Fra august bliver der færre muligheder for hurtigtest i Mariagerfjord Kommune


Lørdag 24. juli 2021 kl. 07:00

Fra august bliver der færre muligheder for hurtigtest i Mariagerfjord Kommune
Foto: Region Nordjylland, Line Bloch Klostergaard


Af Klaus Hansen

Fra august bliver der færre muligheder for hurtigtest i Nordjylland

Region Nordjylland nedjusterer testkapaciteten i stort set hele regionen. Det sker som følge af den nationale nedskaleringsplan, hvor man på landsplan skalerer ned til 300.000 hurtigtest om dagen.

Fire steder lukker – og mange får færre åbningsdage
27 hurtigteststeder får færre åbningsdage, og fire hurtigteststeder lukker fra mandag 2. august.

Fungerende regionsrådsformand for Region Nordjylland, Lone Sondrup (V), fortæller, at det sker som led i den nationale nedskalering af hurtigtest, hvor en nedskalering til en testkapacitet på 300.000 daglige test blev annonceret i starten af ugen.

- Her i Nordjylland betyder det, at vi lukker ned for en del dage med test på de steder, hvor testbehovet i forvejen er mindst, og hvor der ikke længere foretages særlig mange podninger. Der er stadig som udgangspunkt maksimalt 20 kilometer til det nærmeste teststed, så det stadig er let for nordjyderne at lade sig teste, hvis man har behovet, siger Lone Sondrup.

Hurtigteststederne i Skørping, Aabybro, Als og på Trekanten i Aalborg Øst lukker 2. august. Derudover bliver der ændringer i antal åbningsdage i Vejgaard, Nørresundby, Hanstholm, Snedsted, Frøstrup, Vorupør, Klitmøller, Nykøbing Mors, Aars, Farsø, Nørager, Aalestrup, Hvalpsund, Øster Vrå, Tårs, Vrå, Sindal, Skallerup Klit, Lønstrup, Tversted, Asaa, Lyngså, Nibe, Løgstør, Storvorde, Slettestrand og Hals.

Åbningstider og åbningsdage fremgår af www.rn.dk/coronatest

Der findes fra august 63 steder med hurtigtest, som Falck står for i Region Nordjylland. Her testes i næsen med en kort podepind. Der gives svar på mellem 15 og 30 minutter efter testen. Hurtigtest bør ikke bruges, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. Her bør i stedet bruges en PCR-test.

Det er muligt både at bestille tid eller komme uden tidsbestilling, hvis man ønsker en PCR-test, som foretages med en halspodning. Der findes 19 testcentre i regionen, hvor det er muligt at få foretaget PCR-test.

© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.