – som i øvrigt kommer gratis ind på museet.

Man finder et af landets mest velbevarede havnemiljøer i Hobro, og nu fortæller en ny udstilling på Lystfartøjsmuseet midt på havnen den spændende historie om havnens og byens udvikling de seneste næsten 200 år – herunder fortællingen om havnearbejdernes hverdag.

I dag er tjære- og svovlstanken omkring gasværket er dunstet af. Det rumler og knirker ikke mere når havnebanens vogne triller ud mod Blåkilde Mølles Fabrikker. Kulkranen står stille. Havnens rygende industriskorstene hører fortiden til. Men historien står her endnu. Jernbanesporene nedfældet i brosten, pakhusene, gasværk og værft er tidslommer lige midt i den moderne by.

Indtil 1830’erne og 40’erne, da Hobro fik en skibsbro og et bolværk, kæmpede sømænd med at laste og losse varer på pramme ude i fjorden, fordi skibene ikke kunne komme helt ind til kaj. Men i løbet af 1800-tallet voksede havnen. Hobro fik en havnekommission, som fra 1855 og frem kæmpede for først at etablere og senere vedligeholde en sejlrende hele vejen gennem fjorden, så skibene kunne komme ind. Al begyndelse er svær, og i starten blev muddermaskinen drevet af heste, men de blev søsyge, og senere fandt man andre løsninger.

Som i så mange andre byer blev toldboder en kilde til gode statsindtægter, men også driftige erhvervsfolk i Hobro kunne se muligheder på havnen, og fragtskibe og jernbanenet prægede i en årrække billedet. Senere fik de lokale smag for fritidslivet ved vandet, selv om de en overgang måtte kæmpe med affald fra døde dyr fra havnens industrivirksomheder.

Nu fortæller Lystfartøjsmuseet hele historien i ord og billeder – og med lyttestationer med levende, personlige beretninger om livet på havnen.

Det’ for børn

Lystfartøjsmuseet har en aktiv venneforening, som i den forgangne vinter har arbejdet med flere sjove tilbud til børnefamilierne. Ved kneb og knob-bordet kan børn øve sig i at binde knob - ikke knuder. Søfolk hader knuder, for de er svære at løsne. Knob kan løsnes. På en skærm ved bordet kører en lille film med en letforståeligt instruktion i at splejse tovværk. Når børnene er færdige med at lære og øve sig, kan de tage snoren med hjem.

På Lystfartøjsmuseet kan man også gå på Mariager fjord uden at få våde fødder. På gulvet ligger et søkort, der gerne må betrædes – og kravles på. Så kan man se, hvor dyb fjorden er, hvor let man kan støde på grund og hvor langt der er fra Kattegat til Hobro (Mariager fjord er Danmarks længste). Børn og barnlige sjæle kan gå på opdagelse med opgavearket i hånden.

Den unge museumsgæst kan også prøve kræfter med trække sandsække – med taljer og trisser og opdage, hvordan en anderledes fordeling af vægten kan gøre tunge ting lettere. Hiv O’høj – der er masser af sjov for børnefamilier.

Rundt omkring på Lystfartøjsmuseet hænger signalflag. Når sejlere skal give en besked til andre, kan de hejse signalflag op i masten. Hvert flag har en særlig betydning og er samtidig et bogstav. Børn kan skrive deres navn med signalflag ved at tage billeder af hvert flag/bogstav og på den måde stave navnet. Der venter en lille præmie i museumsbutikken.

Lystfartøjsmuseet

De to gamle pakhuse, som museet har til huse i, er i sig selv et besøg værd. Pakhusene er bygget tilbage i 1930érne og tidligere anvendt af Hobro Korn. Når man kommer ind på museet, er der frit udsyn til de bærende trækonstruktioner og fritliggende spær, der sammen med duften af tjære og linolie danner rammen om museet.

På nuværende tidspunkt udstiller Lystfartøjsmuseet 30 fartøjer. I det ene pakhus er indrettet en bådehal med udstilling af riggede både. I den anden bygning er der udover udstilling af mindre både bl.a. også indrettet bibliotek, plancheudstilling, grej til sejlads, modeller samt havnens lokalhistorie. Her er det også muligt at få et kig i museets samling af søkort. Museets bibliotek rummer bl.a. en del sejlsportslitteratur, der i sæsonen benyttes af såvel lokale som indenlandske og udenlandske sejlere, der lægger til i Hobro.

Museet har også en fin, lille museumsbutik har alt, hvad et sejlerhjerte kan begære af messingskilte til kaptajnen, model- og flaskeskibe, timeglas.

Lystfartøjsmuseet, Søndre Kajgade 14, 9500 Hobro
Åbningstid: 1. maj – 30. september 2021 / Tirsdag-søndag kl. 12-16
Entré: Voksne: 40 kr. / Børn og unge under 18 år: Gratis /Studerende: 30 kr.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Hobro og omegn

Hobro støttede op om oprettelse af støtteforening for lokalhistorisk arkiv Hobro
Hobro støttede op om oprettelse af støtteforening for lokalhistorisk arkiv Hobro
Hobro og omegn
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Hobro og omegn
Der samles affald ind i Valsgård i morgen
Der samles affald ind i Valsgård i morgen
Hobro og omegn
Unge giver Ishuset et nyt farverigt liv
Unge giver Ishuset et nyt farverigt liv
Hobro og omegn
Vil du lære at sejle i sejlbåd?
Vil du lære at sejle i sejlbåd?
Hobro og omegn
Hobro er værtsby for årets BørneTour
Hobro er værtsby for årets BørneTour
Hobro og omegn
Hobro fik besøg af Terndrup IF fodbold
Hobro fik besøg af Terndrup IF fodbold
Hobro og omegn
Madam Blå fejrer 30-års jubilæum med åbent hus og pølsevogn
Madam Blå fejrer 30-års jubilæum med åbent hus og pølsevogn
Hobro og omegn
Søndre Skole, overbygningsskolen i Hobro, inviterer til Åbent Hus
Søndre Skole, overbygningsskolen i Hobro, inviterer til Åbent Hus
Hobro og omegn
Påske Camp i Hobro Ik med fokus på den gode kammerat og børns trivsel
Påske Camp i Hobro Ik med fokus på den gode kammerat og børns trivsel
Hobro og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev