Annonce
Del på Facebook   Print siden

Vielshøj Motorservice – en ny socialøkonomisk virksomhed

Hobro
Tirsdag 14. februar 2017 kl. 12:00

Vielshøj Motorservice – en ny socialøkonomisk virksomhed
Jens Vognsggard, Frank Pedersen og Bjørn Bøje Arvidsen


I Hobro og omegn skal man køre langt for at få repareret sin scooter eller crosser, købe reservedele eller købe en ny. Det skal man ikke længere, for nu bliver der nemlig lavet et værksted, udstilling og butik i Hørby Kirkeby.
.
AF Klaus Hansen

Der tilbydes professionel service til konkurrencedygtige priser, og samtidig er der sociale gevinster – for Vielshøj Motorservice er en ny socialøkonomisk virksomhed.

Bygningen til det nye værksted er fundet, og der er store planer om, hvordan den skal istandsættes og indrettes. Værkstedsleder Frank Pedersen, der er uddannet motorcykelmekaniker og har mange års erfaring som værkfører og motorcykelentusiast, fortæller engageret om, hvordan den nye virksomhed kommer til at se ud:

- ’Der kommer til at være et ret stort værkstedsområde, hvor 2-3 køretøjer kan repareres ad gangen, og der er også plads til et lagerrum. Ud mod Løgstørvej bliver der lavet en udstilling med scootere og et udvalg af udstyr, som man kan komme og prøve af. Vielshøj Motorservice bliver autoriseret forhandler af PGO, Peugeot og TGB’, fortæller Frank.

Som Frank levende fortæller om det, er det ikke svært at forestille sig, selv om det endnu kun er de rå mure, der står klar. Frank regner med, at de nye faciliteter kan tages i brug til påske, hvis alt går efter planen. Ud over istandsættelse og indretning skal der inden da lige falde nogle formalia på plads omkring oprettelse af virksomheden som et nyt selskab.

Ud over at få repareret sin scooter eller crosser kan man også købe reservedele - også til motorcykler - i butikken eller i den kommende webshop. En særlig ekstra service er, at man kan få sit køretøj hentet og bragt, da transporten til og fra værkstedet ellers kan være lidt af en praktisk udfordring for mange.

Frank lægger vægt på, at der bliver ydet en professionel service, hvor tingene er i orden og kunden er tilfreds, når han går derfra. Frank har selv haft motorcykelbutik i Hadsund og er som værkfører i 10 år på autoriserede autoværksteder også vant til, at der stilles høje kvalitetskrav.

Selv om der er lidt tid til, at det nye værksted åbner, kan man faktisk allerede nu komme og få sin scooter eller crosser repareret på Vielshøjgård i Odamsgårds Uddannelsesafdeling, hvor Frank er ansat på værkstedet og evt. en lærling i Vielshøj Motorservice hjælper til. Man skal bare henvende sig på kontoret eller i værkstedet på Løgstørvej 82 mellem kirken og forsamlingshuset.

Langt mere end et værksted
Det helt særlige ved Vielshøj Motorservice er, at det er andet og mere end et værksted og butik. Bag oprettelsen af virksomheden ligger der en vision om at give unge, der ikke kan finde en læreplads på almindelige vilkår, en mulighed for at få sig en uddannelse og - ligesom andre unge - få adgang til at udleve sine drømme om at arbejde med det, de brænder allermest for.

Uddannelsesleder Jens Vognsgaard fra Odamsgårds Uddannelsesafdeling har set mange eksempler på behovet i årenes løb, hvor udsatte unge løber panden mod en mur, når de gerne vil i gang med deres drømmeuddannelse:

- ’Vi har unge, der er klar til at finde sig en læreplads, men har brug for en del støtte undervejs, og der skal tages hensyn til deres vanskeligheder, når de er i lære. Det har mange arbejdspladser ikke mulighed for at rumme. Derfor ender det med, at der ikke er plads til de unge i erhvervsuddannelsernes almindelige tilbud, og de falder mellem nogle stole, hvor de ikke rigtigt hører hjemme nogen steder.

Det er svært at holde ud at se på, når der er så mange unge, der godt kan og vil, hvis de får den rette støtte. Derfor har vi taget initiativ til at oprette den nye virksomhed, hvor der i første omgang vil være en læreplads som mekaniker for 2-hjulede køretøjer til 1 ung med behov for særlig støtte.

Målet er, at den unge får en uddannelse af høj kvalitet og bliver så dygtig, at han kan klare sig på det almindelige arbejdsmarked bagefter - og måske endda blive eftertragtet pga. specialiseringen!’

Jens regner med, at den første lærling er fundet, da en af Odamsgårds unge brænder meget for at komme i gang og har gode evner inden for området. 21-årige Bjørn Bøje Arvidsen vil rigtigt gerne have en læreplads, så han kan arbejde videre med det, han allerede kan.

På den kommende arbejdsplads kan der også blive plads til praktikanter, der har perspektiv, lyst og evner til at arbejde med opgaverne. Desuden bliver der behov for personale, der kan hjælpe til med lager, udstilling og administrative opgaver samt afhentning og aflevering af køretøjer til reparation. Det kan sagtens blive medarbejdere, der arbejder på fleks- eller skånevilkår, hvis evnerne og arbejdstilrettelæggelsen kan matches.

- ’Vi er heldige med at have fået ansat Frank Pedersen som kommende værkstedsleder for Vielshøj Motorservice. Han har en stor faglig ekspertise samtidig med, at han også har erfaringer med arbejdet med udsatte unge. Frank har tidligere haft en ung fra Odamsgård i lære og er vant til at tage hensyn til de unge lærlinges vanskeligheder fra sin tid som værkfører. Desuden er han også plejefar for anbragte unge og har det derfor allerede inde under huden i sin dagligdag’, fastslår Jens Vognsgaard.

På længere sigt kan der måske blive mulighed for en lærling mere, men det afhænger naturligvis af, hvordan det går for virksomheden, for økonomien skal kunne hvile i sig selv. Det er ikke ambitionen at tjene penge, men i stedet vil et evt. overskud blive geninvesteret i virksomheden.

- ’På den måde, bliver den sociale nytteværdi af Vielshøj Motorservice meget stor, og vil endda blive større i fremtiden’, understreger Jens Vognsgaard.

Jens har også ideer til andre fagområder, hvor der kan tages tilsvarende initiativer til socialøkonomiske virksomheder – men om det bliver til mere, vil fremtiden vise. I første omgang bliver der høstet erfaringer med Vielshøj Motorservice som socialøkonomisk virksomhed!




© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Hobro og omegn

Hobro støttede op om oprettelse af støtteforening for lokalhistorisk arkiv Hobro
Hobro støttede op om oprettelse af støtteforening for lokalhistorisk arkiv Hobro
Hobro og omegn
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Hobro og omegn
Der samles affald ind i Valsgård i morgen
Der samles affald ind i Valsgård i morgen
Hobro og omegn
Unge giver Ishuset et nyt farverigt liv
Unge giver Ishuset et nyt farverigt liv
Hobro og omegn
Vil du lære at sejle i sejlbåd?
Vil du lære at sejle i sejlbåd?
Hobro og omegn
Hobro er værtsby for årets BørneTour
Hobro er værtsby for årets BørneTour
Hobro og omegn
Hobro fik besøg af Terndrup IF fodbold
Hobro fik besøg af Terndrup IF fodbold
Hobro og omegn
Madam Blå fejrer 30-års jubilæum med åbent hus og pølsevogn
Madam Blå fejrer 30-års jubilæum med åbent hus og pølsevogn
Hobro og omegn
Søndre Skole, overbygningsskolen i Hobro, inviterer til Åbent Hus
Søndre Skole, overbygningsskolen i Hobro, inviterer til Åbent Hus
Hobro og omegn
Påske Camp i Hobro Ik med fokus på den gode kammerat og børns trivsel
Påske Camp i Hobro Ik med fokus på den gode kammerat og børns trivsel
Hobro og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev