Annonce
Del på Facebook   Print siden

Havnø Mølles Venner afholder generalforsamling

Hadsund og omegn
Torsdag 23. marts 2017 kl. 08:00

Havnø Mølles Venner afholder generalforsamling
Skolebørn på besøg på Havnø Mølle – der bages pandekager af mel, som børnene selv har malet


Havnø Mølles Venners formål er først og fremmest at eje og bevare Havnø Mølle, men man vil også gerne deltage i formidlingen af mølleriets historie...
.
Af Klaus Hansen

Torsdag den 30. marts kl. 19 afholder Havnø Mølles Venner generalforsamling i Møllehistorisk Samlings nye fine mødelokale, og bestyrelsen ser frem til at fortælle medlemmerne om et særdeles travlt og positivt år for foreningen såvel som for den gamle vindmølle.

Foreningen arrangerede sammen med de frivillige de traditionelle fester: Dansk Mølledag i juni og høstfesten i september, og da det viste sig, at Nordjyllands Historiske Museum havde sparet enhver form for julefejring
i Hadsund væk, besluttede man at lave sit eget adventsarrangement i Møllehistorisk samling med julehygge, musik af Frederiksens spillemænd, juleklip og julefortællinger oplæst af møllenissen, der naturligvis
var rykket ind fra Havnø på denne dag.

I december tog foreningen også afsked med museumsinspektør Lise Andersen, der havde valgt at sige sin stilling ved museet op. Det skete ved en foredragsaften, hvor Lise Andersen fortalte om Hadsund bys møller.
Arrangementet var meget fint besøgt, og der kom mange af vores møllevenner fra møllelaug rundt omkring i Nordjylland.

Lise Andersen var som museumsinspektør ansvarlig for Havnø Mølles restaurering, og er også er den, der kender møllen bedst, så heldigvis fortsætter hun som frivillig i møllelauget og som bestyrelsesmedlem
– så hun slipper ikke helt Havnø Mølle.

Sommeren igennem holdt møllelauget møllen åben for publikum hver onsdag fra 10 til 16. Derudover havde vi den glæde at have besøg af rigtig mange skolebørn fra både Havbakkeskolen og Hadsund skole. De
blev introduceret til den gamle mølle og fik lov at male på håndkværn og bage pandekager af melet. Det er naturligvis også møllelaugets medlemmer, der sørger for at møllen passes og plejes både sommer og vinter.

Det har længe været klart, at møllens kværn trængte til at blive justeret og møllestenene bildet (skærpet). Der var også andre småreparationer, som krævede en møllebyggers assistance. Der er tale om specialistarbejde,
og det er dyrt! Ca. 130.000 kr. skulle der bruges, og det lykkedes bestyrelsen at finde alle pengene hos Kulturstyrelsen og Augustinus fonden, så Nordjyllands Historiske Museum slap for at skulle til lommerne.

Nu glæder møllelauget sig til at få kværnen prøvet af, når det igen bliver sæson.

Havnø Mølles Venners formål er først og fremmest at eje og bevare Havnø Mølle, men man vil også gerne deltage i formidlingen af mølleriets historie.

Derfor har bestyrelsen hele 2016 arbejdet flittigt på et byggeprojekt
på Rosendal, der skal skaffe ordentlige rammer om det store arkiv af materialer om danske møller, som museumsinspektør Lise Andersen har samlet igennem mange år, så det kan blive stillet til rådighed for
alle mølleinteresserede. Projektet skal dog ikke mindst skabe rammer om foreningens møder og kurser m.v.
– altså at skaffe os en form for klubhus.

Da økonomien i forbindelse med nybyggeriet på museet blev gjort op, viste det sig, at der er penge nok til at finansiere denne indretning i den gamle lade på Rosendal under forudsætning af, at frivillige selv udfører
arbejdet. Så har du lyst til at give en hånd med til lidt praktisk arbejde, så henvend dig gerne til bestyrelsen!

Dette og meget mere vil bestyrelsen berette nærmere om på generalforsamlingen den 30. marts. Er man ikke medlem endnu, kan man blive det på selve aftenen eller melde sig ind via foreningens hjemmeside
www.havnoe-moelle.dk.

Efter generalforsamlingen er foreningen vært ved en kop kaffe med hjemmebag, og så er der mulighed for at se filmen ”Poul la Cour – Danmarks Edison” om højskolelederen, der skulle få så stor betydning for at Danmark blev et rigtigt vindmølleland. Møllehistorisk Samlings udstilling er også åben denne aften. Her kan man bl.a. se verdens første brintlamper, som netop blev fremstillet af Poul la Cour.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Hadsund og omegn

Hvor mange køretøjer tror du, der krydser Hadsundbroen hver dag?
Hvor mange køretøjer tror du, der krydser Hadsundbroen hver dag?
Hadsund og omegn
Lokalt engagement sikrede succesfuld landskonkurrence i lydighed
Lokalt engagement sikrede succesfuld landskonkurrence i lydighed
Hadsund og omegn
Hadsund Motorklubs Åbent Hus blev en kæmpe succes
Hadsund Motorklubs Åbent Hus blev en kæmpe succes
Hadsund og omegn
Hofteryst og lattergaranti: Zumbaaften i Visborg Forsamlingshus
Hofteryst og lattergaranti: Zumbaaften i Visborg Forsamlingshus
Hadsund og omegn
Sæt strøm til Hadsund på lørdag
Sæt strøm til Hadsund på lørdag
Hadsund og omegn
Og farven blev ....
Og farven blev ....
Hadsund og omegn
Hadsund byder velkommen: Lokale ryttere fejrer foråret med motorcykelarrangement!
Hadsund byder velkommen: Lokale ryttere fejrer foråret med motorcykelarrangement!
Hadsund og omegn
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Advarsel til forældre: Ny trend med tørshampoo vækker bekymring
Hadsund og omegn
Støt op om 'De Smukke Unge Mennesker'
Støt op om 'De Smukke Unge Mennesker'
Hadsund og omegn
Hadsund Roklub er klar til at sætte bådene i vandet
Hadsund Roklub er klar til at sætte bådene i vandet
Hadsund og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev