Enestående resultat ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling i Hobro


Onsdag 14. april 2021 kl. 11:00

Enestående resultat ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling i Hobro
Foto: Privat


Af Klaus Hansen

Enestående resultat ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling i Hobro

Det var sne og slud, der mødte de omkring 50 indsamlere, da de gik en tur for den gode sags tjeneste søndag d. 11. april, hvor søndagen stod på landsindsamling for Kræftens Bekæmpelse, og det var en yderst glad indsamlingsleder, der kunne gøre resultatet op til næsten 90.000 kr. – eller omkring 35% mere end i 2020.

”Sidste år var jo meget Corona ramt, som for mange var nyt, og vi vidste ikke rigtig, hvordan vi skulle forholde os. Det gjorde det også svært at få indsamlere”, siger Søren Greve, der er indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Hobroområdet.

”Men i år var virkelig fantastisk. Vi havde markant flere indsamlere, og vi fik dækket flere af de mindre samfund som Onsild, Døstrup, Hvornum og Hvilsom. Det afspejler sig da også i resultatet, der løber op i næsten 90.000 kroner, som går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.”

Søren Greve ønsker at rette en stor til Hobro Idrætscenter, som åbnede dørene og var tilholdssted for indsamlere og frivillige på dagen. Samme tak skal lyde til Jutlander Bank, som var behjælpelig med at behandle de mange kontanter.

Kun tre pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af frivillige, der vælger at støtte sagen og er med til at sikre, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft og deres pårørende har de rigtige betingelser for, at livet efter kræft bliver bedst muligt. 

For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 60 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 18 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration. 

Næste års landsindsamling er i øvrigt allerede fastlagt til søndag d. 3. april 2022.

© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.