Hvornum skole ønskes ændret til boligerHvornumTirsdag 12. juni 2018 kl. 15:00 Fagenheden Teknik og Byg ønsker at udarbejde en lokalplan for Hvornum skole efter ønske fra ejer. Lokalplanen skal tilvejebringe plangrundlaget for at gøre det muligt at indrette boliger på Hvornum skole. . Af Helle Schiønning Planforslaget vil give ejeren mulighed for at indrette boliger på den nu nedlagte skole. Ejeren har givet udtryk for, at han ønsker at indrette op til 50 arbejderboliger, og da Hvornum er en landsby med lidt mere end 300 indbyggere, vil projektet kunne påvirke udviklingen af Hvornum betydeligt. Samtidig har en række borgere allerede nu givet udtryk for, at de ønsker og forventer at blive inddraget tidligt i processen. Derfor mener fagenheden Teknik og Byg, at borgerne i Hvornum skal inddrages hurtigst muligt således, at der skabes en politisk opbakning til projektet og det gøres klart, hvad den fremtidige funktion for Hvornum skole skal være. Fagenheden anbefaler derfor, at der forud for udarbejdelsen af et lokalplanforslag afholdes et indledende borgermøde med henblik på at drøfte indholdet af en planlægning. Punktet var på dagsordenen til møde i Teknik og Miljø d. 11. juni, og det blev besluttet at udskyde en endelig beslutning til der har været afholdt et borgermøde. Der blev dog gjort opmærksom på, at juli måned er en vanskelig måned for et borgermøde. Udvalget foretrækker, hvis der kan findes en dato i juni.
|