Ny café slår dørene op på Hobro Station

Hobro
Tirsdag 14. november 2017 kl. 15:30

Ny café slår dørene op på Hobro Station

I midten af december åbner Café Samskab i ny istandsatte lokaler på Hobro Station
.
Af Helle Schiønning

Byens nye serveringssted er et social økonomisk projekt, der er drevet af Fonden Hedehuset, og den vil kunne tilbyde togpassagerer, og andre der måtte komme forbi, et udvalg af blandt andet kaffe, kolde drikke, sandwiches, kage og frisk frugt.

Formålet med caféen er ikke kun at servere kaffe og kage for Hobros borgere, men at kombinere det med en social indsats med fokus på for eksempel beskæftigelse og uddannelse af de ansatte, og direktør i Fonden Hedehuset Carsten Bredahl, ser da også frem til søsætte projektet og åbne dørene til cafeen:

”Jeg glæder mig til at komme i gang med dette projekt, som vi har arbejdet på det sidste halve år. Ud over at drive en café på stationen er vores formål at hjælpe udsatte borgere videre i livet, og vi kombinerer det daglige arbejde med en social-, uddannelses- og beskæftigelsesrettet indsats, så medarbejderne kommer til at gå fra at være udsatte borgere til at være ansatte medarbejdere.
Vi har haft et godt samarbejde med DSB, og hvis dette projekt bliver en succes, kan jeg godt se flere muligheder for at starte lignende projekter op på andre af DSB’s stationer,” siger Carsten Bredahl.

Underdirektør i DSB Ejendomme, Jes Transbøl, ser også frem til samarbejdet.

”Hobro Station har stået tom, siden vi lukkede kiosken i 2013, og det er derfor glædeligt, at Café Samskab nu åbner og kan tilbyde vores togpassagerer og byens borgere en kop kaffe og en sandwich. Det kommer til at skabe liv og aktivitet for alle, der har deres gang på stationen. Jeg synes, at Café Samskab er et interessant initiativ, og det lægger sig godt op ad de tanker, vi gør os omkring udlejning af vores tomme og halvtomme stationer. Det gør det blandt andet, fordi de har et bredt funderet samarbejde med lokale aktører, og hvis det får succes, kan jeg godt se muligheder for at udvide samarbejdet til andre af vores stationer,” siger Jes Transbøl.

I opstartsfasen vil cafeen have åbnet mellem 7.00 og 15.00. Det forventes, at åbningstiderne udvides senere.




© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.