Del på Facebook   Print siden

Fortsat flot vækst i Sparekassen Danmark

Mariagerfjord og omegn
Søndag 3. marts 2024 kl. 14:00

Fortsat flot vækst i Sparekassen Danmark
”Sparekassen Danmark er i vækst; både hvad angår antal kunder, antal medarbejdere og antal afdelinger”, siger adm. direktør Vagn Hansen.


Massiv tilgang af nye kunder, stigende forretningsomfang, højere renter og positive kursreguleringer sikrer det bedste resultat nogensinde
Sparekassen Danmark kom ud af 2023 med et resultat på 1,9 milliarder kroner før skat og 1,5 milliarder efter skat. Det er sparekassens bedste resultat nogensinde.


”Vi er en sparekasse i vækst; både hvad angår antal kunder, antal medarbejdere og antal afdelinger. I 2023 steg vores forretningsomfang med 18,4 procent. Det har selvfølgelig medvirket til vores tilfredsstillende resultat”, siger Vagn Hansen, administrerende direktør i Sparekassen Danmark.

”Vores fusion med fynske Totalbanken i september 2023 vægter også positivt – men resultaterne fra Fyn tæller blot med i sparekassens resultat for de sidste fire måneder af året”, supplerer han.

Netto 13.000 nye kunder
I 2023 havde sparekassen en nettotilgang af flere end 13.000 kunder. Det svarer til, at sparekassen fik 52 nye kunder – netto – hver eneste arbejdsdag i 2023. Heri er ikke medregnet tilgangen af de omkring 23.000 kunder fra Totalbanken.
Ultimo 2023 havde sparekassen 344.119 kunder, hvoraf 95.690 var garanter.

”Vi tager det som et udtryk for tillid til sparekassen, at mere end hver fjerde af kunderne har valgt at være garant, og vi ser det som en styrkelse af vores forretningsmodel som selvejende institution”, siger administrerende direktør Vagn Hansen.

I 2023 åbnede sparekassen to nye afdelinger, en privatkundeafdeling i Nørresundby og et erhvervscenter i Vejle. Desuden etablerede sparekassen et kundeservicecenter, der er åbent både på hverdage og i weekender.

I 2024 åbner sparekassen yderligere tre afdelinger; en privatkundeafdeling på Østerbro i København, et erhvervscenter i Hirtshals og en privatkundeafdeling i Aalborg-bydelen Vejgaard.

Nedskrivninger trækker ned
I de foregående år har sparekassen haft positive nedskrivninger; sparekassen kunne altså tilbageføre nedskrivninger, som sparekassen havde taget tidligere. Det billede vendte sidste år. I 2023 havde sparekassen netto nedskrivninger for 143 millioner kroner, som trækker ned i resultatet.

”Nedskrivningerne er tegn på, at enkelte kunder har fået det vanskeligere på grund af højere renter og inflationen, men over en bred kam har sparekassens kunder en høj kreditkvalitet”, vurderer Vagn Hansen.

Normalt rentemiljø
I sparekassen glæder man sig over, at Nationalbanken afskaffede de negative indlånsrenter i 2023.
”Nu er vi tilbage i et mere normalt rentemiljø. Det er sundt for alle parter”, mener Vagn Hansen.

Sparekassens nettorenteindtægter steg i 2023 med 738 millioner kroner til 2,1 milliarder kroner, godt hjulpet på vej af de højere renter og et stigende udlån.

Det samlede udlån udgjorde 36,1 milliarder kroner pr. 31. december 2023, hvilket er 8,5 milliarder kroner mere end året før. Det svarer til en vækst på 30,6 procent. Af udlånsvæksten på 8,5 milliarder kroner kan 2,7 milliarder kroner henføres til udlån fra Totalbanken A/S på fusionsdagen.

Positivt til sparekassens resultat i 2023 bidrager også kursreguleringerne af sparekassens beholdning af obligationer og aktier mv. Kursreguleringerne er samlet positive med 404 millioner kroner.

272 millioner kroner til garanterne
Af årets overskud indstiller bestyrelsen, at sparekassen udbetaler en rente af garanternes indskud på 4 procent p.a. Det svarer til 272 millioner kroner.

”Dermed tilfører sparekassen 113 millioner kroner til de fonde, som støtter almennyttige, velgørende og udviklende initiativer og projekter i de lokalområder, hvor sparekassen gør sine forretninger”, understreger Vagn Hansen.

40 procent af garantkapitalen i Sparekassen Danmark er nemlig ejet af 13 lokale sparekassefonde, som er blevet til i forbindelse med sparekassens fusioner og overtagelser op gennem årene. Fondenes formål er netop at støtte udviklingen i hver enkelt fonds lokalområde.
”I år vil fondene således modtage 113 millioner kroner i garantrente. Da Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank fusionerede til Sparekassen Danmark i 2021, var ambitionen, at fondene ad åre skulle tilføres 100 millioner kroner årligt. Den ambition bliver altså allerede indfriet i år”, konstaterer Vagn Hansen.

Samtidig får Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, der er under opbygning, i år tilført yderligere 175 millioner kroner til grundkapitalen, som dermed kommer op på 644 millioner kroner.

Forventninger til 2024
Det er sparekassens forventning, at resultatet før skat i 2024 vil blive i niveauet 2.000-2.100 millioner kroner og efter skat i niveauet 1.550-1.650 millioner.

”Der er dog fortsat stor usikkerhed om, hvordan eftervirkningerne af høj inflation, høje energipriser og stigende renter vil påvirke de finansielle markeder, den økonomiske udvikling og sparekassens resultat i 2024”, slutter sparekassens administrerende direktør.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

S!RENEN og varslingssirenerne testes onsdag 1. maj
S!RENEN og varslingssirenerne testes onsdag 1. maj
Mariagerfjord og omegn
Vigtigt at være opmærksom på: Nu kan flåtbid føre til gigt hos mennesker
Vigtigt at være opmærksom på: Nu kan flåtbid føre til gigt hos mennesker
Mariagerfjord og omegn
Torsdagens strømpris
Torsdagens strømpris
Mariagerfjord og omegn
Antallet af indbrud stiger igen: En stigning på 79 procent i Mariagerfjord
Antallet af indbrud stiger igen: En stigning på 79 procent i Mariagerfjord
Mariagerfjord og omegn
Byg din ønskeby: fantasi og leg på biblioteket
Byg din ønskeby: fantasi og leg på biblioteket
Mariagerfjord og omegn
Kom med på en ægte skattejagt: Hvem finder kisten med 500.000 kroner et sted i Danmark?
Kom med på en ægte skattejagt: Hvem finder kisten med 500.000 kroner et sted i Danmark?
Mariagerfjord og omegn
11 konti specifikt til konfirmandkunder med særlige fordele
11 konti specifikt til konfirmandkunder med særlige fordele
Mariagerfjord og omegn
Slagter Norlyk ApS tilbagekalder BBQ spareribs
Slagter Norlyk ApS tilbagekalder BBQ spareribs
Mariagerfjord og omegn
Gå en tur for den gode sag - Agria Hundegåtur 2024
Gå en tur for den gode sag - Agria Hundegåtur 2024
Mariagerfjord og omegn
Ved du, hvad dit lokale menighedsråd laver?
Ved du, hvad dit lokale menighedsråd laver?
Mariagerfjord og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev