Nederlag i Hobros generalprøve mod Vendsyssel

Hobro og omegn
Søndag 8. juli 2018 kl. 09:00

Nederlag i Hobros generalprøve mod Vendsyssel
Foto: Dannie Rosenkrantz


Edgar Babayan sørgede med et flot mål for en pauseføring på 1-0, men den tidligere Hobro-fløj Lucas Jensen blev dobbelt målscorer i anden halvleg og sikrede dermed en 2-1-sejr til gæsterne...
.
AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN

Solen skinnede, da Hobro IK tog imod Vendsyssel FF i sommerens sidste testkamp, inden Superliga-premieren på fredag.

Mandskabet fra Mariagerfjord kom bedst fra land og fik trykket Vendsyssel FF tilbage i kampens indledning, og der var flere gange optræk til chancer omkring vendelboernes målfelt.

Efter 27 minutter fik vi kampens første scoring, da Edgar Babayan tog sig en dribletur på venstre kant, hvorefter han placerede bolden helt oppe i det fjerne målhjørne. En nydelig scoring af offensivspilleren.

Ti minutter efter var Emmanuel Ogude tæt på at bringe balance i regnskabet, da han forsøgte sig med en afslutning fra distancen, som ramte stolpen.

Kort inden pausen var Hobro IK i to omgange tæt på at fordoble føringen efter to flade indlæg, men første gang fik Pål Alexander Kirkevold kun lige snittet bolden, og anden gang fik Vito Hammershøy-Mistrati ikke et ordentligt træf på bolden, som blev sendt ud til målspark.

Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, og Allan Kuhns tropper kunne derfor gå til pause med en velfortjent 1-0-føring.

Gammel kending blev dobbelt målscorer efter pausen
Gæsterne fra Vendsyssel FF fik presset Hobro-mandskabet i bund fra starten af anden halvleg, og det pres resulterede i en hurtig scoring fra den tidligere Hobro-spiller Lucas Jensen, der sendte bolden ind bag Jesper Rask i Hobro-buret.

Kort efter fik Emmanuel Ogude sendt en afslutning afsted mod Jesper Rasks mål, som strøg lige over overliggen.

Efter ni minutter af anden halvleg var Lucas Jensen igen på spil, da han blev spillet i dybden, hvorefter han rundede Jesper Rask og sendte bolden i mål til 1-2.

Efter føringsmålet stod Vendsyssel-defensiven solidt på banen, og Allan Kuhns mandskab havde svært ved at spille sig frem til de helt store chancer.

Først med fem minutter tilbage af opgøret blev gæsternes mål for alvor truet, da Emmanuel Sabbi sendte et godt forsøg afsted fra distancen, men Nicolai Flø fik pareret bolden væk fra sit mål.

Da Hobro-mandskabet ikke formåede at score yderligere, vandt gæsterne fra Vendsyssel kampen med 2-1.

Kampen var den sidste test for Hobro IK, inden det går løs i Superligaen på fredag, hvor mandskabet fra Mariagerfjord gæster Vejle Boldklub.

Kampfakta:
Hobro IK 1-2 Vendsyssel FF (1-0)

Mål:
Hobro IK – Vendsyssel FF 1-0, Edgar Babayan (27. min.)
Hobro IK – Vendsyssel FF 1-1, Lucas Jensen (49. min.)
Hobro IK – Vendsyssel FF 1-2, Lucas Jensen (54. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Rasmus Minor – Frans Putros
Martin Mikkelsen – Nicholas Gotfredsen – Vito Hammershøy-Mistrati – Edgar Babayan
Sebastian Grønning - Pål A. Kirkevold

Udskiftninger:
Ud: Nicholas Gotfredsen - Ind: Mikkel Mejlstrup Pedersen (58. min.)
Ud: Martin Mikkelsen - Ind: Danny Olsen (71. min.)
Ud: Sebastian Grønning - Ind: Emmanuel Sabbi (75. min.)


© Copyright 2018 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst