Annonce
Del på Facebook   Print siden

Kraftig appel: Bestil tid til test og hav tålmodighed

Danmarkidag
Søndag 8. november 2020 kl. 08:00

Kraftig appel: Bestil tid til test og hav tålmodighed
Foto: Region Nordjylland


Af Carina Kondrup

En del nordjyder møder op på regionens teststeder uden at have bestilt tid i forvejen. Det skaber kø og forsinkelser. Derfor understreger regionen kraftigt, at borgerne skal huske at bestille tid – med streg under skal - og samtidig opfordres der også til, at borgerne udviser tålmodighed i forhold til at komme til test.

Tidsbestilling er essentielt

Region Nordjylland har travlt med at pode nordjyderne i denne weekend. Der er opstartet massetest på 8 nye teststeder i Thisted og Frederikshavn, og nordjyderne i andre kommuner er også interesseret i at blive testet hurtigst muligt.

- Vi vil gerne komme med en kraftig appel til nordjyderne. Du – skal - bestille tid på coronaprover.dk, før du kan få en test. Vi bliver nødt til at sørge for en smidig køafvikling, så folk ikke står i længere tid og stimler sig sammen ved teststederne, siger Jan Nybo, chef for regionens COVID-19 testindsats.

Jan Nybo siger samtidig, at der er en meget stor interesse for at lade sig teste i hele regionen, og at der også er borgere der møder op på sygehusene i håb om at få en test. Her skal man under ingen omstændigheder møde op, uden at have en tid i forvejen.

- Det er jo grundlæggende godt, at nordjyderne samvittighedsfuldt vil være med til at opspore og inddæmme den muterede virus. Men vi kan ikke teste alle på en gang. Den her massetest kommer til at strække sig over flere uger, så alle nordjyder skal ikke forvente, at blive testet lige nu og her, siger Jan Nybo, og kommer med endnu en kraftig appel.

- Hvis du ikke bor i Frederikshavn eller Thisted kommune, så skal du vente med at bestille tid til test. Vi skal nok kommunikere direkte ud til borgerne i Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Læsø, når vi er klar med en mere intensiv testkapacitet i deres nærområde, siger Jan Nybo.

Han understreger, at det selvfølgelig ikke gælder, hvis man har symptomer på COVID-19, er nær kontakt eller af en grund opfordres af myndighederne til at lade sig teste.

Flere tider i Thisted og Frederikshavn

Der vil i løbet af weekenden blive lagt nye tider ud for de nye 8 teststeder i Frederikshavn og Thisted, som kommer til at gælde fra mandag morgen. Der er ikke flere tider i weekenden på de 8 teststeder.

Regionen arbejder på højtryk for at kunne lægge nye tider ud hurtigst muligt. Der ligger et stort planlægningsarbejde bag, og udover testningen skal der også foreligge mulighed for at foretage analyse af prøverne. Derfor skal testningen fordeles over flere dage.

Regionen opfordrer borgerne i Frederikshavn og Thisted kommune til at finde tider på coronaprover.dk i løbet af søndagen, og meget gerne i løbet af døgnets ydertider, det vil sige morgen eller fra om eftermiddagen.

Borgere, der ikke har NemID, kan finde hjælp til bestilling på coronaprover.dk.

Regionen opfordrer samtidig borgerne i de fem øvrige kommuner til at vente med at bestille tid, til der kommer en udmelding, som gælder dem.

Borgere kan løbende holde sig orienteret om massetestningen på www.rn.dk/massetest, hvor også nye tider og steder vil fremgå.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
Danmarkidag
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
Danmarkidag
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Danmarkidag
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Danmarkidag
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Danmarkidag
Over en million udsatte fasaner i 2023: Parti kræver forbud
Over en million udsatte fasaner i 2023: Parti kræver forbud
Danmarkidag
FOA om nye overenskomster: Medlemmerne har talt og gjort deres stemme gældende
FOA om nye overenskomster: Medlemmerne har talt og gjort deres stemme gældende
Danmarkidag
Arbejdsgivere og fagforbund: Fyr op under den faglige stolthed
Arbejdsgivere og fagforbund: Fyr op under den faglige stolthed
Danmarkidag
Kedelig tendens blandt indleverede hittehunde hos Dyreværnet
Kedelig tendens blandt indleverede hittehunde hos Dyreværnet
Danmarkidag
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Danmarkidag
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev