Læserbrev: Lad os give børnene et tilbud i efterårsferien

Rebild og omegn
Onsdag 11. oktober 2017 kl. 15:00

Læserbrev: Lad os give børnene et tilbud i efterårsferien

Hvad med dem, hvor far og mor skal arbejde, eller hvor der ikke lige er muligheder for aktivitet? Så kan en efterårsferie godt blive lang og kedelig

.
Af Birgitte W. Simonsen, Tranebærvej 48, Støvring. Kandidat til Kommunevalget 2017 for de Konservative.

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt. Det er for mange skolebørn nogle dejlige dage med aktiviteter sammen med familien, men hvad med dem, hvor far og mor skal arbejde, eller hvor der ikke lige er muligheder for aktivitet. Så kan en efterårsferie godt blive lang og kedelig.

Hvis vi kigger over kommunegrænsen mod syd, så har Mariager Fjord Kommune et spændende tilbud til deres skolebørn.

Under overskriften Aktiv-ferie.nu, er der mulighed for at skolebørnene kan melde sig på forskellige aktiviteter i en eller flere dage. De frivillige foreninger har opstillet en række aktiviteter, som man kan tilmelde sig. Kreativt værksted, Naturaktiviteter, Undervandsrugby, E-sport boot camp og andre aktiviteter er blandt dem som bliver tilbudt. Foreningerne modtager et mindre tilskud fra kommunen til afvikling af aktiviteterne og eventuel mad til børnene.

Rebild Kommune er allerede i dag med i Aktiv-ferie.nu-projektet i forbindelse med sommerferien, hvor kommunens børn i stor stil deltager i de udbud som de frivillige foreninger giver.

Jeg synes, at Rebild Kommune skal overveje, at man ligesom Mariager Fjord Kommune, også i efterårsferien og i vinterferien tilbyder aktivitet for skolebørn. Hermed kan vi være med til, at børnene får nogle spændende dage, hvor de forhåbentligt også fysisk er i aktivitet.

Ordningen er afhængig af at kommunens foreninger vil tilbyde at afholde aktiviteter, men jeg er ikke i tvivl om, at foreningerne inden for idræt og de forskellige hobbyer vil bakke op om denne mulighed for at komme i kontakt med børn, der har interesse for netop det som den enkelte forening tilbyder.

Ud over et tilbud til det enkelte barn, så vil en udvidelse af ordningen i Rebild Kommune forhåbentlig betyde, at flere børn og unge bliver tilknyttet det store og velfungerende foreningsliv vi allerede i dag har i vores kommune.

Der er åbent for kommentarer allernederst på siden.





© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.