Nu er der liv i Kulturskolens lokaler igen efter lang nedlukning


Onsdag 12. maj 2021 kl. 06:30

Nu er der liv i Kulturskolens lokaler igen efter lang nedlukning
Kulturskolens sammenspilshold i Hadsund


Af Klaus Hansen

Nu er der liv i Kulturskolens lokaler igen efter lang nedlukning

Kulturverdenen åbner gradvis efter vinterens nedlukning, og det gælder også for Mariagerfjord Kulturskole. Der er liv i lokalerne igen, og størstedelen af Kulturskolens børn og unge er i gang igen med både dans, drama, billedkunst og musikfag. Dog venter man stadig på grønt lys for undervisning af elever over 18 år og alle sangelever.

Det har været en lang nedlukning med online undervisning, og som så meget andet kulturliv, der igen åbner, så er begejstringen stor nu. Men nogle elever må stadig have tålmodighed bag skærmen til onlineundervisning. Det gælder alle skolens sangelever, både solosang og alle kor, samt alle elever over 18 år. Som restriktionerne er nu, er det dog tilladt at synge udenfor med elever under 18 år, og det benytter man sig af, de dage vejret tillader det.

"Underviserene er så glade for at have fået gang i den fysiske undervisning igen. Vi er blevet virkelige gode til fjernundervisning, men ingenting kan matche den magi, der opstår, når vores kunstfag kan formidles live" - fortæller Ask Andreassen, Souschef ved Mariagerfjord Kulturskole.

Tilmeldingsfristen forlænget efter nedlukning

Covid-19 nedlukningen og de heraf afledte udfordringer gør, at de på Mariagerfjord Kulturskole forlænger tilmeldingsfristen frem til sommerferien. Der er ledige pladser på både hold og solofag, og tilmeldingen er selvfølgelig kun bindende, hvis holdet oprettes. Tilmeldingen sker efter først til mølle- princippet.

Kulturskolens primære målgruppe er skoleelever, og da alt har været nedlukket, har Kulturskolens medarbejdere ikke haft mulighed for at komme rundt og fortælle om de mange undervisningstilbud, de har.

Lidt kontakt har der dog været til skolerne, for i april blev der sendt et underholdende online Kulturskoleshow med live-streaming direkte ud til skolerne, hvor eleverne fulgte med bag skærmen. Man håber nu, at flere børn og unge har fået øjnene op for Kulturskolen.

Unge musiktalenter kan søge om optagelse i Korskolen og Talentklasse
Netop nu er der også åbent for tilmelding til både Korskolens sangprøver og Kulturskolens Talentklasse.

Korskolen søger sangglade drenge eller piger mellem 6-20 år. Her er der åbent for tilmelding frem til d. 6. juni.
Kulturskolens Talentklasse er for elever mellem 13-20 år, der har ambitioner og et talent inden for musikkens verden. Det er et spændende musik-talentforløb, der løber over to år, og alle interesserede kan søge om optagelse. Fristen er d. 21. maj.

En Kulturskole der inspirerer

I Mariagerfjord Kulturskole bobler en kreativ verden, hvor elevernes fantasi kan få frit spil. Der er plads til både sjov, ballade, fordybelse og udvikling. Kulturskolen hjælper, skaber tryghed og inspirerer elever til at få succesoplevelser, for succesoplevelser giver glade elever og mod på mere. Måske endda mod på at søge optagelse på talentforløbet.

Undervisningen foregår i hele Mariagerfjord Kommune, både på lokale skoler og i kulturcentre, og alle kan tilmelde sig kulturskolens fag på www.mariagerfjordkulturskole.dk

© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.