Farvel til tantebestyrelser: Flere lokale tager på bestyrelsesuddannelse

Mariager og omegn
Torsdag 25. februar 2021 kl. 16:00

Farvel til tantebestyrelser: Flere lokale tager på bestyrelsesuddannelse
Jeg oplever, man er mere bevidst om, hvad en bestyrelse kan, skal og bør i dag end tidligere, forklarer Thomas Riise. Foto: Anne-Mette Gyldenløv


Af Carina Kondrup

På bare to år er antallet af deltagere på lokal bestyrelsesuddannelse mere end fordoblet. Deltagere som Thomas Riise fra Mariager vil bruge uddannelsen som springbræt til bestyrelseskarrierer

En øget professionalisering i bestyrelsesarbejdet er noget, som økonomidirektør Thomas Riise før har ønsket sig, mens han var erhvervsdirektør i en bank. Her oplevede han bestyrelser, som bestod af den nærmeste familie eller andre, som ikke nødvendigvis havde forudsætningerne for arbejdet med udvikling af virksomheden. De kaldes ofte tantebestyrelser og er ifølge Thomas Riise ofte ikke udviklende eller værdiskabende for de fleste virksomheder.

”En filosof sagde engang, at alternativet til udvikling er afvikling”. Det er sandt, og manglende strategiarbejde med ens bestyrelse kan gøre virksomheder støvede og bagudskuende. Det har været synd, og jeg håber i al beskedenhed, at jeg kan være med til at ændre det,” siger den 59-årige økonomidirektør for jernstøberiet Sabro i Hornslet.

Derfor var han i efteråret også på bestyrelsesuddannelse sammen med den lokale afdeling af Rotary på Erhvervsakademi Dania.

”Vi havde fire intense og spændende undervisningsdage i kombination med en del hjemmearbejde. Alle havde vidt forskellig erfaring og baggrund, og det gav både netværk og rigtig givende diskussioner for alle,” forklarer Thomas Riise, der bor i Mariager.

Øget ansvar får flere afsted

Han er langt fra den eneste, der har valgt at uddanne sig inden for bestyrelsesarbejde. Fra 2018 til 2020 er antallet af tilmeldte til bestyrelsesuddannelsen på Erhvervsakademi Dania mere end fordoblet, så der sidste år var 54 personer på uddannelsen.

Forklaringen er ifølge erhvervsdirektør Birgitte Bjærge, at der er sket en opstramning af det juridiske ansvar i bestyrelser de seneste år, hvilket har gjort efterspørgslen på uddannelsen større.

”Stramningerne har betydet, at der er sat større fokus på bestyrelsens ansvar, og det kalder helt naturligt på, at man som bestyrelsesmedlem er skarp på egen rolle og ansvar. At være bestyrelsesmedlem eller bestyrelsesformand er et arbejde, der kræver særlig indsigt i en lang række faglige områder, så man kan bidrage til virksomhedens udvikling,” fortæller erhvervsdirektør Birgitte Bjærge.

Fortsætter studierne

Den erfarne bankmand Thomas Riise glæder sig til at fortsætte studierne til september med den udvidede bestyrelsesuddannelse og et akademifag i forandringsledelse.

”Jeg ønskede en form for ”lakmus-prøve” af mine erfaringer fra mit hidtidige bestyrelsesarbejde, inden jeg gik aktivt ind i at søge professionelt bestyrelsesarbejde. Så da Erhvervsakademi Dania udbød uddannelsen ”Grundlæggende bestyrelsesarbejde” sammen med Rotary, var jeg ikke i tvivl om, at det ville være et godt første step på vejen. Med de fag står jeg godt rustet til en karriere med bestyrelsesarbejdet,” slutter han med et smil.

De næste bestyrelsesuddannelser hos erhvervsakademiet starter op 23. marts i Ebeltoft i samarbejde med Business Djursland og den 24. marts sammen med Silkeborg Business. Se mere på https://eadania.dk/efteruddannelse/akademiuddannelser/ledelse/

© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.