Engbro til havnen påbegyndt i Øster Hurup

Øster Hurup
Tirsdag 8. maj 2018 kl. 17:00

Engbro til havnen påbegyndt i Øster Hurup
Den påbegyndte engbro fører til havnen


Nu er arbejdet med at anlægge den træbelagte engbro mod lystbådehavnen indledt i Øster Hurup.
.
Af Helle Schiønning

Arkitektfirmaet Møller og Grønborg fortæller med egne ord på Mariagerfjord kommunes hjemmeside:

Via ensartet belægning på den nye plads i byen, skabes der en sammenhæng til Havnepladsen, som er vejen, der fører til havnen.

Her vil der etableres en promenade på den nordlige side af vejen i samme belægning, så de bløde trafikanter får bedre forhold. Hvor vejen skifter fra boligområde til alene at udgøre forbindelse til havnen, krydser promenaden over på sydsiden af vejen og herfra etableres en ”engbro” for fodgængere, så man ledes over strandengsarealet og føres ud ved lystbådehavnen.

På arealet over for Turistkontoret forskydes parkeringspladsen, bliver mere tydeliggjort og markeringen ud mod vejen langs arealet bearbejdes visuelt, så det fremstår som en helhed med resten af projektet.

Engbroen etableres med reference til datidens adgang til havnen. Tidligere ankom man via en træbro, men er storm ødelagde tilbage i 1940’erne denne forbindelse og efterfølgende er havnen blevet landfast – og den gamle havbund er nu omdannet til strandengareal.

Med en let hævet bro over engen, vil projektet dels skabe en markant naturoplevelse og en både logisk og æstetisk ankomst til havnen i forhold til den nuværende løsning, hvor man færdes langs kanten af vejen og ledes ind gennem boligområdet på havnen.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.