Roforbundets træningslejr for U17 gruppen afholdt

Hadsund
Lørdag 12. august 2017 kl. 17:58

Roforbundets træningslejr for U17 gruppen afholdt
46 af de største ro-talenter i årgangen var samlet i Hadsund


46 af de største talenter i årgangen var samlet for at finpudse form og teknik med henblik på udtagelsesstævne medio august...
.
Af Helle Schiønning

Træningslejr:
Hadsund roklub dannede i uge 31 rammen for Roforbundets træningslejr for U17 gruppen. 46 af de største talenter i årgangen var samlet i Hadsund for sammen med lokale og tilrejsende trænere at finpudse form og teknik med henblik på udtagelsesstævne medio august. Her skal det endelige hold til årets Baltic cup udtages. Interessen og ikke mindst ambitionerne for at komme med på U17 landsholdet er tydeligt meget stor i år, hvor Baltic cup afvikles i Belarus.

Fra Hadsund Roklub deltog Ida Blomstrand, Haris Alagic, Thea Bach Stegger og Agnete Munk.

Alle fire stiller op til udtagelsesregatten og spåes gode chancer for senere udtagelse. " Vi er meget glade for at kunne afholde sådan en træningslejr i Hadsund" lyder det fra Roforbundets ungdomstræner Anders Tranberg.

"Det er anden gang vi afholder træningslejr i Hadsund i dette kalenderår, og det gør vi selvfølgelig kun fordi vi synes, at her er godt at være, at her er gode faciliteter og at vi mødes med en stor imødekommenhed fra klubbens side" fortsætter Anders Tranberg.

Gennem ugen var de mange unge deltagere delt i arbejdshold, der stod for forplejning, indkøb og rengøring. Vigtigst var dog de to daglige træningspas og de efterfølgende refleksioner over dagens træning.

1000 overnatninger:
Med det store rykind man oplever i Hadsund Roklub er man allerede på nuværende tidspunkt af året oppe på godt 1000 overnatninger bare i 2017. "Vi oplever en større og større søgning fra roere i hele landet for at udnytte klubbens faciliteter" lyder det fra Roklubben. De mange overnatninger giver meget stor omsætning i byen og lokalområdet. Vi ser at de gæstende roere alle enten køber mad i de lokale forretninger for efterfølgende selv at lave mad i klubbens lokaler, eller besøger byens restauranter.

Da vi udvidede klubbens faciliteter i 2010 var det netop med henblik på at kunne tiltrække roere til Hadsund fremfor at vores medlemmer måtte rejse andet sted hen for at forfølge deres sportslige drømme. En vision vi nu tydeligt ser er lykkedes.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.