Del på Facebook   Print siden

Livredderne takker af for i år: Fralandsvind bragte badegæster i fare

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 18. august 2022 kl. 16:00

Livredderne takker af for i år: Fralandsvind bragte badegæster i fare
Foto: TrygFonden Kystlivredning


Af Lone K. Hansen

Livredderne takker af for i år: Fralandsvind bragte badegæster i fare

I går var sidste dag i år med livreddere fra TrygFonden Kystlivredning på strandene. Selvom det blev en middel sæson målt på det samlede antal indsatser, nåede livredderne at træde til i 22 situationer, hvor personer vurderes at have været i livsfare. Med udsigt til fortsat flere gode badedage i august opfordrer livredderne til, at man passer ekstra godt på fralandsvinden, når de ikke længere er der til at holde øje.

Efter 55 dage på strandene har livredderne pakket deres udstyr sammen og lukket tårnene på strandene for sidste gang i denne sæson.

- Det har været en sæson, hvor vinden har været den gennemgribende faktor i stort set samtlige livreddende aktioner og i rigtig mange af de forebyggende indsatser. Badegæster, kitesurfere og personer på SUP og andre typer boards er blevet overraskede af vinden og har haft brug for assistance til at komme tilbage til land. Vi har samtidig forebygget mange situationer i at udvikle sig alvorligt ved fx at råde til at lade oppustelige genstande blive på land pga. fralandsvind og til at passe på revlehuller og stærk strøm, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Blandet vejr med gode badedage og mange badegæster
De foreløbige tal fra TrygFonden Kystlivredning viser, at livredderne i år har gennemført 57.523 indsatser, hvoraf de 22 aktioner har involveret personer i livsfare. Det ligger nogenlunde på niveau med sæsonen i 2021, men langt fra 2018, som med fantastisk sommervejr hele sommeren nåede rekordhøje 88.355 indsatser, hvoraf 52 aktioner blev vurderet som livreddende.

- Sammenlignet med de seneste år har dette været en gennemsnitlig sæson målt på det samlede aktionstal. Der har dog været hedebølge og meget travlt på strandene i flere perioder, men det er blevet afløst af dage med vind og kølige temperaturer, særligt i Vestdanmark. Samlet set har det været endnu en tilfredsstillende sæson med mange badegæster, som livredderne har haft gode snakke med om vigtige forhold, når man bader. Det er særligt vinden, man skal være opmærksom på, når man bader i de kommende uger, hvor vi ikke længere er på strandene og kan træde til, siger Anders Myrhøj, der samtidig opfordrer til, at man altid bader flere sammen, så man kan holde øje med hinanden.

Der har også været flere badegæster end sædvanligt, der har haft brug for en hjælpende hånd fra livredderne. I løbet af sommeren har livredderne haft førstehjælpskassen fremme og hjulpet badegæsterne med plaster, forbindinger og lignende i 2.458 tilfælde, hvilket er væsentligt højere end de forrige sæsoner.

Vandøvelser for børnene er populære blandt børnefamilierne
Hos livredderne har børnefamilierne kunnet hente råd og inspiration til øvelser målrettet forskellige aldersgrupper, der vænner børn til at være i vandet og gør børnene klar til at lære at svømme – og det har været populært.

- Livredderne har uddelt materialer med øvelser til at gøre børn trygge i vandet, og der har været stor interesse for det fra børnefamilierne. Vi håber, at det har givet børn og voksne noget sjovt at lave sammen i vandet og gjort børnene mere modige og givet dem lyst til at lære mere. Man kan finde øvelserne på respektforvand.dk, og de kan bruges både på stranden og i svømmehaller. I omkring 36 svømmehaller rundt om i landet har vi desuden mindre udgaver af livreddertårnene, hvor man frit kan låne livredderudstyr til børn og voksne og lege og træne sine vandfærdigheder hele året, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

De fem baderåd

-Lær at svømme
-Gå aldrig alene i vandet
-Læs vinden og vandet
-Lær stranden at kende
-Slip ikke børnene af syne

Aktionstal for TrygFonden Kystlivredning 2022 (24. juni – 17. august 2022)

TrygFonden Kystlivredning åbnede sine 35 livreddertårne rundt om i hele Danmark fredag den 24. juni – samme dag som landets skoler fik sommerferie. Frem til og med onsdag den 17. august, hvor tårnene på de danske strande igen blev lukket ned, har livredderne gennemført i alt 57.523 indsatser:

-22 aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer har været i livsfare
-2.458 almindelige førstehjælpsaktioner som fx snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
-3.996 forebyggende aktioner, hvor livredderne har været ude i vandet for fx at advare folk mod at tage en luftmadras med i vandet ved fralandsvind eller at få dem til at svømme tættere på land.
-51.047 oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

Fredagens strømpris
Fredagens strømpris
Mariagerfjord og omegn
Street attack på Astrup skole
Street attack på Astrup skole
Mariagerfjord og omegn
Da en drøm om at opnormere gik i opfyldelse
Da en drøm om at opnormere gik i opfyldelse
Mariagerfjord og omegn
Kreative praktikanter i RebildPorten
Kreative praktikanter i RebildPorten
Mariagerfjord og omegn
Nordjyske Natløb for orienteringsløbere fra Mariager Fjord OK
Nordjyske Natløb for orienteringsløbere fra Mariager Fjord OK
Mariagerfjord og omegn
Hadsund bliver lyserød på lørdag
Hadsund bliver lyserød på lørdag
Mariagerfjord og omegn
Business Brunch – Vitaminer til hovedet
Business Brunch – Vitaminer til hovedet
Mariagerfjord og omegn
Så kom valget
Så kom valget
Mariagerfjord og omegn
Der er stadig ledige badmintonbaner i Oue Idrætshal.
Der er stadig ledige badmintonbaner i Oue Idrætshal.
Mariagerfjord og omegn
Forsøg på tyveri af brændstof i Norup
Forsøg på tyveri af brændstof i Norup
Mariagerfjord og omegn


Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev