Slut med fadøl: Flertal af nordjyder vil forbyde alkohol på ungdomsuddannelser

Mariagerfjord og omegn
Mandag 21. september 2020 kl. 12:00

Slut med fadøl: Flertal af nordjyder vil forbyde alkohol på ungdomsuddannelser
Arkivbillede


Af Klaus Hansen

Det skal være slut med at skænke fadøl til fester på landets ungdomsuddannelser. 52% af borgerne i Region Nordjylland mener, at der i Danmark skal være et forbud mod at sælge alkohol på blandt andet gymnasier og erhvervsskoler, viser ny meningsmåling foretaget af Voxmeter for Blå Kors.

Ingen fredagsbarer og fester i et halvt år grundet Covid-19, har betydet, at der er skruet helt ned for udskænkningen af alkohol på de danske ungdomsuddannelser.

Hvis det står til halvdelen af borgerne i Region Nordjylland, skal det heller ikke længere være muligt at sælge alkohol til gymnasiefester, når hverdagen vender tilbage. 52% af nordjyderne er fortalere for, at salg af alkohol på ungdomsuddannelserne skal forbydes, viser en ny meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter lavet for Blå Kors.

Opbakningen kommer i kølvandet på debatten om unges alkoholkultur, som Sundhedsstyrelsen og en lang række organisationer arbejder for at få ændret.

Ifølge Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark, er det nødvendigt at rette øjnene mod blandt andet ungdomsuddannelserne:

"Vi har ikke noget imod fester, men derimod alkoholkulturen. Når man som ung bliver præsenteret for fadøl og alkosodavand som en del af festpakken, når man starter på en uddannelse, så skaber man et unødigt pres og frygt for, at man falder uden for fællesskabet, hvis man takker nej", siger Christian Bjerre.

Unge drikker mere og tidligere

Flere undersøgelser har vist, at unges alkoholforbrug stiger markant ved overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse. Blandt andet den seneste rapport Trivsel og brug af rusmidler blandt danske unge fra Center for Rusmiddelforskning, som viser en stigning blandt de 15-18-årige.

Stigningen kommer efter en årrække med et generelt faldende alkoholforbrug blandt danske unge, og netop derfor er det nu, der skal gøres noget, siger generalsekretær Christian Bjerre fra Blå Kors:

"Det er desværre begyndt at gå i den forkerte retning, så tiden er inde til, at vi tør gøre tingene anderledes. Det er danskerne også klar på. Både når det gælder en debat om alkohol på ungdomsuddannelserne, men også en 18 års-grænse for salg af alkohol i butikkerne. Det kan dog ikke gøre det alene. Vi er nødt til at skabe forandringerne sammen med blandt andet forældre, kommuner, organisationer og politikere" siger han.

I Danmark skal unge være 16 år for at købe øl og vin i butikker og 18 år for at købe alkohol over 16,5%.

Fakta om meningsmåling

- Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning. Den er baseret på besvarelser fra 1.050 danskere.

Spørgsmål: Mener du, at der skal være et generelt forbud mod salg af alkohol på ungdomsuddannelser?

Region Nordjylland

JA: 52,0%
NEJ: 37,9%
VED IKKE: 10,1%
© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.