Annonce
Del på Facebook   Print siden

Efter 25 år som topleder takker Niels Højgaard af

Mariagerfjord og omegn
Lørdag 25. juni 2016 kl. 18:00

Efter 25 år som topleder takker Niels Højgaard af
Kommunaldirektør Niels Højgaard (63 år) i Mariagerfjord Kommune går på pension den 30. juni 2016...


AF Klaus Hansen

Kommunaldirektør Niels Højgaard (63 år) i Mariagerfjord Kommune går på pension den 30. juni 2016. Han håber, at han vil blive husket for at have været en ordentlig leder og et ordentligt menneske. Lige så meget som han håber, at de værdier fortsætter i den nye ledelse.

Øverst oppe på borgmesterkontoret i Hobro sidder kommunaldirektør Niels Højgaard og gør status efter 25 år som topleder. Han går på pension den 30. juni og giver dermed stafetten videre til en ny generation af ledere. Efter en afskedsreception sammen med politikere, ledere, medarbejdere, kolleger og familie med videre fredag den 24. juni er der mest af alt tilbage at smide en masse papirer ud og rydde op på det digitale drev, og det arbejde falder godt sammen med et eftertænksomt tilbageblik i den lange karriere. For hvad har haft størst betydning og hvilke fodaftryk efterlader han? Og hvad skal tiden nu gå med, når den tredje alder står og banker på?

Nedslagspunkter i karrieren

Niels Højgaard blev uddannet som cand.scient pol. fra Århus Universitet i 1981 og herfra kan hans karriere deles op i tre hovedfaser. Fra 1981 – 1985 var han fuldmægtig i Energiministeriet, derefter privat konsulent med fokus på kommuner og statslige styrelser indtil 1991. Her blev han som 38-årig ansat som kommunaldirektør i Mariager Kommune og fortsatte derfra 25 år som topleder. Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev han vicekommunaldirektør for Mariagerfjord Kommune og sidenhen kommunaldirektør i 2010.

Selv siger Niels Højgaard, at de fem år på Slotsholmen i Energiministeriet har præget hans senere arbejdsliv og hans holdninger til det. Det var her, at han fik grundfæstet sin forestilling om, hvad en embedsmand er og skal kunne.

- Som embedsmænd er vores fornemmeste opgave at klæde politikerne på og gøre dem stærke. Det har jeg altid sat en stor ære i og betragter mig på den måde som en helt klassisk embedsmand. Politikerne har en bane og embedsmændene har en anden. Det har jeg altid holdt mig til, siger Niels Højgaard.

Ellers er det kommunalreformen 2006-2007, som Niels Højgaard fremhæver, som det absolut mest spændende i hele hans karriere. For ham var det intet mindre end en enestående proces at være med i, hvor fire nogenlunde jævnbyrdige kommuner skulle formeres til en ny storkommune. De fire kommuner som blev til Mariagerfjord Kommune var henholdsvis Mariager Kommune (uden Havndal), Hobro Kommune, Hadsund Kommune og Arden Kommune.

- At betræde nyt land i forbindelse med kommunesammenlægningen har været meget udfordrende og skelsættende for mit kommunale arbejdsliv. Det har samtidig også været det sjoveste. Det var en sammenlægningsproces med alt, hvad det indebærer, og det er jeg meget glad for at have oplevet i mit arbejdsliv. Her kom jeg helt tæt på såvel politiske som administrative processer og det er lige mig, understreger Niels Højgaard.

Organisation som speciale

Niels Højgaard har en stor kærlighed for alt der rimer på organisation og er uden tvivl betaget af både den politiske og administrative organisering. Det har altid været et særligt arbejdsområde for ham og her fornægter hans uddannelse sig heller ikke.

Derfor er det ikke så underligt, at noget af det, som Niels Højgaard er allermest stolt af, er, at han har været hovedarkitekten på kommunens politiske og administrative organisering, som blev skabt ved kommunesammenlægningen i 2006-2007.

- Den har stort set holdt i 10 år nu og det er jeg faktisk stolt af. Den blev selvfølgelig drøftet meget, men jeg tør godt lægge navn til det meste.

Han er også stolt af, han har formuleret Mariagerfjord Kommunens vision om, at det skal være ”attraktivt at bo, leve og arbejde omkring Danmarks smukkeste fjord” og samtidig være vidne til, at denne meget generelle formulering efterhånden gennemsyrer en stor del af det konkrete arbejde i kommunen.

Visionen var også oppe at vende i en idegruppe, men da processen var gået lidt i stå, blev der erklæret pause og så kom visionen i hovedtræk ellers til Niels Højgaard på en ferie i Portugal under en gåtur på stranden. Sådan kan det kommunale arbejde nemlig også udføres.

– Jeg har altid fundet mit arbejde spændende og så er det jo, at tankerne flyder videre uden for arbejdstiden. Med sand mellem tæerne stod det pludselig klart for mig, at visionen selvfølgelig skulle indeholde de tre store punkter som bosætning, kultur og fritid samt erhvervsudvikling og derfra tog visionen form, fastslår Niels Højgaard.

Lederen som leder

Selvom Niels Højgaard har meget at være stolt af, så vil han allerhelst huskes for at have været en ordentlig leder og person. Det er vigtigt. Han lægger generelt vægt på et værdigrundlag, hvor der er ordentlighed på alle niveauer. Det er helt grundlæggende for en velfungerende organisation.

- Jeg har altid ment, at uanset hvad du beslutter eller siger, så skal det kunne tåle dagens lys. Du skal kunne forsvare dine beslutninger over for din omverden og det er uanset, hvilket niveau du er på i en organisation, siger Niels Højgaard.

Niels Højgaard kendetegner også sig selv som en leder, der har stor tillid til andre ledere og medarbejdere. Står valget mellem tillid og kontrol vil han altid vælge tillid.

- Jeg tror som udgangspunkt på, at alle kan løse de opgaver, de er sat til at løse. Jeg tror på, at ansvar til den enkelte er helt afgørende for engagement og gode løsninger og derfor har en udbredt delegering og decentralisering altid været ”ledetråde” for mig. Det er klart, at jeg også gerne sætter overordnede rammer og retning, men den konkrete udførelse hviler på andres engagement og kompetencer.

Sidst men ikke mindst er en fornuftig balance mellem kontinuitet og udvikling afgørende for Niels Højgaard og den balance har derfor også kendetegnet hans ledelsesarbejde. I Mariagerfjord Kommunes levetid er der blevet brugt meget tid på at få styr på organisationen, driften og økonomien. Det har til gengæld skabt en stabil økonomi og organisation, som har givet mere og mere overskud til at fokusere på udvikling.

- I den første tid efter kommunesammenlægningen har vi brugt tid på sikker drift. Det er stadig et bærende element, men nu er der mere plads til at sætte udviklingstrin i gang og åbne kommunen mere op mod det omgivende samfund på alle niveauer. I bund og grund skal vi som kommune være med til at skabe gode oplevelser for borgerne og som den største virksomhed i kommunen og som velfærdsorganisation skal vi være trædesten for, at borgeren så vidt muligt kan ”mestre eget liv fra vugge til krukke”, bedyrer Niels Højgaard.

Den tredje alder

Hvad skal den tredje alder gå med? Niels Højgaard mener i hvert fald ikke, at han kommer til at kede sig. Han skal bruge mere tid sammen med sin kone og familien som vokser og vokser. Indtil videre har han fire børnebørn, men har en mistanke om, at der kommer flere til. Der skal også være tid til at hellige sig de bøger, som han ikke har nået at læse og mon ikke, at det kan blive til et par lektioner på Folkeuniversitet. Sikkert noget mere golf eller en cykeltur til Paris. I hvert fald 60-70 rejsedage om året for at opleve verdenen mere bredt.

Kort sagt: Mere fokus på at nyde livet og leve det ”langsomme og reflekterende liv”. Eller som Niels Højgaard så symbolsk siger det:

- Jeg melder mig ud af DJØF og bliver Kultur- og Fritidschef i mit eget liv. I forlængelse af det, bliver jeg ”specialkonsulent” i en ny ”Livsnyderforening”, der har til formål at nyde livet gennem god vin og mad. Det bliver bestemt ikke kedeligt at gå på pension.

Planlagt generationsskifte

Niels Højgaards pension er et led i det generationsskifte, der er aftalt med Byrådet i Mariagerfjord Kommune tilbage i oktober 2014. Velvidende at de tre direktører, som udgjorde den øverste ledelse i kommunen, alle ville ramme pensionsalderen nogenlunde samtidigt, blev der ansat to nye direktører, som kunne være med til at sikre en fornuftig overgang og føre stafetten videre.

Således blev 2015 karakteriseret af et begyndende generationsskifte i direktionen, hvor velfærdsdirektør Peter Rasmussen og økonomidirektør Kim Jakobsen kom til.

Fra 2016 takker de gamle så af. Kommunaldirektør Niels Højgaard og direktør Jørgen Basballe stopper sommeren 2016 og der vil blive ansat en ny kommunaldirektør. Den tredje direktør Jens Nørgaard stopper i foråret 2017 og dermed skal der ansættes en ny direktør med henblik på at afløse Jens Nørgaard. Fremover vil direktionen i Mariagerfjord Kommune bestå af fire medlemmer.

.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

Uge 17: Vind i Verdensmålene
Uge 17: Vind i Verdensmålene
Mariagerfjord og omegn
Nye tal: Aarhus topper listen over skybrudsskader i 2023 - Mariagerfjord havde 134
Nye tal: Aarhus topper listen over skybrudsskader i 2023 - Mariagerfjord havde 134
Mariagerfjord og omegn
Vis det særlige af Mariagerfjord frem med puljen 'Samlingskraft - sammen om steder vi holder af''
Vis det særlige af Mariagerfjord frem med puljen 'Samlingskraft - sammen om steder vi holder af''
Mariagerfjord og omegn
Danmark er dejligst til fods - få tips og inspiration på Hobro Bibliotek
Danmark er dejligst til fods - få tips og inspiration på Hobro Bibliotek
Mariagerfjord og omegn
Mariagerfjord Golfklub følger succesen op med Kvinder og Golf fra 2023
Mariagerfjord Golfklub følger succesen op med Kvinder og Golf fra 2023
Mariagerfjord og omegn
Lækker lyserød delikatesse: Det skal du huske, hvis du skal fange dem
Lækker lyserød delikatesse: Det skal du huske, hvis du skal fange dem
Mariagerfjord og omegn
Kender du en landsby i vores område, hvor der er plads til det gode liv?
Kender du en landsby i vores område, hvor der er plads til det gode liv?
Mariagerfjord og omegn
De største dyreinteresseorganisationer går sammen i et historisk samarbejde
De største dyreinteresseorganisationer går sammen i et historisk samarbejde
Mariagerfjord og omegn
Den indre Tiger Woods blev sluppet løs til Åbningsmatch 2024 hos Mariagerfjord Golfklub
Den indre Tiger Woods blev sluppet løs til Åbningsmatch 2024 hos Mariagerfjord Golfklub
Mariagerfjord og omegn
Nordjyllands Politi: Beskyt dig mod tricktyve i hjemmet
Nordjyllands Politi: Beskyt dig mod tricktyve i hjemmet
Mariagerfjord og omegn
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev