Politiet havde en travl weekend i Hobro

Hobro
Mandag 11. december 2017 kl. 12:00

Politiet havde en travl weekend i Hobro

En del sager af blandet art pryder politiets døgnrapport fra Hobro
.
Af Helle Schiønning

Politiet har en del sager på weekendens døgnrapport fra Hobro.

Den ene sag drejer sig om en 22-årig mand, som ved Torvebaren søndag kl. 02.20 følte trang til at udtrykke sin uforbeholdne mening om politiet…det gjorde han ved at gi´ dem fuck-fingeren, og kalde dem bøsserøve. Manden indkasserede en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen.

Søndag kl. 03.32 var den gal på Hyldevej i Hobro. Her standsede patruljen en bil, og den lokale 38-årige fører blev mistænkt for spirituskørsel. Han blev taget med til en blodprøve.

Fredag fik en 26-årig mand stjålet sin mobiltelefon og pung fra sin jakkelomme, da han besøgte Rosendalhallen i Hørby.

Der er også indløbet anmeldelse fra en mand, som har fået stjålet sin pung med 700 kr. i kontanter. Det skete da han lørdag kl. 17.15 havde problemer med elevatoren i Føtex i Adelgade. Her sprang to udlændinge galant hen og ville hjælpe – hjælpen kostede altså manden sin pung…



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.