I al sin glans nu stråler solen……MariagerOnsdag 16. maj 2018 kl. 12:00
Pinsesøndag lyder Grundtvigs ”I al sin glans nu stråler solen”. – Hos veteranbanen glinser og stråler materiellet tilsvarende af sommerens komme. . Af Helle Schiønning De allerfleste af banens køretøjer har nemlig i vinterens løb været igennem en større ”upshining”. Gemt bort fra vinterens mørke og kulde, har vognene været parkeret i vognhallen på Handest station og her gennemgået den helt store ”forårsklargøring”. Vognene formeligt strålede derfor om kap med forårssolen, da de forleden dag blev trukket ud af vognhallen i Handest efter vinterens klargøringsarbejder. Veteranbanens driftsbestyrer Jan Eriksen fortæller, at gennem den forløbne vinter har banens historiske køretøjer været en tur omkring Handest station. Her har en lille håndfuld af banens seniorer givet de aldrende køretøjer en overhaling. Der er blevet slebet på teaktræsvognkasserne, som efterfølgende er blevet olieret – i et særligt tilrettelagt ”program” - med maritimt yach-olie efter alle kunstens regler. ”Trofaste og solide køretøjer, der har tjent veteranbanen i snart 50 år, har krav på en fortsat god pleje og omsorg”, som driftsbestyreren udtrykker det. Køretøjernes dåbsattester overgår dog langt banens seniorer i alder. Den ældste personvogn er bygget i 1910 og den yngste er fra 1935; femten år før banens ældste senior kom til verden! ”Jeg ved, at de gæve seniorer har gået og hygget sig gevaldig i vognhallen, samtidig med, at der er udført et godt stykke klargøringsarbejde på det historiske materiel. Der har været en god stemning, og humøret har været i top. Der er blevet kælet for vognene, og alle seniorer har gået til opgaven med ildhu og respekt for de aldrende køretøjer. Seniorerne ved jo om nogen, at der skal passes godt på det grå guld. – Så skulle der ude i landet sidde nogle 60+ ère, der har tid og lyst til at give et nap med hos veteranbanen, så er det blot møde op på banen. Det hele foregår i et roligt tempo og i et godt kammeratskab” fortæller Jan Eriksen. Veteranbanemateriellet holder nu klar på stationen i Mariager og venter blot på sæsonstart, som i år er søndag den 3. juni.
|