Konservative ønsker at stoppe vindmøllepark på Als Enge

Hadsund og omegn
Fredag 7. august 2020 kl. 11:00

Konservative ønsker at stoppe vindmøllepark på Als Enge
Arkiv billede


Konservative ønsker at stoppe vindmøllepark på Als Enge
Af Jens-Henrik Kirk, 2. Viceborgmester, Det Konservative Folkeparti

I sidste byrådsperiode i år 2017 vedtog byrådet, at Als Enge skulle være et nyt potentielt vindmølleområde. Nu har sagen ligget stille i flere år, da man ønskede at afslutte andre vindmølleprojekter i Handest og Veddum, før man ville påbegynde arbejdet på Als Hede. Som nyt medlem af byrådet var jeg ikke med til at træffe denne beslutning og blev faktisk ganske overrasket, da jeg læste, at vi nu skal til at undersøge mulighederne for en vindmøllepark på Als Enge.

Vi er modstandere af dette projekt, fordi det ligger i et helt unikt naturområde. Det er udpeget som Natura 2000 område og ligger tæt på et EU - beskyttet fuglereservat. Kommunen har netop i en pressemeddelelse fortalt om det unikke fugleliv, som er på østkysten. Det vil næppe gavne vores fugleliv med vindmøller på op til 180 meters højde.

Vi har også et turistområde med store herlighedsværdier – noget som skal udvikles i de kommende år, og som vi i Konservative ønsker at understøtte. Vores kommune har med Østkysten, Fyrkat og Mariager store muligheder for at udvikle turismen de kommende år.

Vindmølleparken kommer til at ligge tæt på Als og øvrig bebyggelse, hvor der bliver arbejdet aktivt for at skabe ny bosætning, hvilket nok ikke fremmes af vindmøller. Der bor allerede mange borgere i området, som har tilkendegivet, at de netop har bosat sig i dette fantastiske område, fordi der er smukt, ro og stilhed. Og deres stemme skal vi også lytte til.

Så Konservative mener, at vi må sige stop til denne udvidelse, og så må byrådet kigge på andre muligheder for at skabe grøn energi i vores kommune. Der må være bedre placeringer, som ikke er til massiv gene for natur og mange mennesker. Derfor vil jeg bede borgmesteren om at sætte punktet på dagsordenen til det kommende byrådsmøde. Så får alle i byrådet mulighed for at genoverveje beslutningen fra år 2017.

Vi er bestemt positive overfor vindmøller og grøn energi og håber, at denne udmelding kan give anledning til at se på nye mulige udviklingsområder. For Als Enge er for os ikke en mulighed.

Venlig hilsen

Jens-Henrik Kirk
© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.