Annonce
Del på Facebook   Print siden

Ny bog om Havnø Mølle og godset Havnø på trapperne

Havnø
Tirsdag 20. august 2019 kl. 15:00

Ny bog om Havnø Mølle og godset Havnø på trapperne
Forsiden på den nye bog


Den 1. september 2019 er det 25 år siden, at det daværende Hadsund Egns Museum fik skøde på Havnø Mølle, som da blev museumsmølle.
.
Af Helle Schiønning

I dag ejes den af foreningen Havnø Mølles Venner, og foreningen har valgt at markere jubilæet med udgivelsen af bogen ”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle”, der fortæller historien om møllen som en del af godset Havnø. Det fortæller Bestyrelsen for
Havnø Mølles Venner.

I bogen gives en kort gennemgang af godsets historie fra det omtales første gang i 1468 og til Christen Kjeldsen med hjælp fra sin svoger Christen Dinesen købte Havnø med landbrugsjord, enge og skove i 1816. Christen Kjeldsen blev ejer i en økonomisk meget svær tid.

Statsbankerotten i 1813 satte sit aftryk overalt i samfundsøkonomien, men især var afgiften, der blev lagt på alle ejendomme, tung at bære for de store landbrug – ikke mindst i de misvækstår, som indtrådte få år efter.

Først midt i 1830’erne havde Christen Kjeldsen fået så meget styr på godsets økonomi, at han kunne begynde at lægge landbruget om. Som led heri blev der også bygget mange nye bygninger på Havnø. Møllen var det første han byggede (1842).
Hensigten var at producere byggryn til eksport til Norge samt producere vinterfoder til studene og rugmel til brød til det store folkehold. Herefter blev den gamle forfalde borggård revet ned, og den nuværende hovedbygning opført i etaper i årene 1845 og 1848.

I Kjeldsens tid var der ikke længere hoverigørende bønder, så han måtte skaffe sig arbejdskraft på anden vis. Det gav arbejde til mange husmænd fra Visborg, Skelund og Helberskov. På Havnø havde husmændene bedre vilkår, end når de arbejdede for bønderne.
Kjeldsen opførte bl.a. gode og sunde huse til sine husfolk, og det er kendetegnende, at de ansatte gerne blev på godset hele livet – i mange tilfælde i flere generationer. Også arbejderhusenes historie er beskrevet i bogen.

Christen Kjeldsens gode forhold til husmændene på egnen udmøntede sig i 1845 i Skelund-Visborg sognekommunes første underskriftsindsamling. 134 husmænd skrev under på et brev til Rentekammeret, hvor de anmodede om, at de måtte lade deres korn male på Havnø Mølle i stedet for at skulle køre til Korup Vandmølle.

Tilladelsen blev dog ikke givet.
Hovedvægten i værket er naturligvis lagt på møllens historie. Opførelsen af møllen og dens konstruktion og funktion gennemgås, og møllens og godsets historie følges op til vor tid, hvor godset ejes af Manon Lüttichau Blou og drives som et moderne landbrug, mens møllen drives som museum i et samarbejde mellem Havnø Mølles Venner, Havnø Møllelaug og Nordjyllands Historiske Museum.

I et enkelt afsnit fortælles om Havnø og Havnø Mølle i malerkunsten. Det er ikke kun maleren Sven Schou, der har malet på Havnø, omend han er den kendteste. I 1800-tallet havde også Niels Rademacher og Sophus Theilgaard malet på stedet, og i Sven Schous tid på Havnø (1905-1927) kom mange af hans malerkammerater fra Akademiet på besøg om sommeren og malede med lige stor begejstring møllen, skoven, gårdens dyr og malkepigerne.

Bogen er skrevet af tidligere museumsinspektør Lise Andersen, der i sin tid arbejdede for at forhindre Havnø Mølles nedrivning. Da museet i 1994 overtog møllen som gave fra Havnøs daværende ejere Carl og Merete Lüttichau, var det Lise Andersen, der fik ansvaret for møllens restaurering. I bogen beskrives da også både Nationalmuseets forgæves restaureringsforsøg i 1970’erne og Hadsund Egns Museums restaurering i perioden 1994-2001.

Bogen er på 120 sider og meget rigt illustreret. De fleste af billederne er stillet til rådighed af Nordjyllands Historiske Museum, men mange af de vigtigste billeder er lånt på Lokalhistorisk Arkiv i Visborg. Endelig er der også lavet nyoptagelser til bogen.

Bogen er indbundet i helbind og kommer til at koste 200 kr. Dog er der en betydelig rabat til medlemmer af Havnø Mølles Venner og alle der kan fremvise en mølleaktie. Mølleaktierne blev udgivet i årene 1994-1996, og for museet blev de ikke kun en indtægtskilde, men også et bevis på den lokale opbakning, der gjorde det lettere at få de store fonde i tale. Det vil Havnø Mølles Venner gerne honorere nu ved at tilbyde dem og foreningens medlemmer bogen for kun 125 kr. Alle indtægter ved salg af bogen går til Havnø Mølles bevaring.

”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle” udgives med støtte fra Sparekassen Hobro Fonden, Hadsund Museumslegat, Kulturelt Samråd for Mariagerfjord kommune og Nordjyllands Historiske Museum, og præsenteres ved et lukket arrangement på selv jubilæumsdagen den 1. september. Den præsenteres igen for et bredt publikum ved høstfesten ved Havnø Mølle den 15. september, hvor det bliver muligt at købe bogen.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Hadsund og omegn

Rekorden er tæt på at blive slået: 1.377 løbere har allerede meldt til
Rekorden er tæt på at blive slået: 1.377 løbere har allerede meldt til
Hadsund og omegn
Hvor mange køretøjer tror du, der krydser Hadsundbroen hver dag?
Hvor mange køretøjer tror du, der krydser Hadsundbroen hver dag?
Hadsund og omegn
Lokalt engagement sikrede succesfuld landskonkurrence i lydighed
Lokalt engagement sikrede succesfuld landskonkurrence i lydighed
Hadsund og omegn
Hadsund Motorklubs Åbent Hus blev en kæmpe succes
Hadsund Motorklubs Åbent Hus blev en kæmpe succes
Hadsund og omegn
Hofteryst og lattergaranti: Zumbaaften i Visborg Forsamlingshus
Hofteryst og lattergaranti: Zumbaaften i Visborg Forsamlingshus
Hadsund og omegn
Sæt strøm til Hadsund på lørdag
Sæt strøm til Hadsund på lørdag
Hadsund og omegn
Og farven blev ....
Og farven blev ....
Hadsund og omegn
Hadsund byder velkommen: Lokale ryttere fejrer foråret med motorcykelarrangement!
Hadsund byder velkommen: Lokale ryttere fejrer foråret med motorcykelarrangement!
Hadsund og omegn
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Hadsund og omegn
Støt op om 'De Smukke Unge Mennesker'
Støt op om 'De Smukke Unge Mennesker'
Hadsund og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev