Ny direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley

Hobro
Mandag 16. april 2018 kl. 14:00

Ny direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley
Søren Bjerregaard Pedersen


Brint og biogas vil fortsat være et vigtigt omdrejningspunkt i centrets virke, men fra 1. maj hedder direktøren Søren Bjerregaard Pedersen. Han afløser Lars Udby, der fortsætter i organisationen med fokus på projektskabelse.
.
Af Helle Schiønning

Søren Bjerregaard Pedersen kommer fra en stilling som udviklingschef hos NordDanmarks EU-kontor, hvor han har stået i spidsen for strategisk udvikling af organisationens tilbud til erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner. Som direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley skal Søren Bjerregaard Pedersen videreudvikle centrets position som central national og international aktør og partner i etableringen af projekter inden for den grønne omstilling af energisektoren. Lars Udby, der har været direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley siden 2009, fortsætter i organisationen og vil
have fokus på etablering af nye projekter blandt andet inden for elektrofuels.

Hydrogen Valley i Hobro har gennem en årrække markeret sig som en væsentlig spiller inden for udvikling og gennemførelse af energiprojekter, hvori indgår grønne gasser og brændselsceller. Centret har bidraget til etablering af mere end 200 arbejdspladser med udgangspunkt i disse teknologier. Senest har Hydrogen Valley gjort sig bemærket i
forbindelse med etableringen af en af Europas største og mest avancerede fabrikker inden for fremstilling af brint, der er baseret på elektrolyse med strøm fra bla. vindmøller. HyBalance-anlægget, der er under opførelse i udkanten af Hobro, har den franske gas-koncern Air Liquide som hovedinvestor og har modtaget midler fra EU’s FCHJU-program og det danske ForskEL-program.

- Søren Bjerregaard Pedersen kommer til at stå i spidsen for at tage Hydrogen Valley mod nye mål inden for den grønne omstilling. Hydrogen Valley har gennem årene positioneret sig som en central aktør og partner også inden for energiklyngen House of Energy, der har integrerede energisystemer som sit fokus. Grønne brændsler er en nøglefaktor i integreringen af energisystemer, og den nye direktør skal styrke arbejdet med disse teknologier – til gavn for erhversvudviklingen i området og til gavn for udvikling af dansk ekspertise på området, siger Peter Christensen, formand for CEMTEC-fonden.

Om Søren Bjerregaard Pedersen
Søren Bjerregaard Pedersen er MA i organisation og ledelse og har en MBA i Innovationsledelse. Han kommer fra en stilling som udviklingschef i NordDanmarks EU-kontor, hvor han har haft ansvaret for at etablere rammer for udvikling af innovative tiltag inden for erhvervsliv og den offentlige sektor, blandt andet med tiltrækning af EUmidler.

Om CEMTEC og Hydrogen Valley
CEMTEC-fonden er en erhvervsdrivende fond, som bla. driver erhvervsparken CEMTEC i Hobro. Hydrogen Valley har til huse i erhvervsparken og driver udvikling og etablering af projekter inden for energisystemer, hvori der indgår grønne brændsler som brint, biogas og metanol. Hydrogen Valley er partner i energiklyngen House of Energy, som med fokus på integrerede energisystemer samler virksomheder, organisationer og forskere, der arbejder med bæredygtige energiteknologier.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.