Annonce
Del på Facebook   Print siden

MFS afholdt repr.møde

MariagerfjordMariagerfjord og omegn
Torsdag 31. marts 2016 kl. 14:00

MFS afholdt repr.møde

Mariagerfjord: MFS afholdt repr.møde
.
Mariager Forenede Sportsklubber MFS har afholdt årligt ordinært repræsentantskabsmøde i Klubhuset i Mariager. Efter at Bjarne Holtemann var blevet valgt som dirigent, fremlagde formanden Elly Blom Formandsberetningen. Dernæst redegjorde kasserer Hedy Holtemann for MFS økonomi.
På valg til bestyrelsen var kasserer Hedy Holtemann, som blev genvalgt. Ligeledes blev hhv Hugo Vilslev og Henrik Bach genvalgt til 1. og 2. suppleant til bestyrelsen. Der var også genvalg til revisor Karlo Jensen. Som ny revisorsuppleant valgtes Niels Jørgen Iversen.


Formandsberetningerne, som de tre formænd har indsendt til Elly Blom:

MORK
Sidste år startede årsberetningen sådan her:
Det er medlemstallet og derved også økonomien, der forsat er de store udfordringer. Medlemstallet ligger forsat og svinger på ca. 30-35 medlemmer. Ikke mange – og måske er det for lidt. Underskuddet er på ca. 48.000 kr. Klubbens største underskud til dato. Det er frustrerende og i længden ikke holdbart. …
Når vi kigger tilbage på 2015, er det forsat medlemstallet og økonomien, der er de helt store udfordringer. Medlemstallet er stadig ca. 30-35 – ikke mange – og i virkeligheden for lidt. Økonomien har med en gigaindsats i 2015 forbedret sig. Ikke nok, men noget. Vi har brugt meget tid på at søge økonomisk støtte her og der. Noget er lykkedes – noget ikke. Men med til den gode historie er de 19.000 kr. fra Sparnordfonden, penge fra Mariagerfjord Idrætsråd, Nordeafonden og Superbrugsen. Derudover har vores arrangementer kastet et pænt overskud fra sig. Derfor vil vi også i 2016 forsøge at søge eksterne midler og skrabe penge sammen med arrangementer henover året.
Når der er så få medlemmer i rideklubben, er sårbarheden stor. Vi har stor fokus på, at rideklubben skal være et rart sted at komme. Vi skal alle hjælpe til - både forældre og os i bestyrelsen. Vi forsøger at dele vores ideer og arbejde med klubben gennem bl.a. nyhedsbrevene og afsætter gerne tid til en snak med en forælder, hvi s det er nødvendigt. I 2016 er klubben tilmeldt et udviklingsforløb med konsulentbistand fra DGI – målet er at vende vrangen ud og forsøge at anskue udfordringerne fra en anden vinkel og derved gøre Mariager Rideklub til en endnu bedre klub at gå til ridning i.
Mette Jeppesen, som uden at være en del af bestyrelsen tager sig forsat af løn og regnskab.
På undervisningssiden kører vi forsat med tre undervisningsdage. Dog tilpasses tiderne løbende, sådan at vi ikke bruger unødige lønkroner på halvtomme hold. Vi opererer forsat med meget små hold på 3-4 elever af gangen. Vi har Christina tilknyttet som underviser. En løsning som vi i bestyrelsen er meget glade for.
Vi har i 2015 solgt 2 ponyer og været så heldige at få en stor og dygtig hest foræret. Det er stadigt et stort arbejde at passe dem, og der bruges mange kræfter på at hverve hjælp til weekendpasningen. I hverdagene er der tre erfarne ryttere, der passer dem og derved opnår en rabat på undervisningen.
Samarbejdet med Sødisbakke er forsat yderst tilfredsstillende, både når det gælder lån af traktor samt selve ridehallen. Vi har i 2015 indviet vores flotte nye udendørs ridebane.
2015 har budt på flere store som små arrangementer. Bla. afholdt vi et dressurkursus i det tidlige forår. Derudover har vi haft ridelejr for 16 børn, TREC-stævne med 36 startende, filmaften, skovture og ponygames. Mange fine arrangementer, der alle har krævet vanvigtigt meget arbejde af de få i bestyrelsen. Mange forældre har dog vist opbakning med mad og kage osv. Det er forsat rigtigt svært at finde opbakning til diverse arrangementer – specielt fordi der er så få medlemmer.
Udfordringerne i klubben er altså forsat: Faldende medlemstal, økonomien, opbakning til arrangementer og hestepasning.
På trods af en dyster økonomi og få medlemmer synes vi stadig, at Mariager Rideklub er et besøg værd og vi tror på, at vores medlemmer både lærer at ride og omgås hestene.
/Rikke Ellemann-Biltoft, formand MORK

Motion og Idræt
Motion og Idræt er jo, som I ved, en seniorafdeling med forskellige aktiviteter - både sommer- og vinteraktiviteter.
Foreningen har vist sig særdeles levedygtig, og vi kunne således fejre foreningens 20 års jubilæum i oktober måned. Jubilæumsfesten blev holdt i den nyrenoverede Gamle Biograf med spisning og dans. Det blev en rigtig festlig aften, hvor vi bl.a. hørte lidt om, hvad der er sket i foreningen gennem årene. Vi hørte om, hvordan foreningen er startet, om udviklingen i foreningen og ikke mindst om sjove episoder gennem årene. Dejligt var det, at vi havde besøg af de tidligere medlemmer, Arne og Inger, som begge har gjort et stort arbejde for foreningen.
Men hvordan er året 2015 ellers gået?
Ja, vi har desværre haft en betydelig medlemsnedgang. I 2014 havde vi 170 medlemmer, men i 2015 var medlemstallet 146 – fordelt på 83 kvinder og 63 mænd. Som I kan se det på de følgende tal, er medlemstallet dalende for især cykel- og traveturene samt gymnastikken. En forklaring på tilbagegangen for medlemmerne til cykel- og traveturene, mener vi, især skyldes det regnfulde forår – som ikke mindst gjorde sig gældende på tirsdagsaftenerne.

Vores medlemmer har i 2015 deltaget i følgende aktiviteter:
Sommeraktiviteter: deltagere i 2015 (tal for 2014)
Cykel- og traveture: 87 (109)
Petanque: 29 (30)
Krolf: 32 (27)
Vinteraktiviteter:
Badminton 48 (50)
Gymnastik/volleyball: 26 (38)
Boccia: 19 (21)
i alt aktivitetsmedlemmer 241 (275)

Trods tilbagegang i antallet af medlemmer har 2015 igen været et godt år for Motion og Idræt. Vi glæder os fra bestyrelsens side over den glæde og begejstring, der bliver lagt for dagen i de forskellige aktiviteter. Men vi vil gerne opfordre medlemmerne til at reklamere for foreningen, så også nye medlemmer kan få lyst til at komme i gang med motionen og få alle de gode oplevelser, der følger med.
Kigger vi lidt på de forskellige aktiviteter, så var der i foråret 2015 igen arrangeret 8 ture med forskellige startsteder, hvor man kunne vælge mellem at cykle eller gå. Turene var endnu engang en stor succes – inspirerende at opleve nye steder. Sæsonen sluttede, som vi plejer, med en velbesøgt sommerfest i minihallen, hvor Superbrugsen leverede menuen.
Petanque har stadig solid og god tilslutning, og der spilles to gange om ugen på banerne ved hallen. Herudover arrangeres turneringer, og mange af vores medlemmer deltager også i stævner med andre foreninger. Bliver vejret for ”vinterligt”, spilles der Boccia inden døre – i Mariager Skoles gymnastiksal.
Krolf, som vi startede i 2011, er fortsat en populær og spændende udendørsaktivitet, hvor konkurrence går hånd i hånd med godt socialt samvær. I 2015 er der blevet spillet krolf to gange om ugen – både fredag formiddag og mandag aften. Området over for Rema er et dejligt sted for ”krolferne”. Efter den årlige Børnefest var det oprindelige område dog blevet meget ujævnt, og vi fik derfor lov til at spille på området ovenover - ved hallen på de gamle fodboldbaner. Et rigtig dejligt sted med masser af lys og luft.
I september måned startede badmintonsæsonen. Onsdag formiddag spilles der doubler i hallen. Et par gange om året spilles sociale turneringer, hvor man spiller med nye makkere – med højt humør og nye udfordringer. Alle baner er fyldt op fra kl.9-10 og fra 10-11, men fra kl.11-12 er der også i år ledige baner, som vi selvfølgelig gerne vil have spillere til i næste sæson.
Gymnastikken startede d. 29. september. Her har vi en times gymnastik med forskellige inspirerende ledere, der kommer på skift. Det er i høj grad instruktører, som vi har haft gennem mange år, men i år har vi også haft en enkelt tirsdag med Zumba – til stor fornøjelse for såvel de mandlige som de kvindelige medlemmer.
Økonomien vil Lisbeth jo komme nærmere ind på om et øjeblik. Aktivitetskontingenterne bliver fastlagt ud fra princippet om, at den enkelte aktivitet gerne skal ”hænge sammen” rent økonomisk.
Udover det at få foreningen til at køre og skabe en god atmosfære, hvor medlemmerne er glade for at komme, prøver vi at gøre foreningen kendt for nye seniorer, men hjælp - som nævnt tidligere - gerne til med det. Vi har overvejet, om vi skulle ændre foreningens navn – f.eks til ”Mariager Senior Idræt”. Det ville måske i højere grad signalere, at vi er en forening for seniorer. Kom gerne med kommentarer til det.
Vores forening bygger jo på interessen for og glæden ved at dyrke motion, muligheden for at udfolde sit konkurrencegen og så selvfølgelig ikke mindst det sociale samvær. De forskellige dele lykkes, mener vi – og ikke mindst takket være de mange, der ganske frivilligt gør en stor indsats for, at de forskellige aktiviteter fungerer så godt. Mange tak til alle ”formænd”, planlæggere af cykel- og traveture m.v.
Jeg vil til sidst gerne takke for rigtig godt samarbejde i bestyrelsen.
/Rita Nielsen, formand M&I

MFOK
Arrangementer: De 3 sædvanlige traditionelle åbne orienteringsløb, som klubben plejer at lave hver år, blev alle flot gennemført med god opbakning fra medlemmernes side og med god tilslutning. Det var Nytårsløbet i Hobro Østerskov, NJM-natløbet i Hobro Østerskov, og endelig Efterårsstafetten i Hørby.
Efter Efterårsstafetten var der den årlige klubfest, denne gang, som det snart er tradition, i Spejderhytten i Mariager. Fin fest, tak til arrangørerne.
Derudover arrangerede klubben et par PR-arrangementer i forbindelse med ”Find vej i…” afholdelsen, godt støttet af klubbens medlemmer. Det blev også til den sædvanlige Påskeløbs-klubtur med god tilmelding, dette år til det østjyske, med godt vejr, gode baner, og fine forhold til opholdet.
På motionsløbssiden blev der også afviklet de 3 sædvanlige traditionelle løb ligeledes med god medlemsopbakning og god deltagelse; Klubbens super-motionsløb ” Beaute`Pacifique-kvindeløbet” i maj med 1089 deltagere, Mariagerløbet i juni med 225 deltagere, og Hadsundløbet i september med 268 deltagere.
Deltagermæssigt holder alle løbene stort set tidligere års deltagerantal.
Det sædvanlige antal træningsløb blev afholdt i mange forskellige skove. Det fungerede fint med samarbejde med Randers.
Tak til alle stævnelederne med deres funktionsledere og alle hjælpere.
Der er stadig fuld gang i Mariagerløberne, ofte med op til 30 løbere hver tirsdag og torsdag.
Orienteringsaktiviteten: Klubbens medlemmer har atter dette år vist stor deltagelse til diverse terminslisteløb. Klubbens medlemsantal er stadig under 100 aktive A-medlemmer.
Resultater: Orienteringsmæssigt lykkedes det at komme op i 2. division igen, men det holdt hårdt, så alle klubbens løbere bedes om allerede nu at reservere de 3 datoer, hvor der er divisionsløb, så vi kan beholde vores plads i 2. division.
Af individuelle resultater blev det til flere Danmarksmesterskaber (DM) og Nordjyske Mesterskaber (NJM) i flere forskellige orienteringsdicipliner, bl.a.:
DM lang, og DM mellem, i H 35 blev vundet af: Nicolai Zaar Nielsen
NJM lang i H55 blev vundet af: Ole Jensen
NJM klassisk i D65 blev vundet af: Rigmor Schou
NJM stafet i HD50 blev vundet af: Ole Jensen, Søren Munthe, og Betinna Gjedde
NJM nat i D40 blev vundet af: Lajla Præstgaard
Kaninløbet blev vundet af: for herrerne: Keld Østergaard, for damerne: Bente Østergaard.


Arbejdet i klubben: Bestyrelsen har holdt et bestyrelsesmøde om måneden, derudover diskussioner på mail, pr. telefon og heldigvis også ofte i skoven. Klubben har ligeledes deltaget i diverse orienteringsløbsmøder i NOU og Nordkredsen. Stor tak til bestyrelsen, for deres uvurderlige indsats i klubbens daglige arbejde samt fremadrettet.
Jeg vil også gerne sige tak til alle klubbens udvalgsformænd/funktionærer, der gør et rigtig godt stykke arbejde på hver deres område for at vores orienterings- og løbeklub kan fungere så godt, som den gør. Især vil jeg takke Jens Christian Dalgaard, der på trods af sygdom, stadig gør et kæmpe arbejde for klubben.
Fremtiden: I 2016 afholdes de sædvanlige 3 åbne orienteringsløb og 3 motionsløb. Klubtur planlagt til Påskeløbene ved Kolding, Klubtur igen til Sverige ved Trollhättan, d. 30. september – 2. oktober.
Den nye sæson byder også på afholdelse af flere træningsløb. Bl.a. har vi fået æren af at lave pinsestafetten, der bliver afholdt i Hobro Østerskov, mandag d. 16 maj. Med afholdelse af klubbens 7. ”Find vej i… ”-projekt lørdag d. 30. april, som foregår på Mosely, håber MFOK på, at det kan gøre flere interesserede i orienteringssporten. Evt. med flere ”Find vej i…”-samlinger, hvis der viser sig at være interesse.
Det skal også nævnes, at MFOK er arrangører af DM nat, der kommer til at foregå i Hou skov, lørdag d. 2. april, med Assenshallen som stævnecenter. Så alle klubbens medlemmer bedes melde sig som hjælpere, der bliver brug for mange hænder.
Løbetræning fra klubhuset foregår fortsat ugentligt året rundt tirsdag og torsdag.
Klubben er også sammen med Mariagerspejderne, Mariager Børnefest, og Citta Slow, gået med i arbejdet om oprettelse af en forening, der skal bygge og drive en lagerhal til klubbernes materiel.
Til slut vil jeg takke alle klubbens medlemmer for et godt år.
/Niels Jørgen Iversen, formand MFOK

Klubhus
Nu er der efterhånden gået to år siden vi afhændede Klubhuset til Mariager Hallen. Rent praktisk har det – for os i Hovedbestyrelsen – været en lettelse; mange kræfter er blevet frigivet ved, at det nu er Hallen, der står for alt lige fra udlejning, rengøring, vedligeholdelse, regnskab mm. Vi håber, det også fungerer for foreningerne i dagligdagen; at man kan bruge faciliteterne på lige fod med tidligere, således at det ikke berører klubbernes udfoldelsesmuligheder. Vi kan snakke videre herom under pkt. 11.
Den økonomiske side er desværre ikke faldet på plads endnu. Det har vist sig vanskeligere end forudset at få det juridiske papirnusseri til at falde på plads; bl.a volder et bortkommet pantebrev kvaler – vores sagfører betegner sagen som en af de mest kringlede, hun har været med til. Alt dette betyder, at vi ikke har set en krone endnu; ikke at vi skal være bekymret herfor, pengene står på en spærret konto i banken og vil komme til udbetaling, når det juridiske er afsluttet. Det sker formentligt først hen over sommeren….
Som vedtaget på sidste ordinære repræsentantskabsmøde vil der blive udbetalt 10.000 kr. til hver af foreningerne ved afslutningen af Klubhushandlen – disse penge kommer, så snart, det er sket.

Fællesannonce / Hovedsponsor / Økonomi
Det lader til, at klubberne er tilfredse med, at vi besluttede at droppe den store fællesannonce i august måned. I hvilket omfang annoncen var med til at rekruttere nye medlemmer – og om der er behov for, at vi som samlet forening skal lave noget PR, kan vi diskutere under pkt. 11.
Vi har nu også kørt uden fælles Hovedsponsor for MFS et stykke tid. Hvordan klubberne enkeltvis har taklet dette – både positivt og negativt – vil ligeledes blive drøftet under pkt. 11.
Vores likvide formue i MFS står for at skulle geninvesteres – dette drøftes også videre under pkt. 11.

Pokaler
I MFS har vi tradition for på den årlige generalforsamling at uddele 2 priser; en lederpris og en aktivpris. Vi har i år to meget værdige modtagere til disse priser:

Lederprisen går til Rikke Ellemann-Biltoft, formand for MORK. Tillykke til Rikke! Gennem snart mange år har Rikke som formand gjort et kæmpearbejde for at Rideklubben kan eksistere. Det er vist ikke nogen hemmelighed for nogen, at det er hundedyrt at have med heste at gøre. Så det kræver virkelig indsigt, iderigdom og engagement at få den økonomiske del af MORK til at køre – hvilket vi også tydeligt ser af klubbens årsberetning. Men også den praktiske del, sportsudøvelsen og pasningen af hestene i hverdagen i Rideklubben, er noget, der fortløbende kræver overblik, logistik og igen engagement, hvis det skal lykkes. Og det mærker vi tydeligt, at Rikke har. Med stoisk ro, vedholdenhed og kreativitet har Rikke formået at fastholde og rekruttere medlemmer og inddrage disse i klubbens liv og virke. Et kæmpearbejde har du gjort for MORK, Rikke – og det skal du have mange tak for. Vi ønsker MORK tillykke med dig, og siger tak til dig for din store indsats, som vi håber, vi kan nyde godt at i mange år fremover. Og jeg tror, vi skal sende en stor tanke til dit bagland – din familie – og sige tak til dem også for deres opbakning. Kæmpe tillykke med hædersbevisningen, MFS Lederpris 2015, Rikke!

Årets Aktivpris går til Bent Stougaard, Mariagerløberne. Tillykke til Bent! Bent har i en årrække været medlem af MFS’s løbeafdeling Mariageløberne. På det personlige plan har Bent opnået bemærkelsesværdige resultater og har vist vejen for andre ved at deltage i ekstraordinære løbe-begivenheder.
Bent har rundet de 50 år, men er stadig klubbens hurtigste mand. Som bekendt følger heldet den, der træner mest – og her er Bent i en klasse for sig. I det år Bent fyldte 50 år, slog han sin egen rekord på marathon-distancen og sluttede som bedste skandinav i det kendte Marathon Des Sables (MDS) – 250 km gennem Sahara. Ligeledes i efteråret 2015 deltog Bent også i ATACAMA CROSSING 250 km ultraløb, hvor længste etape var på 85 km i Chiles tørre saltørken, hvor Bent på fornemmeste vis blev nr. 3 ud af 170 og måtte se sig slået i den samlede stilling af yngre løbere på kun 33 år. I øvrigt var MDS Bents første ultraløb…..
Så man må sige, at Bent sætter Mariager på verdenskortet med sine løb rundt om i verden.
Med sin træningsindsats og resultater er Bent et fyrtårn for løbeklubbens øvrige med-lemmer og et levende bevis på, at alderen kun er et tal. Det er body-age, der tæller!
Bent er i høj grad til stede i klublivet i Mariagerløberne. Sammen med klubbens øvrige frivillige trænerteam har han været med til at flytte grænser for rigtig mange løbere – både begyndere og mere øvede. Hvert år ledsager Bent klubbens marathon-løbere til Copenhagen Marathon, hvor især debutanterne nyder godt af Bents input og opmuntring.
Udover det sociale liv i klubben, bidrager Bent med sparring, personlige træningsplaner, træningsøvelser, tekniktræning, gear-vejledning m.v. Alt sammen på en måde, som giver mening for den modtagende part.
Bent har desuden ved flere lejligheder holdt foredrag om bl.a. MDS i Sahara – ganske gratis for klubben og andre interesserede.
I øjeblikket forbereder Bent sig på sin ultimative udfordring – 4 deserts på ét år. 4 etapeløb i 4 ørkener rundt om i verden. Som den første dansker og p.t. uden sponsorer.
Vi hos MFS og Mariageløberne mener i høj grad Bent Stougaard fortjener prisen som årets aktive 2015 for sin indsats. Stort tillykke til Bent!


Til slut vil jeg gerne takke alle de frivillige i MFS, der med deres utrættelig indsats er med til at gøre Mariager og omegn til et område, der kan tilbyde mange forskellige idrætsaktiviteter på forskellige niveauer. Særligt en tak til Hedy Holtemann og Jette Christensen, der er med til at samle trådene i MFS. Held og lykke til Mariager Forenede Sportsklubber i fremtiden.


/Elly Blom, formand i MFS


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

HimmerRiget er nomineret i årets Fine Wine i Den Danske Spiseguide
HimmerRiget er nomineret i årets Fine Wine i Den Danske Spiseguide
Mariagerfjord og omegn
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Mariagerfjord og omegn
Ny udstiller på Mariagerfjord Golfcenter
Ny udstiller på Mariagerfjord Golfcenter
Mariagerfjord og omegn
Påsken kan give tæt ferietrafik
Påsken kan give tæt ferietrafik
Mariagerfjord og omegn
Forår i Dyrehaven Hadsund
Forår i Dyrehaven Hadsund
Mariagerfjord og omegn
Se programmet for Sommersol i Bakkerne: Bramslev Bakkers nye festival i Danmarks smukkeste natur
Se programmet for Sommersol i Bakkerne: Bramslev Bakkers nye festival i Danmarks smukkeste natur
Mariagerfjord og omegn
Op mod 235.000 danskere ventes at samle affald i natur og by - næsten 2500 tilmeldt i Mariagerfjord
Op mod 235.000 danskere ventes at samle affald i natur og by - næsten 2500 tilmeldt i Mariagerfjord
Mariagerfjord og omegn
Lær at spille golf helt gratis med Mariagerfjord Golfklub
Lær at spille golf helt gratis med Mariagerfjord Golfklub
Mariagerfjord og omegn
80 gråspurve lyttede til Lene Leed og Lars-Erik Quortrup Jensen
80 gråspurve lyttede til Lene Leed og Lars-Erik Quortrup Jensen
Mariagerfjord og omegn
En ny lokal og overskuelig hjemmeside til Foreningen NORDEN Mariagerfjord
En ny lokal og overskuelig hjemmeside til Foreningen NORDEN Mariagerfjord
Mariagerfjord og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev