Katastrofen i Tjernobyl skyldtes mig bekendt en vanvittig øvelse med et dårligt værk uden kuppel, og det kunne være gået endnu værre uden nogle få menneskers selvopofrende indsats, men derfor behøver samerne og vi andre jo ikke at dømme atomkraft ude. Ved Fukushima ulykken døde folk i tusindvis på grund af en naturkatastrofe med en påfølgende fejlslagen evakuering, men kun en menes død af stråling, der hævdes at have haft niveau som Oslos, hvor man har meget radon. I atomkraftkredse ses den japanske ulykke som et eksempel på, hvor sikker teknologien egentlig er, og så kan placeringen i det jordskælvsplagede Japan jo diskuteres. Det tredje store atomuheld i historien ved Tremileøen midt i en storby i USA var nok mere en alvorlig forskrækkelse, men næsten samtidig lanceredes filmen Kinasyndromet, hvor man var inde på faren ved en nedsmeltning, der imidlertid ikke menes at kunne gå hele vejen gennem jorden, og hvis den havde kunnet, var den endt i Madagascar. Der er imidlertid ikke siden lavet nye a-værker i USA, men den førnævnte Michael Shellenberger, der tidligere var lobbyist for sol og vind, har fortalt om sin kamp for at bevare et gammelt lukningstruet a-værk i Californien, og i Arizona valgte indbyggerne efter nogle måneders debat og oplysning alligevel at forkaste en energipark og beholde deres gamle a-værk. Der er jo her tale om traditionel uranbaseret teknologi, men en af ideerne med at bruge thorium er at bruge atomaffald i processen og dermed løse opbevaringsproblemet , hvorefter tidsspannet for affald reduceres til omkring tre hundrede år. Problemet med processen med traditionel a-kraft er blandt andet, at afkølingen sker med vand under stærkt tryk, hvilket ikke bruges ved de smeltet salt reaktorer, som man forsker i mange steder i verden og også hos Copenhagen Atomics og hos Seaborg, som Anders Holch Povlsen har investeret i. Får man løst de tekniske udfordringer med blandt andet korrosion, mener man, at teknologien vil være "walk away safe". Der vil være nok thorium, som lige nu er et slags spildprodukt ved minedift, til at dække verdens energiforbrug i omkring tusind år, og med små thoriumværker af størrelse som en 20 eller 40 fod lang container vil man producere lige så meget strøm som en energipark. Det vil være stabilt, så man kan producere brint med mere ved siden af, og så vil vi være fri for at plastre marker og natur til med paneler og møller, der også kræver en del mere stål, beton og glasfiber end et a-kraftværk for at producere samme mængde energi. Det betyder også ren luft, ingen afhængighed af Ruslands naturgas, og frit luftrum til fuglene, hvis trækruter næppe kan undgå at blive påvirket af møller både til lands og vands. Så er der lige prisen, men den kender nok heller ikke den nuværende minister for området, der altid kalder a-kraft farligt og dyrt. Det er lidt svært at forstå, når man i Frankrig med a-kraft betaler cirka det halve for strøm ifølge Shellenberger end i Tyskland, hvor priserne er steget i takt med satsningen på sol og vind. Nu udfaser tyskerne så a-kraft, men ifølge Shellenberger er de kun kommet halvt så langt med deres mål, som kunne være nået med i stedet at udbygge med a-kraft. Omkring udviklerne af thorium er de meget bevidste om, at de på markeder i østen eller Afrika skal være konkurrencedygtige med kul. Omkring kul og sol plus vind, ser det ud til at være sådan, at andelen for sol og vind i "energilagkagen" på sigt ikke vil rykke sig ret meget, da sort energi vil blive anvendt mere, da flere af de store lande vil bruge stadig mere kul. Kina udbygger således på fuld kraft, og vil så i 2030 stoppe med at udbygge yderligere. Det kan måske komme til at passe tidsmæssigt med deres satsning på thorium, som Kina satser på at sætte i kommerciel brug til den tid efter vist at have sat deres forsøgsreaktor i gang her i eftersommeren.
|
| Jesper Salomonsen,
09-12-2021 16:46:41
|
|
Del på Facebook 
Print siden
