FjordFØLJEtonen

Mariagerfjord Mariagerfjord og omegn
Lørdag 11. oktober 2014 kl. 07:00

.
Føljetonen bliver fra dags dato bragt i korte afsnit flere gange ugentligt.

Den tager udgangspunkt i livet i en eller anden fjordby...(tidligere afsnit kan læses længere nede)

Af Erna Bechly

-Ja, hvem kunne ikke forestille sig sådan en udsigt som morgenhilsen?, lød en stemme bag ham. En kvinde var kommet hen til ham, helt lydløst, mens han stod og nød udsigten. –Hvad bringer dig herud blandt så mange smukke steder? –Åh, undskyld, jeg må da hellere præsentere mig, det nåede jeg ikke, fik hun sagt med en besnærende stemme, grænsende til det indtagende. –Jo Winther! –Velkommen hertil!
Han kunne næsten ikke få vejret. Lige i et splitsekund havde han troet, at det var Janne, der havde listet sig ind på ham for at forskrække ham. Men, det var ikke Janne. Her stod en kvinde i midten af tyverne med gnistrende blåsort hår, moderigtigt klippet med spidse ender, der med lethed lod sig blæse ind mod hendes solbrune hals og væk fra den igen, så man kunne se hendes store sølvøreringe der mere end understregede hendes feminine attitude. –Jeg må da virkelig tilstå udsigten overstiger min vildeste fantasi, fik han svaret, da han langt om længe fik kontrol over sin stemme. Det kommer helt bag på mig, ja det havde jeg ikke regnet med. –Man bliver heldigvis ofte overrasket på den gode måde, fik hun indskudt. –Ja, det tør siges, andet kunne han ikke få sagt. –Er der rift om boligerne her, fik han taget sig sammen og spurgt. –Jeg er rimelig sikker på, at stedet her lige er noget for os, jeg må have min kone med herned og se på det inden vi beslutter os. Ja, det er blot en formalitet, tilføjede Lebek. Dét med konen var smuttet ud af ham, inden han nåede at tænke sig om. Men, hvad, det kunne hun ikke vide. Noget måtte han finde på for at fastholde kontakten med denne her kvinde. Så meget vidste han. (Fortsættes)

_____________________________________________________________
-Hvis du nu går ned mod byens torv, det store torv, du ved med springvandet, så stil dig foran det og kig over på den anden side af gade. Oppe på 3. sal, lige ovenpå frisøren der har hun sit kontor. Annis vejledning var grundig. –Tak skal du have, ha´det så længe, jeg er smuttet. Lebek drejede hurtigt rundt på hælen. Nu følte han sig godt tilpas. Det var også på tide, han fik købt de nye shorts og de nye løbesko, det sendte andre signaler end de afklippede cowboybukser og slidte sandaler. Og, Anni havde hvisket ham i øret, at hvide tennissokker nu om dage var skod; som om han ikke vidste det. Anni havde småflirtet lidt med ham, da de alle tre havde siddet og hygget sig. Ja, den nattestund havde sat gang i sagerne. Kunne er så komme sang i gaderne, som bysbarnet Ricardo havde filosoferet, da han var landstræner. Varmen var næste ulidelig, da han nåede frem til adressen, hvor lejlighedskomplekset var under opførelse. Helle Winther var ikke til stede på kontoret til hans store ærgrelse. I første omgang. Men han fik dog hurtigt ærgrelsen på afstand. Kontordamen gav ham en adresse og en nota, beregnet til betaling for en taxa ud til kysten. Der var ingen smalle steder. Udsigten var ganske enkelt strålende med terrassen vendt ned mod det blå hav. Her kunne han lige forestille sig at sidde og skrive artikler som freelance med et køligt glas hvidvin eller en kold spansk pilsner ved side og så maile det hjem til de hjemlige medier. (Fortsættes)_____________________________________________________________

Arno Lebek var klar over, at han måtte videre. Anni stod og bryggede en ny omgang kaffe efter at de sidste gæster havde forladt det lille lokale, der udgjorde en spisestue med alskens nips og ting fra Danmark. På væggene hang der store plakater af det danske EM fodboldhold fra 1984, Bjarne Riis som Tourvinder, et billede af Jodle Birge, et af Birthe Tove fra en af 70ernes sengekantfilm og fotostat fra den gamle Hadsundbro, ret meget mere dansk kunne det vidst ikke blive.
-Hej Anni, lige et sidste spørgsmål i denne omgang…du ved, han tøvede lidt, nu var det jo om lige at få den grejet rigtigt. Han fortsatte, -Grenen snakkede lidt om en frøken Winther, der sælger lejligheder, hvor finder man mon hende? –Hun kommer her af og til, så får vi en sludder om gamle dage derhjemme. Anni lød helt oplivet ved tanken om de besøg, da hun svarede. Hvad er det, hun står og siger?, tænkte han, hun serverer jo den ene oplysning efter den anden på et sølvfad. –Er frøken Winther nu også med i din journalistiske research, er det ikke dét I kalder det, når I sådan snuser lidt rundt? Hov, hun er vidst på vagt alligevel, tænkte han, måske for tidligt at glæde sig. Anni smilede til ham. Hun er nu en sød pige, blev han enig med sig selv om. Gad vide om man skulle bruge lidt mere tid her en anden god gang? (Fortsættes)

_____________________________________________________________-_____

Der var kommet en del frem i nattens løb, da Grenen tydeligvis var kommet til at tale over sig. Han fortalte, at Helle Winthers datter var ejendomsmægler, akkurat som sin moder og dette med ansvar for salget af ferielejligheder. Det måtte han se nærmere på. –Det har været hel kanon, det her, her vil jeg gerne bo en del af året, når jeg har afsluttet min uddannelse, sagde Lebek. Grenen og Lebek sad stille over en kop kaffe, hovederne havde det ikke helt godt, så det var en mere end almindelig roligt start på dagen. Lebek fortsatte, -Jeg kunne godt forestille mig sådan en et eller toværelses, det kunne være sagen, han fortsatte sin talestrøm. –Så, det er vist på tide, at jeg kommer ud og ser mig omkring. Hvad med dig, er du klar? –Har du spurgt Anni? Grenen gav langt om længe lyd fra sig nu, hvor et par gamle dansk havde suppleret morgenkaffen. –Jeg aner ikke hvordan man får fat i en lejlighed, det ved hun alt om. Nej, du, jeg bliver her, jeg har lige et par småting, jeg skal have ordnet, så smut du bare. Grenen havde svaret. (Fortsættes)

___________________________________________________________________

Restaurantens menukort og souvenirbutikkerne var helt nye for ham. Grenen lod som ingenting, for ham var det jo sædvane med al det halløj omkring sig. –Jeg må da lige love for, at han fik travlt med at kigge den anden vej. Sig mig, så du ham ikke, fik Lebek spurgt, da Grenen langt om længe reagerede på skulderprikket,
-Hvem så jeg ikke? Grenen virkede lettere konfus. –Konrad sgu da, autoforhandleren i egen høje person, han kom gående ovre på det andet hjørne, men lige så hurtigt som jeg så ham, lige så hurtigt var han ude af syne igen. Lebek blev lidt underlig til mode. Hvad sker der lige her? -Åh, Konrad Hansen, fik Grenen svaret, han er så tit på de her kanter. Men, hov, vent nu lige lidt. Grenen rystede på hovedet, lod fingeren stritte hen over det hvid overskæg. –Nej, det kan sgu ikke have været ham du så, han var her for et par uger siden. Så, det må være en der ligner. –Ja, som to dråber vand, svarede Lebek, men det beroligede ham nu ikke. Tværtimod. Han var sikker i sin sag. Han prikkede Grenen på skulderen. –Nej, du, jeg er 110% sikker på, at det vatr Konrad Hansen fra Hadsund i egen høje person, der lige rundede det hjørne før i skarpt trav, ham tager jeg ikke fejl af. Nej, faneme nej, det var ham. Kan ske du er forkert på den kære Grenen. Han lod udsagnet hænge i luften.
Tiden var ilet af sted. Der var kun en dag tilbage af turen. Nysgerrigheden var blevet væsentlig forstærket. Des mere han havde hørt, des mere var han klar over, at han måtte hjem og søge nye oplysninger. Nu, var det om at være effektiv de sidste timer. Han havde besluttet at konfrontere Grenen med sin aftale hos frøken Winthers ukendte datter. (Fortsættes)

__________________________________________________________________
Konrad eller ej

-Tjener godt, tjener godt, nej det vil nok være for stor en løgn at stikke ud. Men, jeg forsøger at leve billigt derhjemme. Huslejen er ikke høj, og tøj, det er nu ret begrænset, hvor meget jeg invester i det. Og de bajere jeg drikker, de er til at betale sig f ra. Om ikke andet så kan jeg altid klunse eller rafle mig til en omgang, og for at det ikke skal være helt løgn, så ryger der også nogle kroner ind på kontoen ved poker. Men, det skal du nok ikke lige snakke alt for højt om. Grenen trak på smilebåndet, skattefar vil jo nok gerne have sin andel ikke?
Og flyvebilletten herned, herregud, den koster ikke noget længere med Ryan Air og hvad de ellers hedder de billige flyselskaber. Og sølle femhundrede for en uge, mere forlanger Anni ikke for at stille seng og bad til rådighed. Vi er jo gode gamle skolekammerater hjemme fra. –Ja, nu er de jo ved at rive skolen ned, så er der sgu ikke mange synlige minder tilbage fra den tid. Grenen tog en ordentlig slurk.
Oswald Grøn, som hans navn rettelig er og Arno Lebek var langsomt ved at komme tættere på hinanden. Den lange flyvetur havde gjort sit. Lebek havde følt sig 100% accepteret lige fra første færd af. Han havde en fornemmelse af at Grenen var en af de fyre, der var sine venners ven, ubetinget, når først venskabet var etableret. Ja, de svingede faktisk godt sammen. Grenen som den udadvendte med hang til gag i sagerne og han selv som den mere afventende, klar til at spotte sine omgivelser. –Hvad var det ikke autoforhandleren, der gik der? Hvad f….. laver han mon her, så du ham ikke? Lebeks stemme var ved at knække over, da han hurtigt fik prikket Grenen på skulderen. Han var lige kommet nogle skridt bagud, der var så meget der skulle iagttages nærmere. (Fortsættes)

_____________________________________________________________________

Costa del Sol

Arno Lebek havde taget Grenen på ordet. Takket ja til at holde ham med selskab på turen til den spanske solkyst. Lebek havde en vag fornemmelse af, at det selskab kunne bringe ham et skridt videre på vejen mod en eller anden form for indsigt i, hvad der foregik i Hadsund. Hvad det var, vidste han ikke.
Det ville ikke undre ham om Grenen vidste noget, han gerne ville vide. Nu var det om at spille sine kort rigtigt.
-Her er sgu hyggeligt, må jeg sige, det lader til, at du er godt kendt her. Hvor mange gange, er det du har været hernede? Lebek spurgte Grenen, da de havde fået sat sig til rette på en af de nærmest beliggende fortovscaféer, få meter fra deres værelser på pensionen. Et par værelser som Grenen havde bestilt, samme sted som han plejede at indlogere sig.
-Åh jeg har ikke tal på, hvor mange gange. Lad mig se, for 8-9 år siden begyndte jeg, at spille, det var urmageren, der lancerede spillet for mig. Ja lige siden har jeg været ”solgt” til det spil. Hvad bliver det til, vel omkring en 30 gange. Så jeg føler mig efterhånden godt hjemme. Ja man kan vel sige, det er mit andet hjem. Havde jeg pengene til det, så flyttede jeg herned. Men sådan spiller klaveret ikke hos Grenen. Desværre. Han så på Arno Lebek, der gned sig hen over panden. Varmen var trykkende. Ikke på nogen ubehagelig måde.
Det kunne nu også ses på Grenens ansigt, hvis kulør var endnu mere rød end ellers. En stærk kontrast til hans snehvide hår. Hvor utroligt det end kunne synes, så holdt han sin figur. Slank og spændstig var han stadig, selvom man kunne forvente det modsatte, når det daglige bajerdrikkeri hos købmanden, blev taget i betragtning. Som en af de få, kunne det ikke umiddelbart ses på Grenen, at han tilhørte det slæng. De fleste af de andre bar mere eller mindre præg af et liv, hvor det daglige ølfællesskab var i højsædet. Nogle havde de typiske ølmaver, andre forsømte tydeligt deres personlige hygiejne. Også her var Grenen, kontrasten. Alene det, at han kunne tillade sig at rejse sydpå 3-4 gange om året og indlogere og spille golf vidnede om det.
Lebek kastede et blik nedover sin krop, alt imens han sad og spekulerede på i hvilken takt, han skulle fremsætte sine ønsker for turen.
Maven, den fyldte mere end ellers, det afslørede den stramme t-shirts fra sidste sommer med tydelighed. Det havde heller ikke været alt for nemt, at få de afklippede cowboyshorts på. De strammede ubehageligt. Måske tiden, også var inde til, at han fik købt sig et par respektable lærredsshorts i stedet. Var han ikke blevet for gammel med sine 35 år til, at ligne en af de unge.
Det var hans daglige dilemma. At føle sig ung med de unge. For det blev han nødtvunget til, mere eller mindre i tiden på journalisthøjskolen, hvor størsteparten af hans medstuderende var 10-15 år yngre end han var. Det var først sent i hans voksenliv, at han fik gjort alvor af at realisere sin drøm, om at komme ind på skolen og i gang med uddannelsen.
Drømmen var ikke sådan helt gået i opfyldelse. Han havde forestillet sig, at han i sin praktikperiode kunne komme ind på et af de store dagblade og komme i gang med, at udøve afslørende journalistik.
Men der havde ikke været noget, at gøre. Løbet var kørt, da pladserne skulle fordeles. Så han måtte nøjes med, at få en praktikplads på en ugeavis. Det var der nu ikke megen status i.
Så derfor lå det ham stærkt på sinde, at få udrettet noget synligt i hans halve år i Hadsund.
Var han mon på rette vej?
-Skål og lad os håbe vi får en god uge her, det var Grenen der med højlydt stemme rev Lebek tilbage til virkeligheden. Han rakte sit glas henover det runde cafébord de havde sat sig ved. –Ja skål du, det er betryggende for mig, at holde dig med selskab. Det er jo ikke sådan, når man er lidt ukendt et sted. Så jeg holder mig til dig, hvis det er i orden for dig. Du kender jo stedet her som din egen bukselomme, fornemmer jeg allerede.
Det må koste, sig mig, har du arvet, eller har du en sponsor. Åh spøg til side, du tjener vel godt på jobbet. Lebek trak lidt i land, Var han faret for hårdt frem? (Fortsættes)

_____________________________________________________________________
Fiat Arne og Jens

Knallerten hostede som fik den betaling for det, da Jens standsede op ved indkørslen til Købmand Pihl. Den havde set sine bedste dage. Bedre blev det vel heller ikke af, at den var i drift fra morgen til aften. Jens havde ild i røven, rent ud sagt. Han var næppe et sted, ret meget mere end en halv times ad gangen. Så var det op på Puch´en og videre i dagens tekst.
Fandens også, nåede han lige at tænke, da han stoppede motoren, det var Fiat Arne, der kom til syne på vej ud af købmandsbutikkens bagdør.
Han så ikke specielt venlig ud i dag. Hvad er der nu?
-Nåh det er her, man kan være heldig at møde dig, hvad ”Bror Lort”. Sig mig, hvad fanden er meningen. Har vi to ikke en aftale, om at du holder det skidt væk fra skolebørnene. Eller er det noget du fuldstændig har misforstået?
Han skulle lige til at råbe højt, men tog sig i det, da det gik op for ham, at der var andre mennesker omkring ham og Jens.
-Rolig, rolig, det er sgu da en dårlig vane, du der har fået med at udgyde dine skældsord, så snart du får øje på mig. Mon ikke du lige skulle tænke dig lidt om inden du sådan farer op. Jens var klar i stemmen. Det her, det ville han fandeme ikke stå model til.
Nu skal jeg sige dig en ting. Og hold så ørerne stive. Jeg siger det kun en gang og det bliver på en måde, så du ikke får en jordisk chance for at misforstå noget som helst. Med mindre du er dårligt begavet. Men det er vist ikke, det der er dit problem. Eller er det?
Jens lod spørgsmålet hænge i luften. Han kunne godt mærke sveden presse sig frem i panden. Men det var ikke noget imod, den sved, der perlede omkring Arnes mundvige nu. Han havde tænkt på, at gribe fat i kraven på ham. Men det var unødvendigt nu. Han behøvede ikke demonstrere sit fysiske overtag. Han havde det psykiske lige nu. Og det var det vigtigste.
Fiat Arne havde troet, han kunne skræmme Jens ved at buldre løs. Men den gik ikke. Han mærkede armsveden løb ned ad armhulerne. Det var ikke gode tegn.
-Hvis du bare en eneste gang til titulerer mig på den måde, så skal jeg den undeme vise dig, hvordan man deler sådan et fedtbjerg som dig i to halv-dages bydrenge. Og det på en måde så du aldrig glemmer, hvor du kommer fra din baggårdsunge. Er du med?
-Ja, ja godt ord igen, vi plejer jo nok, at kunne finde ud af det. Ikke? Jeg siger jo bare videre, hvad det er jeg hører ”ude i byen”. Andet er der såmænd ikke i det.
-Jeg tror sgu du hører for meget, der inde fra. Jens pegede hen mod ”Løvens Hule” Tror du ikke du skulle begrænse dine besøg inde i den ”løgne hule”?
-”Løvens hule” om jeg må bé. Fiat Arne forsøgte sig med et smil, men det prellede af på Jens. Han så ikke ud til lige at lade sig formilde, sådan med det samme.
-Det kan sgu godt være du og de andre små alkoholikere kalder den for Løvens Hule. Men med alt det lort, der udgår derindefra, så må det rette ord være ”Løgnens Hule” I laver jo ikke andet end i fylder hinanden med løgnehistorier. Men det vidste du måske slet ikke noget om. Sig mig, slår du tænkeren fra, når du træder ind ad døren?
-For lige at vende tilbage til det, som det drejer sig om du, så må det jo være en af dine kontakter, der har solgt hash til din lille nevø. Og det er jo ikke spor smart. Kan vi blive enige om det?
Fiat Arne var ved at have fået fodfæste igen. Nu havde han en god sag, følte han sig vis på.
-Og for at det ikke skal være helt løgn, så er den kære søster såmænd begyndt at interessere sig for andet end at udstede parkeringsbøde her i byen, at du ved det. Men det har du måske ikke opfanget?
-Jeg må sgu have fat i Buller, det er ham, der sidst har modtaget noget fra mig. Og han mangler at afregne. Sig mig, hvor har du det fra med Jonas og Janne?
Jens følte ubehaget. Det prikkede og stak i hovedbunden. Det føltes ikke behageligere ved det, at han ikke havde nået at få vasket håret i morges. Godt fedtet så det ud. Han måtte se ”herrens” ud. Fyrre, fed og færdig.
-Hvor jeg har det fra? Løvens Hule. Og det er ikke løgn. Det er fra yderst pålidelig kilde, sådanne findes faktisk ogs. Og lige til sidst Jens.
Arne forsøgte sig med den kammeratlige tone nu. Ham journalisten, han stak hovedet indenfor forleden dag. Hvad tror du han ville? Ja gæt du bare.
Jens vidste ikke, hvad han skulle svare. Trak knallerten hen til den lille stander, hvor han begyndte at fylde benzin på.
-Vi ses, Arne tog cyklen og hoppede op på den gamle racer. Utroligt, det tynde stel kunne holde til den kleppert, tænkte han, da et nik afslørede, at deres veje skiltes.(Fortsættes)

____________________________________________________________________

(FjordFØLJEtonen/10)

Hos Jan
-Hej Janne, velkommen det er længe siden.
-Ja vi har vel ikke set hinanden siden Jens fødselsdag, eller har vi. Janne var lidt usikker på, om de mon havde snakket sammen.
-Det har vi da vist heller ikke, så tak for sidst Lasse. Det var en hyggelig dag, håber han fik en dag ud af det.
Janne havde besluttet sig for at opsøge storebroderen. Hun kunne ikke blive ved med at styre sin nysgerrighed omkring Jens. Den aften oppe i ”Skoven” havde for alvor sat gang i hendes mistanke om, at noget, ikke var som, det burde.
-Ja mon ikke, gæsterne så da ud til at hygge sig ganske gevaldigt. Nu var mor også en god hjælp i køkkenet, for de var sultne, var de ikke?
-Jo jeg måtte da en tur ned i døgneren efter nye forsyninger, supplerede Janne, alt imens hun ikke kunne finde ud af, om hun skulle sætte sig ned eller afvente, at Lasse bad hende sætte sig.
Han så lidt usikker ud, storebroderen. Sorte rande under øjnene, og gik han ikke også og blev lidt småfed. Det var ikke sådan hun huskede ham for år tilbage.
Gad vide, hvordan han egentlig går og har det? Janne satte sig ned på stolen ved skrivebordet, hvor Lasse sad på den anden side.
Nu var hun da fri for, at han blev ved med at kigge undersøgende på hendes solbrune ben.
Det gør en storebroder da bare ikke.
-Ja jeg så godt du kom med dåserne, men der var nu også så meget andet god mad.
-Det holdt ærligt talt lidt hårdt, at få de dåser med hjem fra døgneren. Ja det var faktisk lidt ubehageligt, det havde jeg ikke lige regnet med.
Janne satte sig for, at fortælle Jan om episoden, så kunne hun måske nemmere komme ind på det andet, hun ville snakke med ham om.
-Ubehageligt, hvad mener du, det har jeg ikke hørt noget om.
-Okay Jan, det er sådan set også en af årsagerne til mit besøg. For ÆRLIG talt, ved du egentlig, hvad Jens går og laver. Hvordan kan han have et så stort pengeforbrug, som han har? Det undrer mig såre, at du ved det.
Janne purrede op i håret, det kunne vist godt trænge til en sommerklipning. Hun begyndte at svede. Og Jan, han var begyndt at svede, hun kunne se de små svedperler ved hans læber.
-Stort forbrug, har han det, det er da ikke lige min opfattelse. Det er under ingen omstændigheder tøj, han bruger sine penge på, det kan jeg da se.
(fortsættes)

_______________________________________________________________-
(FjordFØLJEtonen/9)

I Løvens hule!

Arno Lebæk vidste godt, hvor den lå, hulen. I et baglokale i byens vestlige udkant. Her residerede købmand Pihl i en stor to-etages villa. Den havde set bedre dage. Muren afskallede og vidnede om, at butikken havde set bedre tider. Neonskiltet med købmanden navn manglede et bogstav, så der blot stod ”Kø-mand Pihl”.
Han gik om bag i gården, hvortil adgangen til bagbutikken var. Her kunne han høre en højlydt summen derindefra, afbrudt af en flot sangstemme. Han var ikke helt stolt ved situationen, hvad ville de ikke tænke, det faste klientel af bagdørskunderne, når han byens nye journalist, sådan bare lige dukkede op, helt af sig selv.
Nåh, det måtte han se bort fra, var han klar over, da han tog i dørhåndtaget og gik ind ad døren. Han kunne jo altid give en omgang, når det rigtige tidspunkt var til det.
-Ja her i hus, her er vi dus med himlens fugle, hørte han en stor rødmosset mand i midten af halvtredserne synge. Koret, de andre 6-7 personer sang med. Alle stod de med en øl i de bare næver. –Og dus med dem, de andre ikke må lege med, dem tager vi gerne og skåler med!
Flaskerne klirrede mod hinanden i ét virvar af klirren. Snakken gik i gang igen, lige med det samme efter, at sangen var døet ud.
-Nej nu står verden sgu ikke længere, er det ikke Lebek fra verdenspressen, der beærer vort ringe selskab med sin visit. Du er måske ude og researche, er det ikke sådan, de kalder det, når pressen snuser rundt? Det var ”Grenen” en korpulent lyshåret mand, i slutningen af fyrrerne, der på sin måde bød velkommen.
-Det ku´jo være manden var blevet tørstig, kom indenfor og slå dig ”ned”. Tag en pils! Det var Dyrup, en stor mørkhåret mand i begyndelsen af halvtredserne, der rakte en pilsner hen mod Arno Lebek, der hurtigt tog imod.
Det skulle blive godt med en øl, så han kunne få rystet den værste nervøsitet af sig. Alle stod de og kiggede på ham. Men trods det, fornemmede han en rar atmosfære.
-Åh, jeg har såmænd så tit tænkt på, det kunne være hyggeligt lige at kigge ind. Man er vel lidt nysgerrig, han rømmede sig. Og jeg holder fri nu, så bare rolig, det har ikke noget med avisen, at gøre.
-Hvad må man have lov at gi´en omgang, det er vel, det mindste jeg kan gøre?
-Her du, du knapper selv op, så deler du rundt og klinker lige en skål med hver, er du med? Det var Grenen, der gav ham et par øl og pegede hen mod kassen, så Lebek kunne se, hvor han skulle tage de resterende 5-6 stykker.
Han følte sig lidt usikker, men valgte at spille rollen som den glade giver. Han hev flere øl op ad kassen og gik rundt og lukkede dem op. Herefter klinkede han en skål med den, der modtog en ny forsyning. Alle grinte de lidt ”smørret”, men hvad nu kunne han gå hen til en ledig plads.
-Det er sgu alligevel første gang, jeg har fået en pils på den måde, men hvad hver ny dag, bringer nyt for dagens lys, er det ikke sådan, de kloge de siger, kom det fra Fiat Arne, der stod på den ene side af Lebek, der havde klemt sig ind mellem ham og Karl Aage.
-Hvad laver I fis med mig. Okay jeg må jo tage revanche en anden dag, kom det med en befriende latter fra Arno Lebek.
-Så skal du faneme være mere end opfindsom, hvis du skal tage røven på nogen i det her selskab, men det finder du nok ud af, Men skål alligevel, lød det fra Grenen, der havde vakt hans sympati, selvom han nok var lidt højtsnakkende.
Karl Aage, der var hulens ukronede konge, veteranen et stykke på den anden side af de tres år, havde ikke sagt noget endnu. Han rakte hånden frem mod Lebek og spurgte, -hvordan kan det gå jeres næse forbi, men bysladderen, den når vel ikke ind bag persiennerne dernede på kontoret?
Lebek kiggede sig omkring, han kunne ikke rigtig blive klog på, hvad han mon mente med den udmelding, tog han pis på ham eller hvad?
-Det er sgu da ikke sladder, det er da noget alle ved, at jeg spiller med kludekræmmeren, papirmanden og krejleren og Auto-Hansen. Og det har jeg sgu gjort længe, ja inden alle de andre dødelige begyndte på det spil. Ja for at være helt ærlig, så er det i al beskedenhed mig, der har indført flere af dem i spillet Grenen havde meldt sig på banen.
Nu vidste Lebek ikke, hvad ben han skulle stå på efter Grenens sidste udmelding. Iveren måtte ikke løbe af med ham.
Nu var det om at holde hovedet koldt og afvente.
-Kludekræmmeren og autoforhandleren, siger du, spiller de gamle mænd golf, det havde jeg ikke troet. Hvad har det med Costa del Sol, at gøre?

- Nu er journalisten nok kommet på overarbejde, kan man høre. Fiat Arne blandede sig med en bemærkning, hvis mening ikke var til at tage fejl af. Den var syrlig,
Og han så småvred ud. Som om han ikke helt kunne bestemme sig for, om han skulle rase ud eller lade det blive ved antydningen. Et typisk træk for ham.
Arno Lebek kunne godt fornemme på de andre, at nu skulle man lige trække vejret et par sekunder eller flere. (Fortsættes)

__________________________________________________________________

Ved redaktøren
Arno Lebek kunne ikke lade være med at undre sig over det pudsige sammentræf, han havde været ude for oppe i Skoven. Jens og Janne. De modsætninger, vakte undren. Nu havde han en plan. Kunne han lige få redaktøren med på den, så var vejen banet for en nærmere udredning af familien Hansen, følte han sig sikker på.
En tur til Spanien. Han var for alvor blevet nysgerrig, da han sad sammen med Janne og Svendsen og der kunne forstå på deres indbyrdes snak, at familien havde en bolig dernede. Janne havde sagt noget om, at faderen lige ville en smuttur derned inden festen. Helt alene, havde han forstået på det.
-Det er så i orden med den Spaniens-tur, blot på en betingelse, unge mand. Otte dage og ikke en dag længere. Du må installere dig så billigt som muligt, ingen unødvendige udgifter, er du med. Redaktør Hansen kiggede smilende på praktikanten, lidt misundelig på den energi, han udstrålede. Hvem der bare var ung igen? havde han grebet sig i at tænke. –Men kig lige en tur ind i ”Løvens Hule” før du rejser nogen steder. Den er altid et besøg værd.
Lebek kløede sig lidt i hovedet, hvad har ”hulen” med det her, at gøre. Men okay, det kan jo være redaktøren ved mere, end han afslører.
-Hvad skal jeg der, det har vel ikke noget med det her, at gøre, eller har det? –Jeg troede du var nysgerrig, kig du nu derind en tur. Få dig nogle tips om, hvor de lokale spiller golf dernede sydpå. Det vil undre mig meget om ikke der er nogle, der kan fortælle lidt om det, kom det fra Hansen. Nu faldt ”femøren” for Lebek. Naturligvis. Så kunne han vel finde ud af, hvor autoforhandleren spillede golf.
-Jeg har altså en lumsk anelse om, at du ved noget, jeg ikke ved. Gør du det, så lad mig det lige vide, appellerede han til redaktøren.
-Nu ved jeg jo ikke, hvad du ved, men jeg har en kraftig fornemmelse af, at vi kan blive noget klogere på, hvad der er værd at vide, hvis vi får opsporet, hvad Konrad Hansen bedriver tiden med dernede på solkysten. Han rejser efterhånden derned temmelig tit, har jeg ladet mig fortælle. Ja han er vist dernede lige nu, eller på vej, så det er nok om at komme af sted. Men det ved du sikkert snart noget mere om. God fornøjelse med besøget i ”Løvens Hule”. Og spørg bare lidt dumt, det bliver man ikke dummere af. Redaktøren klukkede. Inden han råbte efter ham på vej ud af døren, -Så sparer du nu nok nogle skridt.(Fortsættes)

Lebek på Skoven

-Må vi tage plads her? Det var Auto-Svendsen, der førte Janne hen til bordet, hvor der var ledige pladser.
–Ja, ja sæt jer endelig, jeg kunne godt trænge til lidt selskab. Arno Lebek havde også fundet vej til begivenheden og slog ud med hånden mod de to, der var blevet mødt med et -Hej min smukke søster! Kald fra en højlydt stemme. Det var Jens, der havde råbt efter Janne da hun og Svendsen snoede sig forbi i det tætpakkede lokale.
Janne havde slået ud med hånden og smilet igen, alt imens hun fik svaret.
–Hvad skal jeg dog svare min store lillebror, nåh men du ser jo ud til at more dig, fik hun sagt inden hun var forbi bordet på vej hen mod den enlige mand, der sad ved nabobordet..
-Må vi præsentere os? Finn Svendsen, måske bedre kendt som ”Auto-Svendsen” han rakte hånden frem til goddag til Lebek, der rapt replicerede.
-Lebek, Arno Lebek. De udvekslede håndtryk.

Arno Lebek følte sig godt tilpas, det var rart, at der var nogle, der ville gøre ham selskab. Midt i al hurlumhejet havde han siddet og følt sig alene.
På den anden side set så havde det givet en god anledning til at sidde og tænke over det galleri af mennesker, der agerede lige ved siden af ham.
Han havde siddet og gættet sig frem til, hvem der hvem af dem. Og hvilken rolle de spillede i gruppen. Det var tydeligt, at det var Jens, der var den toneangivende. Måske man kunne tale om Jens og hans ”undersåtter”. Sådan kunne det virke. Blot kom han noget i tvivl om det var sådan, det forholdt sig, da han overværede Fiat Arnes entré. Da var det som om magtbalancen, den forrykkede sig. De andres opmærksomhed rettedes hurtigt mod ham. På et tidspunkt var det som om Jens var alene.
Men da der med det samme kom en ny hel flaske på bordet, da var Jens atter i centrum af begivenhederne. Nu havde han ikke helt hørt, hvad de to store Jens og Arne sagde til hinanden. Han ville gætte på, at de lavede en aftale om, at nu skulle der festes.
-Nåh det var rart, at komme væk fra larmen derinde, ja vi kommer lige inde fra den store sal, sagde Janne henvendt til Arno Lebek.
-Det er som ikke fordi, der er meget roligere her, selskabet ved siden af, det holder sig vist ikke tilbage. Svendsens bemærkning blev fulgt af en håndbevægelse over mod nabobordet.
-Ja der er store armbevægelser derovre må jeg sige, men de forstår at hygge sig, kan jeg se, Lebek nikkede bekræftende.
-Det må man da håbe med de priser, de har investeret i hyggen. Har du set, der er hele flasker på bordet, og hvem tror du, der er den glade giver? Han lænede sig hen over bordet og kiggede intenst på Janne med en mine, som klargjorde, at hun burde kommentere det.
-Jeg så godt, han betalte, da vi var på vej herhen, han må have tjent godt på det sidste. –Hvad har han mon gang i? spurgte Svendsen og ventede på svar fra Janne.
-Helt ærligt du, jeg er ikke helt klar over det, men han hjælper vist noget til oppe ved skrothandleren for tiden.
-Skrothandleren hvem er det? Lebek kunne ikke dy sig. Han havde sat sig for at han ville lære byen og dens befolkning at kende så godt som overhovedet muligt i den tid, han skulle tilbringe i byen. Nu da han ikke havde fået sit ønske om en praktikplads på et stort dagblad opfyldt, så var det endnu vigtigere for ham, at få en god gang lokaljournalistisk arbejde ud af tiden, der ventede forude. Han ville lave opsøgende journalistisk arbejde, der ville noget.
-Ja det er nok ikke så nemt, at komme som ny mand til byen her, jeg kender det godt selv fra mine første år i København, kommenterede Janne.
Der går så lang tid, førend man kan følge med i, hvem det er de lokale taler om, når først de går i gang.
-Sådan som jeg har forstået det, så er du og ham den store derovre søskende eller hvordan? Arno Lebek kiggede på Janne. Godt klar over, at det ikke lige var deres fremtoning, der indikerede slægtsskabet.
Alene i påklædning var de som nat og dag. Hun så sej ud, her i stramme sorte læderbukser, høje pumps og en stram bluse med en kort sort jakke over, der lige akkurat dækkede rumpen.
Ja han kunne godt forstå, at ham Auto-Svendsen havde lagt billet ind der.
Hvad hun så ville med ham, det var straks vanskeligere at forstå. Ham havde han ikke den store fidus til. Men det måtte han lige lade ligge. Nu var det om, at få så meget som muligt ud af situationen. Hvad var bedre end at kunne kombinere arbejde og fritid? Livet som journalist, det var nu ikke det værste. (Fortsættes)

Jens på slap line

Musikken i den lille sal blandede sig med højlydte stemmer fra de mange borde, der omkransede den lille scene, hvor trioen ”Mandalay” fremførte deres udgaver af gamle schlagere, som ”Guatamala”, populært oversat til Toms karameller, ”Hvis tårer var guld” omsat til ”Hvis kapsler var guld”?
Jens Hansen og 6-7 andre mænd på hans alder, midaldrende eller deromkring havde sat sig, lige modsat musikken, så der var frit udsyn til de 3 musikere. Her var stemningen stille og roligt på vej mod de store højder, takket være gode flasker spiritus vej til det lille bord, fyldt til randen af glas og sodavandsflasker og tre hele flasker Vodka.
-Ta´nu for jer af retterne, så længe der er noget på bordet. Det er ikke godt, at vide, hvor længe ”far her”, han holder gang i festen.
Jens hævede stemmen, så ingen af de omkringsiddende kunne være i tvivl om, hvem den glade giver var. De tre flasker var tømte. Jens rejste sig fra bordet og knipsede med fingrene op mod baren.
Straks var der en af servitricerne henne ved bordet.
–Far her har lige ombestemt sig, der er sgu til en lille flaske mere, om du gider komme med en min pige?
Jens afgav med et grin på læberne bestillingen og hiver nogle løse sedler opad lommen på cowboyjakken, der er en del af hans gå-i-byen tøj. Den og forvaskede cowboybukser og sorte træsko, så er han i sit es. I aftenens anledning er han trukket i en sort nylonskjorte af de, der var fremme i de glade tressere. Anderledes ville han se ud, også når han gik i byen.
De øvrige ved bordet, jublede højlydt ved udsigten til endnu en flaske. Det går jo lige så godt, så hvorfor ikke fortsætte festen holdningen emmede omkring selskabet.
En stor kleppert, på Jens størrelse, de 1,90 kom hen til bordet. Det var Fiat Arne, der så ud akkurat som han har gjort alle dage. Håret redt hen over hovedet, strakt fra den ene siden mod den anden side. Sirligt sat og holdt på plads med en eller anden form for smørelse. Han havde bevaret den mørke ansigtskulør, skønt alderen nærmede sig de halvthundrede år.
På samme måde som håret sad perfekt inden døre, så var hans påklædning, som taget ud af et katalog fra det lokale herremagasin. En lys ruskindsjakke ovenpå den hvide skjorte med en sort vest i læder, mørke benklæder, sandsynligvis terrylene og blankpudsede sorte sko. Fiat Arne har vanen tro lige været en tur omkring toilettet inden han kom ind i den lille sal. Håret skulle på plads efter, at den stride vind udenfor har blæst det vidt omkring. I blæsevejr tydeliggøres han begyndende måne og blanke isse. Men indendørs, så lykkes det ham stadig, at holde lokkerne på behørig plads.
Han kom med små skridt gående hen mod Jens, der lige havde sat sig efter sin bestilling.
-Nåh, det er her du holder hof, hva´ Bror Lort.!
Hvad blev det til med den aftale, vi lavede vi to?
Der var vist en Hr. Hansen, der glemte den. Men det her, det er måske vigtigere, eller hvad. Vi to, vi skal vist lige stikke hovederne sammen. Arne havde forsøgt at bevare en rolig stemmeføring, men som ordene stod i kø for at komme ud af munden på ham, blev stemmen mere og mere skinger.

Jens kiggede op mod Fiat Arne, det var lige så det kogte indeni ham. Hvad fanden var meningen at komme her og spolere den gode stemning, det havde kostet ham langt over tusinde kroner, at få sat gang i selskabet her, og så kom den stodder.
-Så, så må vi lige be´om salontonen her i ordentlige menneskers selskab. Eller den kender du måske ikke, den tone, din ”yngelunge?”
-Ja tak for sidst du, du bad sgu selv om den. Er du med?
Jens kunne ikke skjule, at han var blevet groft provokeret. Det var ikke, hvem som helst, der turde udfordre ham på hans autoritet, der hang nøje sammen med hans fysiske styrke. Og nu havde Arne lige trykket på hans svage punkt. Bror Lort.
Yngelunge, det udtryk kunne han kun finde på, at give igen med, når han blev provokeret til det yderste. Men på den anden side, han havde ikke overholdt sin del af aftalen med Fiat´en.
-Sit down, please, hvis du ellers kan komme til, så må du lige tage del i løjerne her, så festen kan fortsætte. Så må vi ”snakkes” når festen engang ad åre, er ovre. Er det Okay?
Jens kiggede på Fiat Arne, der havde fået sat sig ned, efter han havde lånt en stol ved nabobordet, hvor der sad en enlig mand. (Fortsættes)

FjordFØLJEtonen/5

Lørdag aften

Stemningen var intens i den gamle Skovpavillon, der havde fået sin renæssance efter mange års ophør som dansested. Her fandt den årlige udgave af Nostalgiballet sted. Gamle popgrupper fra stedets storhedstid, tilbage i 1960erne og 1970erne var på plakaten, gendannede for denne ene aften.
Gruppens trommeslager Harvest svingede stikkerne, som havde han aldrig lavet andet. Der var god ”kontakt” til bassisten, byens borgmesterkandidat fra den borgerlige fløj. Publikums appel ville nærmest ingen ende tage, når solisten ”rev den af” på guitaren, akkompagneret af ”Klang” ude på den ene fløj. Han spillede som i ungdommens vår. Mogensenn på guitaren fik afløb for al den energi, han ikke altid kunner erlægge, når han agerede suppe-steg-is musiker.
I front var det den store ”Maggo”, der rundede aftenens første sæt af med sit favoritnummer ”Kvinde Min”. Den kunne han synge, kunne Janne høre.
Hun var på dansegulvet med ”Auto-Svendsen” en af faderens tidligere ansatte. Det var behageligt nok, nu hvor hun endnu engang havde måtte kigge langt i vejviseren efter kæresten Martins besøg i fjordbyen. Så var det rart med en lokal følgesvend.
Martins fri weekend var inddraget. Nogle store fisk var på vej til at gå i ”nettet”, havde forklaringen lydt fra Urobetjenten i det københavnske.
-Ja gid du var det!
Svendsen kiggede smilende på Janne, da sangerens strofer igen ramte de dansende, der dårligt nok kunne bevæge sig. De stod nærmest som sild i en tønde, byen og egnens midaldrende festpublikum.
Svendsen havde grebet chancen for en tur i byen sammen med Janne, som han alle dage, havde haft et godt øje til. De havde mødt hinanden på hovedgaden dagen forinden. Her havde Janne beklaget sig over, at hun igen måtte gå alene i byen. Og så lige præcis den aften, hvor alle de gamle grupper spillede på Skoven.
Et par gange havde de været ude og spise sammen. Det stod dem klart, at de hyggede sig i hinandens selskab.
Janne klemte hans hånd.
-Nåh er det du vil? Hun smilede forlegent til dansepartneren. Står jeg her og bli´r flov, tænkte hun.
-Spøg til side, man bli´r jo grebet af melodien, lød svaret.
-Det er vel også meningen, Janne affejede med et kast med hovedet og vendte blikket bort fra Svendsen.
-Tak for nu, vi ses igen om et par timer. Men vi bringer lige en efterlysning. Der er en, der tabt sit halssmykke, det kunne se ud om, vi har en meget velhavende kvinde iblandt os i aften. Det er ikke hver dag, jeg ser sådan et smykke, fortsatte sangeren sin efterlysning.
-Gud det er mit. Janne reagerede og kiggede på Svendsen.
–Jeg går med derop, lød hans svar. Og ildrød i hovedet gik hun op til scenen og hentede sit smykke. Tydeligt utilpas.
Hun havde ikke på noget tidspunkt opdaget, at hun havde mistet det. Nok havde hun overvejet om det passede til aftenens anledning.
Som byens politibetjent, var det måske ikke passende at gøre alt for meget ud af sit udseende sådan en aften. Men hun ville også have lov til at udskille sig fra de ”bondepiger” havde hun besluttet sig for.
–Undskyld udtrykket, havde hun hvisket for sig selv.
Smykket var en af de første gaver hun modtog fra Martin, da lærte hinanden at kende for få år siden. Han overrakte det højtideligt til hende en aften, hvor de havde været inde i byen og drukket lidt rigeligt. Hun havde danset for ham, da han havde bedt hende om det. Ekstasen var kommet, dét måtte hun indrømme. Det var en anden side af hende, der lå godt gemt. Men hun nød det, da hun først fik åbnet for ”sluserne”.
I bund og grund, var det nok hendes ”bondepigemanerer” der forhindrede hende i tiere, at gøre som hun ønskede.
-Jeg har ventet på, at den rette skulle komme, havde Martin sagt, noget stakåndet, da han hentede smykket i en skuffe i sin lejlighed efter, hun havde sat sig ned og pustet ud efter ”Private Dancer”. Hun blev glad for det og tog med begejstring imod det, da han hang det omkring halsen på hende, et ægte i sølv med et par små diademer. Det stod godt til hendes solbrændte lyse hud og det lyse hår.
Men senere kom tvivlen. Hvordan kunne en betjent får råd til at købe sådan et?
Lidt den samme tvivl hun var blevet ramt af forleden, da det gik op for hende, at der var noget i Jens tilværelse, der ikke syntes alt for smart.

En pause fulgte alt imens en anden af de gamle popgrupper gjorde klar til at gå på scenen.
-Skal vi ikke gå ind i den lille sal og få lidt ro omkring os?
Svendsen brød tavsheden og hun var med ét tilbage i nuet efter, at hun havde fået hængt smykket om halsen, behændigt hjulpet af Svendsen, mens hun tænkte tilbage på den aften.
–Jo lad os det, det er efterhånden mange år siden, jeg har været der, svarede Janne, da Svendsen forsigtigt skubbede hende lidt frem i menneskemængden på vej ud af danselokalet. Det føltes næsten som, når hendes fader, gik tur med hende tilbage i barndommens år. Hun følte sig beskyttet.
Næsten som med Martin ved hendes side. Men det var efterhånden ved, at være længe siden, hun havde mærket den følelse.
(Fortsættes)

___________________________________________________________________

FjordFØLJEtonen/4

Han strøg sig gennem det tynde kommunefarvede hår. Han kunne vist godt trænge til, at blive klippet. Når håret nåede en vis længde, så fløj det rundt på hovedet af ham. Det brød han sig ikke om. Helt kortklippet, så sad det tæt og han kunne styre det.
Indrømmet, han var blevet nysgerrig, der var også andet, der havde sat gang i tankerne. Autoforhandlerfamilien. Var der ikke noget ”uldent” ved den?
Han huskede kollegaens svar ganske tydeligt.
-I årevis har den mand kørt rundt og rundt, ja det er sgu besynderligt, han ikke for længst er blevet rundtosset af den rundkørsel. Rygterne har svirret omkring Jens Hansen i flere år. De siger, han er pusher. Men politiet siger, der ikke er noget at komme efter. Det var svaret.

Mon den holder? Lebek havde stukket en finger i jorden hos redaktøren efter et par uger på stedet. Han havde en klar fornemmelse af at han havde en sag, der kunne skrives om. Så måske det kunne blive en udfordring i praktikperioden. Sådan en rigtig ”cavling-sag” her i lillebyen. Det ville kompensere for hans bristede drømme om, at komme i praktik på et af de store dagblade, ja han havde ønsket sig B.T. og Ekstra Bladet. Men de praktikpladser var smuttet lige for næsen af ham. Han havde simpelthen været for sent ude med sin ansøgning. Og inden han fik set sig om, var alle attraktive praktikpladser besatte.
Så gode råd var dyre. Lige indtil han kom i tanke om Nordjylland. Ja hvorfor ikke bosætte sig i sådan et lille samfund et lille års tid. Se noget andet, prøvet noget andet. Og hvad, der måtte da gemme sig noget bag ligusterhækkene, der kunne trænge til at blive hevet frem, sådan et sted. Da han først havde tænkt tanken til ende, var der ikke langt fra tanke til handling. Han forhørte sig hos sin studievejleder, der anbefalede Ugeavisen, der havde landets flotteste Galluptal med ikke færre end 99% af primærlæserne som trofaste avislæsere uge efter uge. Det var da en avis, der blev læst. Ugeavis eller ej.
Efter en snak med redaktøren begyndte han i det stille sin egen helt private research. Han fandt hurtigt ud af, hvor autoforhandlerfamiliens forretning residerede, nemlig samme sted som de øvrige af byens automobilforretninger ude i byens industrikvarter.
Den var tilsyneladende ikke overrendt. Det kunne han ikke undgå, at bemærke de gange han kørte forbi den.
Efter hvad han kunne se, så førte den ”gamle” sig stadig frem i bybilledet. Han havde hørt om store fester i villaen oppe i skovkvarteret, byens mondæne område. Og nede på lystbådehavnen lå familiens store lystyacht forankret, døbt ”Janne-Jan-Jens”.
Ikke nok med det, Hansen´s havde også en feriebolig i Spanien. Det havde redaktøren fortalt ham, han og konen havde haft den ære, at være indbudt til rund fødselsdag dernede for efterhånden mange år siden, da redaktøren, stadig var medlem af byens fine selskab. Ja, det var hans egne ord.
Nogen kapital, måtte autoforhandleren have erhvervet sig i tidens løb. Ganske vist over fem årtier.
Des mere Lebek tænkte over det og des mere, han kunne opsnuse, jo mere undrede han sig.
Nu skulle han ”researche”, skulle han. Journalistens ”øjenåbner”.
-Hvad ved jeg, ja hvad ved jeg egentlig? Den gamle redaktør Hansen kløede sig bag øret, da Lebek tog sig sammen til at bede om et møde med et punkt på dagsordenen. Konrad Hansen.
-Hvor langt skal jeg mon gå tilbage? Hansen spurgte sig selv og begyndte på svaret inden Lebek fik uddybet sit spørgsmål.
-I 1950erne, da Konrad Hansen lige havde overtaget sin fader Oswald Hansens forretning, da var han i midten af 20erne, lidt ældre end mig. Ja vi har gået i skole sammen. Ikke i samme klasse, han gik et par klasser over mig. Dengang var han i bestyrelsen for borgerforeningen. Den ejede en kæmpevilla i udkanten af byen. Borgerforeningen altså, understregede han.
På et tidspunkt kneb det med, at indfri lånene til kreditforeningen. Banken, den holdt nok hånden over borgerforeningen. Og dermed bygningen, ”Elmelund” hedder den, der er lejligheder i dag. For ser du, banken den havde også penge i klemme.
-Er du med?, Hansen checkede om hans unge elev var opmærksom. Det var han i allerhøjeste grad.
-Ja, ja fortsæt endelig, kom det med det samme fra Arno Lebek, der noterede flittigt.
Redaktøren var også tændt, kunne han tydeligt fornemme.
–Villaen, den røg på tvangsauktion, herefter blev den solgt. Til hvem, tror du?
-Ja rigtig gættet, til Konrad Hansen. Hvordan kunne du regne den ud?
-Åh intuition var det vel, fik han svaret. Hansen holdt ikke inde, han spurgte og svarede i ét væk. Hvad rolle spillede Konrad Hansen i bestyrelsen, han var kasserer var han. Det var ham, der udfærdigede dokumenterne.
–Åh den tids PFA-skandale, Lebek var ikke tabt bag en vogn.
–Nej, nej der var ingen skandale, ikke så hurtig på aftrækkeren unge mand. Alt var i sin skønneste orden. Papirerne var i orden, regnskaberne godkendte. Hansen fik ny villa, moderniserede den. Han indrettede værelser, lejede dem ud til enlige. Siden gik han et skridt videre, han kom vel til penge, så indrettede han villaen til lejligheder.
-Ja, ja det var der vel ikke noget ulovligt i, kommenterede han. Selvfølgelig ikke. Men hvem studerede tallene dengang, hvem checkede papirerne, det var lagt i hænderne af en fuldmægtig i banken.
Og ved du hvem denne fuldmægtig var?
–Det har jeg ingen anelse om, Lebek vidste ikke helt, hvor hans redaktør ville hen.
-Hun hed og hedder Helle Winter, i dag er hun vel omkring de 65 år. Hun er flyttet væk fra egnen for mange år siden. Det var engang i slutningen af 1960erne, dengang det blev moderne at bosætte sig i Spanien, nede på solkysten.
-Og ved du hvad? spurgte han.
–Nej for fanden, det er da dig, der sidder og ved en masse!
–Konrad Hansen´s de har også en feriebolig dernede, ikke så langt derfra.
Helle Winter, hun rejste over til Konrad Hansens firma efter bankens sammenbrud, men det varede ikke så mange år, så forduftede hun til Spanien. Hun forlod først et job som fuldmægtig i banken, der lukkede, så forlod hun jobbet som bogholder hos Konrad Hansen. For ser du, banken, den lukkede. Hvorfor tror du? Den var involveret i endnu en tvangsauktion nogle år efter. Siger Storegade 101, dig noget?
–Ikke sådan lige.
–Det er den store gartnergården, en udlejningsejendom med 8-10 lejligheder. Hvem tror du ejer den?
Nu var Lebek målløs, han rejste sig fra stolen og kiggede ud ad vinduet, vendte sig så om.
–Det siger du ikke, det er sgu da ikke Konrad Hansen´s også?
-Godt gået unge mand, nu er du ved at komme ”efter den”. Hansen afsluttede med et glimt i øjet.
Et fast håndtryk afsluttede seancen, de to mænd imellem, den unge ihærdige journalist og den gamle garvede redaktør, der sad inde med en viden, han bevidst havde undladt at orientere læserne om i et halvt århundrede. Men det er vel aldrig for sent?

_______________________________________________________________
FjordFØLJEtonen/3

Sommeren, samme år!

-Hej min smukke søster! Jens bredte armene ud og omfavnede Janne. Velkommen hertil, nåh du læser også avis, åh spøg til side, rart at se dig.
-Kig lige ind i huset til mor, hun har vist brug for en hjælpende hånd, så er du sød.
Janne nåede ikke at få svaret, førend Jens var væk, på vej hen mod kammersjukkerne, ja det hed det stadig på de kanter.
-Skildpadden er sluppet op, Jens havde vist ikke regnet med så mange gæster, det kommer helt bag på ham. Moderen Misse der var i køkkenet i det lille kolonihavehus, nikkede hen mod Janne alt imens hun stod og rørte rundt i den store 10 liters gryde, hun havde taget med sig hjemmefra for at varme den forlorne skildpadde.
–Og de kan jo altså ikke leve af leverpostej og ost vel, kommenterede Misse situationen, da Janne kom ind i huset.
-Jeg smutter lige efter nogle dåser, hvad siger du, skal jeg bare få det noteret til Jens, Okay.
Janne var på vej ud af haven.

Hun kørte ind mod byen. –Hjælpe sin bror på sådan en dag, det er vel det mindste man kan gøre. Om end jeg ikke lige havde regnet med, at blive sendt til døgneren, sad hun og tænkte for sig selv på vejen hen ad Storegade.
-Der er lukket for videre kredit, det troede jeg, han havde forstået. Det var ”Døgner-købmanden”, der kort og højlydt meddelte Janne, at de 8 dåser forloren skildpadde, hun havde i kurven skulle betales. Kontant.
Janne var tydeligt berørt af situationen. Hun havde med et smil sagt, dåserne skulle noteres til Jens.
–Øjeblik jeg smutter lige ud i bilen efter kontanter. Janne forlod indkøbskurven, godt rød i kammen.
–Det havde jeg jo fortalt ham, købmanden var lidt mere forsonlig, da Janne vendte tilbage og betalte.
–Ja så gik den ikke længere, det var en stor kleppert, der kommenterede, da Janne trådte ud af døren.
Hvad mente han mon med det? Janne tænkte som en rasende, da hun speedede den sorte BMW op mod fjordområdet på vej mod kolonihaverne. Hun glemte alt om fartbegrænsning i byen på vej retur mod ”Fjordglimt”.
Hun følte sig ydmyget. Men hun følte også en snigende angst, hvor kom den mon fra? Hun rystede lidt på hænderne, da hun stillede dåserne fra sig på køkkenbordet.
-Du er en skat søster, var Jens kommentar, da hun gik i gang med at åbne dåserne.
Nu havde Janne sat sig for at han skulle have en god dag. Hun ville gøre, hvad hun kunne. Så hun havde besluttet sig for at tie om den ubehagelige oplevelse. Indtil videre.
-Ja det har du god grund til at synes. Janne sendte Jens, et smil. Ikke helt ægte. Det havde hun mere end svært ved.
Hvad mon, der var gået galt med Jens? Det måtte hun se og finde ud af i den periode, hun havde her i byen. Nu fik hun god tid, til at komme tættere på sin familie. Det var ikke meget hun havde dyrket, den i de 7-8 år, der var gået siden hun rejste fra byen.

Lokalpressen
Nu måtte tiden være inde, synes journalistpraktikanten Arno Lebek, da han endnu engang, så ryggen af den store Jens Hansen på knallerten. Hvad kører den mand dog rundt og laver? Det havde pirret hans nysgerrighed straks, han var startet som praktikant på Ugeavisen
-Jeg tror sgu der er noget fordækt ved den mand, han drøner rundt og rundt i en uendelighed, hvad kører han efter, havde han spurgt sig for en dag, han stak hovedet sammen med en kollega fra dagspressen.
-Glem det, politiet har undersøgt rygterne, havde kollegaen svaret.
-Hvilke rygter? Spurgte Arno Lebek.
-Han har rent mel i posen, eller man skulle måske sige, rene varer i mælkekassen Der er ikke noget om snakken. Siger de. Kom det fra kollegaen ganske tørt.
-Jeg er ikke helt med, du må lige forklare nærmere. Lebek agtede ikke at give op.
Han havde da også ladet et par ord falde en dag, da redaktøren spurgte til ham og hans indtryk af byen.
Han var ikke typen, der lod sig bremse af lidt besvær. Forhindringer, de er til for at overvinde, var hans motto. Han følte sig godt tilpas, Hadsund var nu en rar by at være i. Naturen omkring den indbød til masser af udendørs liv. Og det passede ham som fod i hose, nu hvor hans form var ved at være i orden. Flere måneders løbetræning havde slanket hans overvægtige krop, så han nu var trimmet til det årlige marathonløb, han løb i København. Han strøg sig gennem det tynde kommunefarvede hår. Han kunne vist godt trænge til, at blive klippet. Når håret nåede en vis længde så han noget pjevset ud. (Fortsættes)

__________________________________________________________________

FjordFØLJETONEN/Kapitel 2

Misse rejste sig igen, skridtede målbevidst ud af lokalet, der i dagens anledning strålede af fest og højtid som sjældent før. Og det sagde ikke så lidt med de store fester og selskaber, der var blevet afholdt i tidens løb.
Konrad ville rejse sig og følge efter hende, men det var som om benene ikke ville, som hovedet, så han blev siddende.
Hvor er hun smuk, tænkte han. Hvad er det for et liv, jeg har budt hende?
Hans trofaste støtte gennem mere end 40 års ægteskab.
Hvorfor har jeg aldrig sat ordentlig pris på det, hvad er det jeg har haft så travlt med?
Det har jo ikke været det værd. Han sank en klump i halsen.
Hun var ligesom blev smukkere med alderen, det var som om hun var helt tidløs i sin udstråling.
Ja, hun kunne mageligt gå for at være mindst 10 år yngre end sin faktiske alder på de 63 år. Hun overstrålede ved enhver lejlighed sine langt yngre medsøstre.
I dagens anledning havde hun købt en ny dragt. En kort jakke, en kort nederdel der gik lige til knæene, hverken over eller under. Begge dele i diskret nålestribet mørkeblå farve. Og de sorte strømper, de sad perfekte til hendes høje sorte ruskindssko. Sko i allerbedste kvalitet, købt i København, naturligvis, de fremhævede hendes lange ben, så hun rakte godt i vejret, lige på den anden side af de 1,80 meter.
En kærlig og på alle måder en opofrende mor for deres tre børn.
De tre J´er. Eller 4?, spekulerede han. Men han kom ikke længere med den tanke.
Ældste søn, Jens, netop fyldt 40, mellemste søn, Jan, i midten af trediverne, indtrådt i familiefirmaet for få år siden og yngste, datteren og efternøleren Janne i midten af tyverne.
Der var ikke mange kvinder, der holdt sig så flot. Ikke et gråt hår at se, det var nylig skyllet i en svag mørkebrun farve, så ingen kunne se, at det ikke var hendes naturlige hårfarve.

Skulle man sammenligne Misse med nogen, så måtte det blive Susse Wold, de to var på samme alder og kunne minde om hinanden, bortset fra forskellen i højden. Misse var en del højere.
Jo, de havde matchet hinanden perfekt som ægtepar alle dage. Hans 1,85 meter i højden udstrålede den autoritet, som hans personlighed på naturligvis besad.
Hvorfor gik hun, hvor gik hun hen?
Tankerne fløj gennem hans hoved, hovedpinen pressede sig på.
Det kunne der være flere forklaringer på. Mon hun havde hørt?
Nej, det kan simpelthen ikke passe.
Han skød tanken fra sig. Eller var det noget med hans nylige ultimatum til Jan?
Nej, det kunne han ikke få til at stemme. Jan turde helt sikkert ikke gå til sin moder, hun var nok den sidste, han turde tabe ansigt til
Konrad havde stillet ham et ubetinget krav. I forrige uge dukkede han uventet op hos Jan i forretningen, familiens domæne gennem tre generationer.
Jan fik klar besked. Dukkede pengene ikke op for det sidste halve års husleje, måtte han se sig nødsaget til, at revurdere den kontrakt de to havde indgået om juniors delvise overtagelse af firmaet.
Jan var efter overtagelsen af det daglige ansvar og ansvarlig for betaling af husleje til Konrad straks gået i gang med en større modernisering af firmaet, så det kunne fremstå som en moderne automobilforretning, anno 2003.
Indførelse af up to date EDB-udstyr, nye udstillingslokaler, forbedrede kantineforhold for de ansatte.
Fint skulle det være. Det var såmænd også helt fint med Konrad, om pengene var til det.
Det at sætte tæring efter næring, var ikke just Jans allerbedste side. Han besad givetvis ikke den tålmodighed, der måtte til.
Ja, det var såmænd ikke spor bedre med Jens. Men det er en helt anden historie, kunne han afgøre med sig selv, om end han ikke var spor stolt af den.

Janne sad og kiggede sig omkring. Hele familien og forældrenes venner var langt om længe samlet til en længe ventet dag.
Hvad går der dog af mor? tænkte hun.
Hun havde ellers følt sig rimelig godt tilpas her på det sidste, faktisk for første gang i lang tid i hjembyen.
Hun var rimelig sikker på, at faderen var renset for de ondsindede rygter, der tidligere havde svirret rundt om i byen.
Hun havde oven i købet haft overskud til at gøre lidt ud af sig selv, og dette til Martins store glæde.
Men hvor længe mon det holder?
Hun kunne ikke blive ved med at udskyde beslutningen.
Martin eller Arno?
Det lange lyse hår havde hun lige fået studset ved torvets modefrisør. Så nu lignede hun vel snarere det hun var. En kvinde i midten af tyverne og ikke en gymnasiepige, som en havde råbt efter hende i embedets medførelse for nylig.
Martin tog hendes hånd, han mærkede naturligvis også, der var noget i gære.
Et lille halvt års tid havde hun nu vikarieret som byens landbetjent efter den hidtidige Gammelholms faste stilling var nedlagt.
Martin var blevet hjemme i København i den periode, her var jobbet som urobetjent ikke lige til at bytte med et andet i provinsen.
De to havde mødt hinanden på en af Martins sene vagter.
Dog ikke under omstændigheder nogle af dem ønskede at rippe op i. (Fortsættes)

__________________________________________________________________

Kapitel 1

Oktober-et sted i fjordbyen!

-Skål min kære og tillykke med…!
Mere fik hun ikke sagt, Misse.
Stemmen rystede og blikket flakkede, da hun forsigtigt rejste sig
og trak sin stol ud fra bordet, så det næppe kunne høres.
-Ja, du bliver jo ved med at overraske, Konrad, det må jeg sige.
Misse havde fået styr på stemmen, men kun for et kort øjeblik, så rystede den igen.
Hun satte sig hurtigt ned, mens hun skubbede stolen ind mod bordet. Nu kunne det høres, den skrabte hen over parketgulvet.
Lige ved midten af det såkaldte hovedbord, sad hun med Konrad på sin venstre side og hendes eneste barnebarn Jonas på sin højre side.
-Tag et glas vand Misse!
Konrad rakte sin hustru gennem femogfyrre år et glas vand. Hun rystede på hovedet, hun skulle ikke have noget at drikke.
Hun kiggede ud i den store gildesal, så intet. En tåre pressede sig på.
Konrad rakte hende sit lommetørklæde. Hun rystede endnu en gang afværgende på hovedet.
-Skal vi ikke udbringe en skål for den gamle!
Stilheden blev med ét brudt, da parrets 40 årige søn, Jens rejste sig og svingede sit hvidvinsglas hen over hovedet på sin borddame, manufakturhandler Rosbergs unge hustru og lod sin høje røst høre, alt imens han forsøgte sig med et smil.
Det hørte ellers til sjældenhederne, at se Jens med et glas hvidvin. Øl og de skarpe sager var mere hans stil.
Han satte sig hurtigt ned igen, tydeligvis utilpas i den nye uldjakke som Lotte, storebroderen Lasses kone, havde købt for ham i dagens højtidelige anledning. Konrad Hansens 75 års fødselsdag.
Jakken var en anelse for stram, hvilket ikke så let lod sig skjule med hans 120 kilo store korpus.

Det var også en ganske uvant beklædning for ham. Hver dag, året rundt, befandt han sig bedst i den blå kedeldragt.
Han var kendt af så godt som alle i byen, altid god for en hilsen og en hurtig bemærkning, når han gjorde holdt fra sin færden rundt i byen på sin sorte Puchmaxi, et levn fra 1960erne, som han passede og plejede, som var den hans kæreste eje.
Rundt og rundt kørte han med den uundværlige mælkekasse fastspændt til bagagebæreren. Også den fulgte ham overalt, indeholdende madpakken, sodavand og øl.
Mødte han nogle, og det gjorde han lige så ofte, det passede ham at standse op, så bød han gerne på en øl til de voksne og en sodavand til børnene, ”de må jo vente lidt med pilsnerne” var en stående bemærkning fra ham, ledsaget af et par gode vitser eller lidt bysladder.
-Skål og tillykke, kom det spagt fra gæsterne, et halvt hundrede i alt, der sad ved runde borde i byens fornemste gildesal i skovkvarteret, kvarteret hvor mange af byens bedre stillede familier, havde bosat sig. Herfra var der udsigt ned over den smukke Mariager Fjord.
Familie og venner var indbudte til at fejre Konrad Hansens 75 års fødselsdag.
Og det var en dag alle havde set frem til i lang tid forinden.
Det var almindelig kendt, at familien Hansens fester var i en klasse for sig.
Dog havde der været nogen undren i byen på det seneste. Fødselsdagen havde ikke været omtalt i den lokale ugeavis.
Måske hele familien rejser sydpå for at fejre dagen nede på solkysten, var nogle af de bud, der var kommet frem i folkemunde. For hvad skyldtes det dog, at så markant en person i byens liv ikke var nævnt i avisen.
Var han mon blevet syg?

Fortsættelse følger...

< Nyere nyhed Ældre nyhed >

Mariagerfjord og omegn

Uge 17: Vind i Verdensmålene Mariagerfjord og omegn		Nye tal: Aarhus topper listen over skybrudsskader i 2023 - Mariagerfjord havde 134 Mariagerfjord og omegn

Vis det særlige af Mariagerfjord frem med puljen 'Samlingskraft - sammen om steder vi holder af'' Mariagerfjord og omegn		Danmark er dejligst til fods - få tips og inspiration på Hobro Bibliotek Mariagerfjord og omegn

Mariagerfjord Golfklub følger succesen op med Kvinder og Golf fra 2023 Mariagerfjord og omegn	Lækker lyserød delikatesse: Det skal du huske, hvis du skal fange dem Mariagerfjord og omegn	Kender du en landsby i vores område, hvor der er plads til det gode liv? Mariagerfjord og omegn

De største dyreinteresseorganisationer går sammen i et historisk samarbejde Mariagerfjord og omegn	Den indre Tiger Woods blev sluppet løs til Åbningsmatch 2024 hos Mariagerfjord Golfklub Mariagerfjord og omegn	Nordjyllands Politi: Beskyt dig mod tricktyve i hjemmet Mariagerfjord og omegn

FjordFØLJEtonen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev