Annonce
Del på Facebook   Print siden

Arbejdshesten Jørgen Ussing slipper tøjlerne

Mariagerfjord og omegn
Tirsdag 28. december 2021 kl. 17:00

Arbejdshesten Jørgen Ussing slipper tøjlerne
65-årige Jørgen Ussing er et særdeles kendt og vellidt menneske i Mariagerfjord Kommune og blandt samarbejdspartnere.


Af Klaus Hansen

Arbejdshesten Jørgen Ussing slipper tøjlerne

Fagchef for Natur og Miljø takker af efter mere end 40 år på arbejdsmarkedet

Når året går på hæld, siger Jørgen Ussing farvel til tjansen som chef for fagenheden Natur og Miljø og goddag til et nyt liv som pensionist. Han kommer ikke til at savne det travle kontorliv og en indbakke, der bugner af mails, men det bliver alligevel vemodigt at vinke farvel til de spændende opgaver og de mange gode kolleger og samarbejdspartnere. For Jørgen handler det nemlig først og fremmest om mennesker og natur.

Efter 15 år som natur- og miljøchef i Mariagerfjord Kommune er Jørgen Ussing blevet en institution i fjordkommunen og især på rådhuset i Arden, hvor han har sin daglige gang.

Fra barnsben var Jørgen ivrig for at komme ud på arbejdsmarkedet. Allerede som 12-årig gik han med regninger i hans fars tømmerhandel i Aalborg, derefter løb han med aviser. Fra han var 14-19 år udstoppede han sågar fugle og uddannede sig som konservator ved siden af skolearbejdet og avisbudstjansen.

I 1981 blev Jørgen uddannet skov og landskabsingeniør, og han fik en stilling som skovfoged-assistent i en stor privatskov på Sjælland. Arbejdet lå langt fra hjembyen Aalborg, men dengang var det en kvinde, der trak ham mod den østlige del af kongeriget. I 1983 gik det atter mod hjemlige himmelstrøg. Jørgen blev skovfoged i Lounkær og Visborgaard skovdistrikter ved Hadsund, og bestred jobbet i ikke mindre end 16 år. Med tiden fik han dog færre og færre medarbejdere og flere og flere maskiner at bestyre, og derfor var det tid til at søge nye græsgange. Skønt Jørgen elsker skoven, ville han nemlig også arbejde med mennesker.

I 1999 løb Jørgen med stillingen som chef for driftsafdelingen i Naturkontoret i det daværende Nordjyllands Amt. Her fik han hurtigt et stort ansvar med at danne en ny afdeling med selvstyrende teams og velfungerende samarbejde på tværs. Det var en fed tid på amtet, erindrer Jørgen, men de fede tider fik en ende, da kommunalreformen tog livet af de danske amter.

Atter måtte Jørgen rykke teltpælene op. Turen gik til Arden, som også blev endestationen for Jørgens arbejdsliv. Han startede som forvaltningschef for Teknik og Miljø i marts 2006 i den daværende Arden Kommune for at ende som fagchef for Natur og Miljø i Mariagerfjord Kommune ved kommunesammenlægningen i 2007.

Bæredygtige beslutninger
Ved kommunesammenlægningen blev Jørgen chef for en skønsom blanding af amts- og kommunefolk. Det var en spændende rejse med stort fokus på at matche de to grupper af medarbejdere. Jørgen har altid forsøgt at strukturere sit arbejde på forhånd, men har også altid være bevidst om, at der vil komme ændringer undervejs. En stil han har lært at omfavne særligt med sin uddannelse i NLP i 2005, som er en psykologisk metode om personlig udvikling og forandring.

- Jeg har altid forsøgt at tegne vejen, så der bliver en klar retning. Men jeg arbejder jo først og fremmest med mennesker og vores fælles natur, så der vil komme ændringer undervejs. Det er både fantastisk og frustrerende, og nok allermest nødvendigt. For beslutninger skal være økologiske, som jeg kalder det. Det betyder, at de skal være bæredygtige for at holde. Det bliver de ved, at man lytter, omstiller sig og finder nye veje, siger Jørgen Ussing.

Det er blevet til mange gode bæredygtige beslutninger i Jørgens arbejdsliv. I Mariagerfjord Kommune er han blandt andet stolt af, at forvaltningen har løftet kommunen fra en almindelig lille nordjysk kommune til en sand sværvægter inden for natur og miljø, som har respekt rundt om i hele landet og som tiltrækker seriøse ansøgere til det nordjyske. Det betyder også, at kommunens virksomheder har stor respekt for og udtrykker anerkendelse af den faglighed og dygtighed, som de møder på området i Mariagerfjord Kommune.

Jørgen er samtidig stolt af, at forvaltningen altid har haft mod til at tage de rigtige og nødvendige 'kampe' for naturen og miljøet, også når der er kommet hastelovgivninger fra staten, som ikke altid har været gennemtænkt, og som derfor har gjort arbejdet ekstra udfordrende. Jørgen er stolt af, at fagområdet Natur og Miljø er lykkedes med at rådgive og vejlede politikerne i Mariagerfjord Kommune, så de altid har været i stand til at tage de for dem rigtige, og indimellem svære, valg på området.

- Vi lykkes jo ikke altid, men alle vores gode løsninger er kommet af at lytte og se samtidigt. Når vi kombinerer, hvad politikerne vil, hvad samarbejdspartnere kan bidrage med, og hvad vi selv kan bære, så giver det værdi for kommunens borgere, vores samarbejdspartnere, politikerne og ikke mindst os selv.

Kæmpe kulturbærer
Jørgen er nok mest stolt af, at han har skabt en værdibaseret kultur i forvaltningen, så hans gode folk ved, at der er tillid og plads til, at de kan udfolde deres kreativitet.

- Jeg har altid haft fantastiske ledere og medarbejdere, som er villige til at finde nye veje, når der er brug for det. Jeg er sikker på, at vi har skabt den tillid ved at have stort og vedholdende fokus på vores værdisæt. Det har simpelthen været bærende for os og arbejdsglæden, siger Jørgen Ussing.

Jørgen skabte i 2009 et fælles værdisat sammen med Natur og Miljø, som løbende bliver taget op og trykprøvet i forhold til virkeligheden. Jørgen er overbevist om, at alle kender de fem værdier: Tillid, ordentlighed, faglighed, tryghed og humor. De bliver i hvert fald ivrigt brugt i forbindelse med teambuilding, opgavemøder og også når de svære samtaler skal tages.

- Nærvær er det vigtigste i ledelse. Her har jeg brugt værdierne til at fortælle, hvordan vi i Natur og Miljø bringer os selv i spil med ærlighed og respekt. Det virker og er motiverende for mine medarbejdere, og det er jeg så stolt af.

- Det handler om, at vi skal være der for hinanden og også være trygge nok til at finde den gode stemning og smilet frem, når tingene er svære. Det er der en enorm anerkendelse i.

Jørgen Ussing har altid været der for sine medarbejdere og har ofte før end andre kunnet fornemme, hvis noget er galt. Dog har det sommetider været svært at finde nærvær og smil frem.

Når triste livsvilkår har ramt direkte ned i medarbejderstaben ved alvorlig sygdom eller pludselig dødsfald. Hvis det oveni købet skal håndteres på en skærm midt i en corona-tid, har det været ekstra vanskeligt.

- I sådanne situationer må vi bare finde ud af at være der for hinanden, så godt som vi kan, fortæller Jørgen.

Stopper på toppen
Jørgen kan nu se enden på et langt arbejdsliv, hvor han den sidste tid har tjent under forskellige borgmestre og politiske udvalg.

- Jeg har haft mange gode år, hvor jeg har fået alle de udfordringer, jeg overhovedet kunne ønske. Jeg ved dog også, at der er et liv efter arbejdsmarkedet. Derfor tog jeg beslutningen om at stoppe nu, inden jeg skulle til at forholde mig til nye politiske sammenhænge, siger Jørgen.

Nu vil Jørgen passe sin lille skov, som ligger klods op ad hjemmet i Skelund, hvor han bor med sin kone og to heste. Skoven er blevet forsømt på det sidste, så den skal passes og plejes efter alle kunstens regler. Jørgen vil også gerne være noget mere for sine børn og svigerbørn og de fem børnebørn, som han indtil videre er blevet beriget med. Han har endnu ikke kunnet træde til, når de bliver syge og skal passes, da arbejdskalenderen altid har været fyldt op.

Jørgen ser også frem til at bruge mere tid på hesteryg, jagt, havkajak og fisketure.

- Jeg har nok mest af alt været en arbejdshest, og derfor er der mange andre glæder, jeg har skubbet til side gennem årene. Det er ikke noget, jeg fortryder, blot noget jeg har lært af. Særligt derfor ser jeg frem til at definere min egen tid nu, selvom jeg vil savne en masse menneskelige relationer, siger Jørgen.

En lille stund endnu vil Jørgen fortsætte som konsulent i Mariagerfjord Kommune, så han er med til at sikre en god overgang til det område, han har stået i spidsen for i de sidste 15 år.

Direktør for området, Torben Ladefoged, er glad for, at Jørgen hænger på lidt endnu.

- Det er jo en kæmpe kapacitet, der stopper hos os. Jørgen er en fantastisk og populær chef, som altid har været i top med trivsel i organisationen på trods af, at han driver meget travle områder. Jørgen kan være stolt af det, han efterlader, og alt det han har betydet for kommunen og hans medarbejdere, fortæller Torben Ladefoged.

- Det er typisk Jørgen at være tro mod sig selv, og jeg kan ikke andet end at unde ham, at han nu giver sig selv mulighed for at nyde sit otium, mens han stadig har kræfter til at dyrke sine mange interesser på hesteryg, i naturen og hans egen lille skov.

Ifølge Torben Ladefoged vil Jørgen Ussing aldrig kunne erstattet 1:1, og det er nu heller ikke meningen.

1. januar 2022 bliver Jørgens fagenhed Natur og Miljø fusioneret med Teknik og Byg og bliver til den nye fagenhed, Teknik og Miljø, hvor Jørgens gode chefkollega Lars Højmark tager tøjlerne.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

HimmerRiget er nomineret i årets Fine Wine i Den Danske Spiseguide
HimmerRiget er nomineret i årets Fine Wine i Den Danske Spiseguide
Mariagerfjord og omegn
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Mariagerfjord og omegn
Ny udstiller på Mariagerfjord Golfcenter
Ny udstiller på Mariagerfjord Golfcenter
Mariagerfjord og omegn
Påsken kan give tæt ferietrafik
Påsken kan give tæt ferietrafik
Mariagerfjord og omegn
Forår i Dyrehaven Hadsund
Forår i Dyrehaven Hadsund
Mariagerfjord og omegn
Se programmet for Sommersol i Bakkerne: Bramslev Bakkers nye festival i Danmarks smukkeste natur
Se programmet for Sommersol i Bakkerne: Bramslev Bakkers nye festival i Danmarks smukkeste natur
Mariagerfjord og omegn
Op mod 235.000 danskere ventes at samle affald i natur og by - næsten 2500 tilmeldt i Mariagerfjord
Op mod 235.000 danskere ventes at samle affald i natur og by - næsten 2500 tilmeldt i Mariagerfjord
Mariagerfjord og omegn
Lær at spille golf helt gratis med Mariagerfjord Golfklub
Lær at spille golf helt gratis med Mariagerfjord Golfklub
Mariagerfjord og omegn
80 gråspurve lyttede til Lene Leed og Lars-Erik Quortrup Jensen
80 gråspurve lyttede til Lene Leed og Lars-Erik Quortrup Jensen
Mariagerfjord og omegn
En ny lokal og overskuelig hjemmeside til Foreningen NORDEN Mariagerfjord
En ny lokal og overskuelig hjemmeside til Foreningen NORDEN Mariagerfjord
Mariagerfjord og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev