Jeanette Leth Neldorf ny afdelingsdirektør i Jutlander Bank Arden

Arden og omegn
Tirsdag 12. januar 2021 kl. 20:55

Jeanette Leth Neldorf ny afdelingsdirektør i Jutlander Bank Arden
Jeanette Leth Neldorf foran Henrik Harbo Olesen


Af Klaus Hansen

Foto: Jeanette Leth Neldorf er i disse uger ved at sætte sig til rette i chefstolen i bankens afdeling i Arden som afløser for den hidtidige afdelingsdirektør, Henrik Harbo Olesen, der fortsætter i afdelingen som souschef.

Chefskifte i Jutlander Bank i Arden
Henrik overlader chefposten til Jeanette for at få mere tid til sine kunder
ARDEN Jutlander Banks afdelingsdirektør i Mariager, Jeanette Leth Neldorf, er i disse uger ved at sætte sig til rette i chefstolen i bankens afdeling i Arden. Her har den hidtidige afdelingsdirektør, Henrik Harbo Olesen, ønsket at få mere tid til sine kunder. Det får han nu. Og fortsætter i Arden afdeling som souschef.

Brænder for lederrollen
Jeanette Neldorf, 44, har været afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Mariager siden maj 2017.

”Jeg brænder for lederrollen. Jeg brænder for at udvikle personalet og for at sikre, at vi med konkrete indsatser lever op til bankens strategi om at være Danmarks mest personlige og tilgængelige – også i Arden”, siger Jeanette Neldorf, der er i gang med en master-uddannelse i ledelse.

Jeanette og Henrik kender hinanden godt. De har i et par år været i sparringsgruppe sammen i et lederudviklingsforløb for alle afdelingsdirektører i Jutlander Bank.

”I forbindelse med ledertræningen blev vi opfordret til at skære ned på antallet af egne kunder. Da indså jeg, hvor glad jeg er for mine kunder og for den vigtige rolle, man har som rådgiver; nemlig at hjælpe kunderne med at få opfyldt deres drømme. Den rolle kan jeg slet ikke undvære”, forklarer den fremtidige souschef.

55-årige Henrik Harbo kom i 1993 som rådgiver til afdelingen i Arden, hvor han dengang boede og stadig bor. Siden 2006 har han været afdelingsdirektør.

På plads 1. februar
Jeanette Neldorfs skifte fra Mariager til Arden er i gang i disse uger, og 1. februar er skiftet helt på plads. Da tiltræder hendes efterfølger i Mariager. Navnet på efterfølgeren er indtil da ikke offentligt.

© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.