Stor tilslutning gav godt borgermøde i Als

Als
Torsdag 11. januar 2018 kl. 09:00

Stor tilslutning gav godt borgermøde i Als
Borgermødet i Als blev et tilløbsstykke


Borgermødet i Als blev et tilløbsstykke langt over hvad styregruppen havde forventet.

.
Af Helle Schiønning

120 mennesker havde valgt at bruge deres onsdag aften på udvikling af Als.

Byrådsmedlem Henrik Sloth deltog også i mødet, og sagde bagefter:

- Jan Gerts fremlagde de tanker styregruppen havde omkring forskellige lokaliteter i Als og derefter var der mulighed for, at man i grupper kunne fordybe sig i netop det område man selv havde størst interesse for.

Det kom der rigtig mange gode ideer ud af. Bl.a en samling af alle aktiviteter omkring hallen så man er fælles om lokalerne i de forskellige foreninger.
Derudover var der planer for stianlæg med historiefortælling og en Mountbike rute på Ravnbjerg.
De mange ideer skal nu finpudses af de enkelte grupper inden de samles af styregruppen til en udviklingsplan for Als.
Fantastisk opbakning - hjemmearbejdet var i orden, og der skal lyde stor ros til styregruppen herfra, slutter Henrik Sloth.

I efteråret bevilgede kommunens kultur og fritidsudvalg 100.000 kr til at understøtte arbejdet med at pejle sig ind på de lokale udviklingsønsker.

”Als er i kommunens landdistriktspolitik defineret som bosætningslandsby, og derfor giver det god mening at køre en proces her” fastslog Udvalgsformand Jørgen Pontoppidan. Lokale kræfter i byen har gennem længere tid presset på for at få fastlagt en retning for hvordan lokalområdet skal udvikles, og nu er man godt i gang i tæt samarbejde med konsulent Jeanette Lund, Thisted, der faciliterer processen.

Als By rummer knap 1000 indbyggere, men det omkringliggende opland langs kysten og i baglandet er også medtænkt i projektet. Udover midler til at køre processen og få udarbejdet planen, kan der også realiseres nogle småprojekter på den lidt kortere bane. På længere sigt er det tanken at der kan søges projektmidler fra kommunen og diverse fonde til at sætte de lidt større skibe i søen. Området gæstes i sommerperioden af turister i tusindtal – dels i sommerhusene på kysten – dels af endagsturister, der gerne opsøger strandene. Sågar er området kommet i fokus hos en del kite-surfere, der gerne bruger området som et ”mini cold Hawaii”.

Det forventes at den endelige udviklingsplan er klar i løbet af foråret, således at Als kan gå i aktion.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.