Black Days | Hadsund er klar til at skyde julen i gang.

Hadsund og omegn
Tirsdag 24. november 2020 kl. 08:00

Black Days | Hadsund er klar til at skyde julen i gang.
Arkiv billede


Af Carina Kondrup

Julen er nær på, og Corona får ikke lov til at ødelægge hverken Jul eller julestemningen, om end den naturligvis sætter en anden dagsorden for ambitionerne om at vise, at Hadsund er en driftig handelsby med aktiviteter når vi skal understøtte butikslivet, lyder det fra Jan Vestergaard, Aktivitetsansvarlig for Hadsund Handel, der fortsætter:

”Black Friday har huseret overalt i Danmark en årrække, og da vi i år har været nødsaget til at skrue ned på indslag som eksempelvis afhentning af julemand og levende musik i gaden, har vi i år besluttet af sætte fokus på 3 handelsdage, som vi kalder Black Days. Og konkret er det torsdag 26, fredag 27. og lørdag 28. november.”

Forsamlingsforbuddet forhindrer Hadsund Handel i at gennemføre traditionen med, at over 100 børn med deres forældre henter Julemanden ved trafikhavnen, hvor Svanen leverer ham. Og optoget med Hadsund Skoleorkester i spidsen op til Torvet, hvor han tænder juletræet må også skippes i år. Til gengæld har Hadsund Handel lavet en aftale med Julemanden om, at han via fjernbetjening tænder juletræet på Torvet præcis kl. 19.00

På Torvet har Hadsund Handel også varm suppe klar til folk, der er på handel, og naturligvis saftevand til børn, ligesom der nok skal være julemusik i både gågade og i Butikscenter.

I Butikscenteret har Julelandskabet fået en opgradering med lidt nyt og i år er der sørget for, at alle børn nu kan komme tæt på julemanden og få taget et billede, enten til eget brug eller til julegaven bedsteforældrene skal have under juletræet.

Som på Torvet er der også i Butikscentret sørget for, at der er lidt at varme sig på, her med varm gløgg.

”Butikkerne har sørget for en masse ekstra gode julegave tilbud, og hvor Torsdag og Lørdag er med normal åbningstid, så fastholder vi traditionen med at butikkerne holder åben til kl. 22 fredag den 27. november,” understreger Jan Vestergaard, og supplerer med en stor ros til borgerne i Hadsund og opland, som i den grad længe har fulgt opfordringen til at handle og dermed støtte lokalhandlen; ”Rigtig mange af vore medlemsbutikker mærker opbakningen.”

Som mange har bemærket, at byen pyntet ekstra op med Juletræer, i alt ca. 100 både store og små, nogle lidt utraditionelle og andre traditionelle.

”Det er med tanken, at Julehyggen i år skal have en lille ekstra tand når folk er på handel eller blot skal ud og gå en tur. Vi trænger både til at se hinanden og selv om man har fået gjort sin handel, håber vi rigtig mange vil tage familien i hånden og lade gåturen gå gennem byen og Butikscentret og nyde juleudsmykningen af Hadsund Handelsby,” slutter Jan Vestergaard.



© Copyright 2021 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.