Annonce
Del på Facebook   Print siden

Debat: Vingegaard og HB

Debat
Lørdag 30. juli 2022 kl. 16:00

Debat: Vingegaard og HB
Foto: Privat


Af Torben Svendsen/Hovedformand, Hadsund Boldklub

Vingegaard og HB

Hen over sommeren har vi oplevet noget meget stort. At en dansker vinder Touren, er ikke hverdagskost. Det er flot arbejde og et resultat de fleste danskere anerkender.

Mange har stået i vejkanterne eller fulgt med på tv. Mange var også med i København eller i Glyngøre, da Jonas Vingegaard kom hjem. I talerne blev det flere gange anerkendt, at de frivillige var årsagen til, at talentet hos Jonas blev plejet og løftet, så vi i dag alle kan nyde den underholdning det er, når han eller andre eliteidrætsfolk høstet amerkendelse og guld til Danmark.

Og her starter mit indlæg faktisk. For vi nyder alle glæden når et landshold, eller enkeltpersoner indenfor en idræt sætter vores land på verdenskortet.

Og vi siger "Vi vandt," eller "Vi gjorde det godt."

Og hver eneste gang, har der på et tidspunkt stået frivillige bag. Tænker du over det?

Har du selv bidraget til at skabe en Jonas Vingegaard, en Ebbe Sand, eller en anden, af de mange kendte sportsstjerner? Eller måske endnu større; har du via dit engagement (ikke gennem din pengepung), været med til at skabe gode oplevelser for dine børn i en forening? Eller nyder du bare godt af andres store indsats?

Jeg repræsenter Hadsund Boldklub - en klub med fire afdelinger inden for håndbold, fodbold, gymnastik og petanque. Men mit skriv rækker længere ud end Hadsund Boldklub, for problemet er til stadighed det samme langt de fleste steder. Der er ingen der vil yde, men rigtig mange der vil nyde.
Foreningernes mål er aldrig at skabe eliteidrætsfolk, men hvis det sker, er vi stolte. Til gengæld er målet hver dag, at skabe glæde hor 100.000 vis af børn og unge, der via idræt og foreningsliv, fællesskab og motion ,optimerer deres livsglæde, deres dannelse i samfundet og den mentale trivsel. Det er mere værd end både en guldmedalje i sejlsport, en samlet tourvinder eller et EM i fodbold.

Men hvor ER du? Dig der skal sikre at der sker noget endnu større end disse i forvejen skønne oplevelser af guld og berømmelse til Danmark?

For der går frivillige hver dag og slider og slæber for at DINE børn får det godt. De gør det frivilligt, de er ganske få, og de mangler dig rigtig meget. Fællesskabet i foreningerne er grundpillen for, at dine børn overhovedet kan spille fodbold, håndbold eller dyrke gymnastik. Men fællesskabet og foreningerne består kun så længe der er nogen der vil trække. Uanset hvor meget DU betaler i kontingent, så får det ikke en forening til at fungere. Det sker kun via de aktive medlemmer og deres forældre.

Og DE arbejder alle gratis. De arbejder gratis for de mange der ikke kommer og støtter op. Der er brug for trænere, der er brug for ledere, der er brug for nogen til at køre, men mest af alt, er der brug for, at du viser din støtte ved at stille dig på sidelinjen og vise din søn eller datter, at du bakker op. Og det slutter ikke når man er 10 eller 11 år.

Det fortsætter langt længere end til den alder. Opbakning betyder alt. Vi mangler dig i klubben uanset om du ønsker at lave et stykke klubarbejde, eller du i stedet kommer i klubben for at overvære træningen eller kampene.

Foreningslivet kan man ikke betale sig fra. Det kræver en indsats og et angagement.

I boldklubben oplever vi spillere i de yngre årgange der ikke kommer til kampe i weekenden, fordi forældrene ikke kan afse tid til at køre. Er forældrenes egen selvrealisering vigtigere end deres børns introduktion til idræt og fællesskab?

I skoler og børnehaver etableres rundkørsler med samme funktion som i lufthavnen i Aalborg - Kiss and goodby. Det har vi ikke etableret i Hadsund Boldklub, for det fungerer allerede. Det repræsenteres af de mange kantstensforældre, der læsser børnene af, og henter igen udenfor klubhuset. Forældrene ser vi aldrig.

Min pointe er, at vi har brug for jer, og endnu vigtigere: Jeres børn har brug for jer.

Så kom. Uanset om jeres børn spiller fodbold, håndbold, dyrker gymnastik, skydning, svømning eller roning. Mød op og vis jeres støtte til dem, og oplev at det fællesskab der er mellem de udøvende også spreder sig til et varmt og godt fællesskab på sidelinjerne. Og tro mig. Stoltheden bliver bare tidoblet det vi oplever med Jonas Vingegaard og andre store stjerne, når DU har været med til at træne ham eller hende, da han eller hun var 8 år.
Føler du dig provokeret? Krænket eller skyldig?

I så fald er mit forslag at du kigger indad og spørger dig selv om du selv kan gøre det bedre, og om du kan gøre tingene anderledes så jeg ikke i længden får mulighed for at fastholde min bekymring for fremtidens foreningsliv. Hvis du er en af dem jeg skyder på, så gør noget - gør en forskel. Mød op, i stedet for at blive krænket og fare i facebook med sure opstøt.

Føler du at du allerede gør det du kan og skal, så er der ingen grund til at føle dig krænket, eller provokeret, og du kan fortsætte med det du gør i dag.

Uanset hvad, så håber jeg du læser dette en gang til, og forholder dig til det. Du skal vide, at du som forældre eller pårørende altid er velkommen i Hadsund Boldklub, for vi mangler dig. Der er en masse børn og unge der har brug for dig. Bare til at heppe, støtte op, køre en gang imellem, træne eller dømme, klappe eller bage kage - eller bare være nærværende.

Så, jeg håber at se dig i Hadsund Boldklub i efteråret. Det vil jeg glæde mig til. Vi brug for dig.

Rigtig god sommer.


Kommentarer til artiklen:
Hej Torben og øvrige.
Vores danske foreningskultur bygger simpelthen på frivillighed - selvom nogle mener mange er parate til, at betle mere i kontingent hvis man så slipper for, at være frivillig. Jeg tror ikke på, at vi med større kontingenter og flere betalte ledere vil kunne beholde den kultur der er opbygget gennem generationer i Danmark og som bygger på, at man yder et frivilligt arbejde. Men du har ret Torben det bliver sværere og sværere, at finde nogen der vil gå ind i arbejdet, og hvis de ikke kommer vil man opleve flere foreninger der bliver opløst eller måske endda erstattet af private aktører der driver fodbold på forretningsbasis. De første eks. findes allerede. Når vi tænker foreninger er det efter min mening det helt fundamentale i vores demokrati fordi det bl.a er her de unge lærer, at have indflydelse men i særdeleshed også ansvar for det der sker i klubben. De lærer nogle grundprincipper om det, at være i fællesskaber og have ansvar.
Så Torben godt brølt - jeg håber virkelig dem der læser det forstår alvoren inden du skriver og hvilke konsekvenser det kan have for vores forenings Danmark.
Henrik Sloth, 01-08-2022 18:23:08

Ønsker blot, som tidligere frivillig at din appel bliver modtaget, forstået og at flere forældre vil bakke op om det meget vigtige projekt. Da jeg var frivillig blev jeg ofte spurgt, hvordan jeg orkede det store timeforbrug i klubben. Der var jo ikke nogle, der sagde tak. Det betød ikke noget. Det var samværet med de dejlige unge mennesker, der jo var den reelle drivkraft. Det vil jeg ønske at mange flere vil opleve.
Karl Christensen, 31-07-2022 23:17:53

Hej Keld
Tak for din kommentar. Sidder og griner af den sidste del af dit indlæg. Den kunne jeg godt lide 😂.
Du har selvfølgelig ret i at ingen hverken skal jagtes eller plages. Dybest set er mit ærinde at få flere til at opleve det store i at være sammen med de unge og bidrage til deres trivsel og udvikling - tak endnu en gang og god vind til jer alle i det grønne
Torben, 31-07-2022 18:14:52

Kære Torben,
Jeg har selv brugt rigtig mange timer som frivillig da jeg var yngre.
Selvom jeg dengang og stadig har hele verden som min arbejdsplads, havde jeg altid tid til til at være træner, være holdleder eller tage med på cup. Guderne må vide hvordan jeg fandt tiden og energien, men jeg tænker at det var glæden ved samværet med børnene, forældrene og de fantastiske trænere, holdledere og klubledere der var omkring mig, der gav mig energi til mere.
Vi havde endda nogle lømler fra Hadsund.
Vi så også forældrene så ofte at jeg stadig kan huske dem hver og en.
Der var altid nogle der kunne vaske, bage kage eller pølsehorn eller hvad vi havde brug for.
Tiderne ændrer sig, jeg brændte også ud, men så var der andre der tog over.
Jeg nyder at komme på Sorgenfri når jeg endelig er hjemme.
Vi har ikke den store ungdomsafdeling, men de yngre voksne og dem der er blevet lidt ældre, de er glade for at komme her.
Skelunds seniorhold er nok nogle af dem i kommunen med den største forældreopbakning.
Så send endelig flere spillere vores vej.
I Skelund stiller de ikke de store krav, bare spillerne og tilskuerne hygger sig.
Så kan det godt være at vi nogle år spiller et par rækker under Hadsund.
Hvis vi ikke jagter forældrene hvergang de viser sig, så kommer de af sig selv.
Ildsjæle er der nok af, også i Hadsund, de kommer der hvor der er bedst at være.
Man siger ofte at græsset er grønnere på den anden side, men den virkelige årsag til at græsset er grønt, er fordi det skal matche med Skelunds trøjer.
God sommer til dig også.
Mvh Keld Gerts
Keld Gerts, 31-07-2022 04:11:28


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Kommentar:
 
Navn:
 
Indtast
bogstaverne:
ÆØÅ
  - dette er for at undgå spam.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Debat

Debat: SF vil forbyde bundtrawl helt
Debat: SF vil forbyde bundtrawl helt
Debat
Debat: Der skal være en læge til alle, men stråmandsklinikker er en farlig vej
Debat: Der skal være en læge til alle, men stråmandsklinikker er en farlig vej
Debat
Theresa Berg Andersen: SF vil forbyde bundtrawl helt
Theresa Berg Andersen: SF vil forbyde bundtrawl helt
Debat
Læserbrev: Lægens tag selv bord
Læserbrev: Lægens tag selv bord
Debat
Læserbrev: Et levende kulturliv i Hobro: Giv Himmerlands Teater et markant løft
Læserbrev: Et levende kulturliv i Hobro: Giv Himmerlands Teater et markant løft
Debat
Læserbrev: Ældre og borgere med handicap skal ikke spilles ud mod hinanden
Læserbrev: Ældre og borgere med handicap skal ikke spilles ud mod hinanden
Debat
Danmarks Naturfredningsforening: 13 års ulovlig miljøadministration i Mariagerfjord Kommune må stoppe nu!
Danmarks Naturfredningsforening: 13 års ulovlig miljøadministration i Mariagerfjord Kommune må stoppe nu!
Debat
Debat: Vis vores bundtrawlsfiskere noget respekt
Debat: Vis vores bundtrawlsfiskere noget respekt
Debat
EU vedtager lov om planteforædling
EU vedtager lov om planteforædling
Debat
LandboNord: Få råd til fremtiden og udnyt dine ressourcer
LandboNord: Få råd til fremtiden og udnyt dine ressourcer
Debat
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev