Hobro som studieby, hvorfor ikke?

Debatsiden
Torsdag 6. august 2020 kl. 19:00

Hobro som studieby, hvorfor ikke?
Edin Hajder - Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse


Af Edin Hajder

Mariagerfjord Kommune, med sin geografiske placering, er en af de kommuner som kan blive omtalt som grænselandet mellem to regioner, Region Midt- og Nordjylland.

Hobro som by, med dens infrastruktur, er en by som kan byde ind med mange forskellige muligheder. I dag benyttes den geografiske placering i mange sammenhænge, som eks. i forbindelse med turisme, jobmarked, kommunesamarbejde og sidst, på uddannelsesområdet, hvor FGU Himmerland er et eksempel på det.

Mit indlæg handler om Hobro som studieby. Hvorfor? Eller hvorfor ikke? Der er sikkert mange flere spørgsmål men jeg lægger ud med to. Hvilke muligheder har unge for at tage en (professionsbachelor eller videregående) uddannelse i kommunen? Hvordan skal Hobro komme ind i kampen hvad angår de kommende unge og studerende?

Ungdomsuddannelser i Hobro findes i form af Mariagerfjord Gymnasium, kommende fusion mellem Erhvervsskolerne i Aars og Tradium, Tech-College og SOSU Nord. For så vidt angår videregående, akademi- og diplomuddannelser ligger der en afdeling af Erhvervsakademiet Dania.

Derudover er også HF & VUC Nord tilgængeligt i både Hobro og Hadsund. Hvilke uddannelser savnes i denne sammenhæng?
Sammenlignes Hobro med andre velkendte studiebyer i Nordjylland er 129 nye studerende blevet optaget Erhvervsakademiet Dania i 2020. I forbindelse med optagelsen på ungdomsuddannelserne ses der en stigende tendens, som forventeligt vil forstærkes med lokalforankrede uddannelsesinstitutioner i samarbejde med virksomhederne og folkeskolerne i kommunen i fremtiden.

Næste spørgsmål som dukker op er: ’’Hvad betyder mest i kampen om at være en god studieby?’’ Er det studiemiljøet, boliggaranti, transportmuligheder, beliggenhed, bylivet, kulturlivet eller studiejob?

Mariagerfjord Kommune og Hobro som by scorer sikkert højest i forhold til beliggenhed. Det er nemt at tage tog til Aalborg, Aarhus og Randers. Dernæst er det ikke svært at finde en bolig eller transport i byen. Bybusserne dækker hele byen og det er også nemt at cykle til og fra destinationerne.

Næstekommende er, at der arbejdes ihærdigt på at skabe endnu mere byliv kombineret med kulturliv i byen. Blot efter en simpel optælling findes der en række af forskellige cafeer og restauranter i gågaden og ved havnen. Hobro har et teater, biograf, kunstudstillinger og en fodboldklub på divisionsniveau. Desuden kan man finde mange forskellige foreninger og frivilligtilbud med alt mellem himmel og jord.

Ovenstående fører til spørgsmålet om, det er utænkeligt at der kan etableres uddannelses-campus i Hobro, hvor flere uddannelser går fysisk sammen? Hobro vil i det tilfælde være med til at skabe et mere afbalanceret uddannelsesliv og være en studieby som sikrer bedre sammenhæng i forhold til udbud af uddannelser i hele Region Nordjylland.

Hobro kan og vil komme ind i kampen hvad angår unge, studerende og uddannelsesinstitutioner, ved at melde sig ind i ’studieby-ligaen´ og kæmpe til sidste fløjt.


© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.