Nordjyske Jernbaner skal også køre til Arden og Hobro!

Mariagerfjord og omegn
Lørdag 11. november 2017 kl. 08:00

Nordjyske Jernbaner skal også køre til Arden og Hobro!
Alliancen består af transportordførerne for Folketingets to største partier, Rasmus Prehn (A) og Kim Christiansen (DF) samt Pia Adelsteen (DF)


Stærk transportpolitisk alliance på Christiansborg giver nu hinanden håndslag på at arbejde for, at Nordjyske Jernbaners lokaltog også kommer til at dække Arden og Hobro...
.
Af Klaus Hansen

Alliancen består af transportordførerne for Folketingets to største partier, Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet og Kim Christiansen fra DF samt Pia Adelsteen, der udover at være medlem af Folketinget og miljøordfører for DF, også er byrådskandidat i Mariagerfjord Kommune.

I august overtog Nordjyske Jernbaner en stor del af den nordjyske jernbanekørsel, så man fx kan køre direkte fra Skagen til Aalborg. I dag dækker Nordjyske Jernbaners område til og med Skørping station, men ikke hverken Arden eller Hobro stationer, der ligger i Mariagerfjord Kommune.

”Mange i Arden og Hobro har undret sig gevaldigt over, hvorfor Nordjyske Jernbaner dog ikke fortsætter til Arden og Hobro – det hedder jo Nordjyske Jernbaner, hvorfor så ikke dække hele Region Nordjylland med Arden og Hobro?” Spørger Pia Adelsteen og glæder sig over, at Folketingets to største partier vil arbejde på en løsning.

”Udfordringen har været mangel på nye signaler, der betyder, at det kan gå udover de gennemkørende DSB intercitytog og lyntog til resten af Nordjylland, hvis vi optager plads på skinnerne, altså det der hedder ”kanalplads” i fagsproget, forklarer Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, der understreger, ”at vi straks vi får styr på de nye signaler har mulighed for at åbne op for Nordjyske Jernbane til Arden og Hobro, og det bør vi gøre så hurtigt som overhovedet muligt – det giver mening, at Nordjylland bindes ordentligt sammen med Nordjyske Jernbaner. Og kan det overhovedet lade sig gøre inden de nye signaler er klar, så gør vi det”, slutter Prehn.

Kim Christiansen og Rasmus Prehn har ved flere andre lejligheder sat sig igennem, når det handler om transportpolitik på Christiansborg. Den stærke transportpolitiske alliance imellem de to har blandt andet været kraftigt medvirkende til, at den nye taxilov, der sætter en effektiv stopper for piratfirmaet Uber, kom igennem. Men også forliget om Bedre og Billige kollektiv trafik, puljen med 100 millioner kroner til cykelfremme og ikke mindst togfonden, der sikrer elektrificering af jernbanen og skinneopgradering, har de to transportordfører været afgørende aktører i.

”Jeg går efter at få så meget sund og fornuftig transportpolitik igennem på Christiansborg, som overhovedet muligt, og her har samarbejdet med Rasmus Prehn vist sig at være effektivt, siger Kim Christiansen, der i øvrigt i år fejrer 10 års jubilæum som transportordfører for Dansk Folkeparti.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.